Kategori: Mig (side 2 af 3)

Hoved og hale

Jeg har alt for meget på hjerte. Det er ikke så meget fanden, der rumsterer derinde. Det er bare fyldt op med alt muligt, hjernen hverken kan finde hoved eller hale i. Det er også noget rod, at det er så lang tid siden, jeg har skrevet her. Men jeg har ikke haft lyst. Jeg pusler med tanker, jeg værner om. Jeg er tilsyneladende blufærdig omkring de ønsker og håb jeg har for fremtiden.

Jeg synes stadig ikke, at det her med mit liv er en dans på roser. Jeg synes ofte, at det er sindssygt besværligt. Og lige nu gør hunden af isterningemaskinen i køleskabet…

 

Don’t push me

… coz I’m close to the edge!

Jeg har muligvis sagt det før; i så fald beklager jeg gentagelsen:

Jeg er ikke en æggepølse. Hvis du gør anslag til at formpresse min blomme, så gør jeg modstand! Jeg blir vred, og jeg kæmper imod til jeg slipper.

Så ser man et glad lille æg trille i sikkerhed.

eller

Så ser man noget smattet æggesplat på kanter og gulv, fordi det åbenbart var et dårligt valg.

Så spændende! Men hvorfor nu denne omvej? Hm ja, jeg blir nok nødt til at sige til nogen, at deres indsats virker halvhjertet og rutinepræget. At jeg mistrives med personligheder så glatte som teflon, og at det jeg siger, pt. er vigtigere, end det de tror, de ser.

Der er så mange gode og spændende måder at bruge æg på, at det sgu da er åndssvagt at presse pølser ud af dem. For ‘pænhedens’ skyld! Og økonomiens! Og så er det ensartet og forudsigeligt. Men smagen, hvad med den? Og så er vi nogen, der bare synes, det er fake og ulækkert.

 

Indsigt

20130808-094536.jpg

Når det er Eames, så er det jo sandt ;-) Jeg så en poster på Pinterest og kunne ikke glemme ordene.

Så når Hr. Karrierecoach stiller spørgsmål, så er ‘Take your pleasure seriously’ de ord, jeg skal huske. Mig, mig og mig er vigtige, hvis jeg skal undgå depressionens klamme favntag.

Tak Psyko!

Fiskespa

Ja.Fiskespa.

Jeg har været på udflugt. Et par gange har jeg været med tog til det nærmeste provinshul. Bilen er på værksted, og hunden har ørebetændelse.

Den der by ligger 5 km væk, og nogen gange cykler jeg derhen. I dag var jeg så med tog. Uden hund og uden børn, så jeg havde tid til at tænke. Helt uden at blive forstyrret.

Jeg er i gang med at snævre ind, hvad jeg gerne vil. Med mit liv, jobmæssigt. Jeg har brug for roen, og jeg er nødt til at være en balancerende støtteperson i familien. Det er også blevet tvingende nødvendigt at mærke det rush, der er at gøre noget/lave noget/ skabe noget/kunne noget, som jeg selv kontrollerer resultatet af. Jeg kan fange mig selv i en anden følelse af ‘højhed’. Det er den, der kommer, når jeg ‘performer’. Når jeg føler, at jeg skal overbevise nogen, vise hvor god jeg er – så kommer energien. Tromleenergien, som er kortvarig som et sukkerchok eller et McDonalds meal. Når den fordamper er jeg flad og udkokset og fortryder hårdt, at jeg røg i igen. Det er pleaseren og perfektionisten, der hopper på krogen. Jeg har det bare bedre på fuldkorn og det stille liv. Hvilket leder mig til den der fiskespa.

20130703-200518.jpg

Måske er det fordi, jeg har boet i en fiskerby i mange år, at jeg får forkerte associationer, men altså: Fiskespa??? Der er ingen, der får mine fødder i vand med Hanstholm-branding i det der provinshul. Jeg undrer mig bare så meget over, at man kun skal 10 km syd for Aarhus for fullblown provins. Og jeg hader det og elsker det på samme tid. Det er så hyggeligt, at frisøren stadig er glad for sin afsyrede købmandsdisk, og jeg elsker gamle murermestervillaer. Men klaustrofobien ligger lige neden under, for det minder om halbal og Hjallerup marked, og jeg er glad for, at jeg trods alt selv kan vælge at hoppe på toget igen. Regionaltog mod fremtiden, ha ha!

Træghed

Den der følelse af, at det virkelig går for langsomt. Som en konversation på jydsk: “Så de-e-et…”, “Jow jow”, “Naj, det’ it sårn mæ det…”. Eller et posthus. Eller at vælge siddepladser, når familien skal til skolekoncert. Eller at kigge på kort og tale om, hvilken vej man skal køre…

Nogen gange kommer hunden og jeg til at bevæge os langt ud på en mark med muddertung jord, og så bliver vi bare nødt til at fortsætte, fordi det egentlig vil tage længere tid at vende om. Men gummistøvlerne blir bare tungere og tungere, og så går man der og bander over, at man valgte at gå den vej.

På mange måder er det forkert at bruge trægheden som statusbillede for mit liv. Hey, psyko har jo faktisk udskrevet mig! Men Smartass er ‘nede’, og det skal vi have ham ud af og op af.

En lejrskoletur til Bornholm var mere end det stakkels væsen kunne klare, og han er røget ud af kurs. For lav vægt og for store bekymringer gør ham sart, skrøbelig, sortseende… Så vi snakker og konkretiserer, og jeg står i det f*ckin’ køkken hele tiden (og hader det). Der skal mad i kroppen, før han kan tænke fornuftigt. Jeg håber, at han indser, at begivenheder farves negativt, når man hverken har fysisk eller psykisk overskud.

Trægheden består i gentagelserne. Når jeg vågner op med de samme store problemstillinger, som jeg havde for 2-3 år siden. Når jeg kommer til at tænke på, at jeg i 14 år har disket op med føde, han ikke vil have. Når jeg tænker på, at Diva minder så meget om ham mht disse specielle ‘features’.

Ahmn, så blir jeg så træt af at piske rundt i den jydske muld!

Mormor-ben

Skylder a-kasse damen en update. Jeg var forudindtaget, men 1. møde gik godt, og vi havde en konstruktiv dialog. Det var rigtig dejligt! Så mangler blot lidt stillingtagen til mit liv.

Da jeg var 18, tog jeg efter studentereksamen på det obligatoriske au-pair ophold i Paris. Dvs. det var ikke meningen, at jeg skulle være au-pair, men nogle forviklinger omkring et kollegieværelse i universitetsbyen gjorde, at det endte med et værelse i en forstad. Sammen med min veninde. Vi skulle arbejde et par timer dagligt, og så havde vi resten af tiden fri til at følge nogle studier på la Sorbonne, og hvad vi ellers havde lyst til. Det var vi ikke ret gode til at administrere, så lidt trøstespisning satte sig fast. Og så var det, at min storebror sagde, at jeg havde fået mormor-ben. Og med det mente han nok de der stolpelignende, nylonbeklædte stænger, der i værste fald stikker ud under en knælang polyestersag. Sikke en brormand, hva’?

De kilo røg siden af i løbet af en sommer, hvor jeg levede af makrelmadder og lakridskonfekt, og det er squ ret mærkeligt. Hvad der også er mærkeligt er, at jeg faktisk troede, at jeg har ret godt styr på det der kost. Det er et madhelvede herhjemme, (men det kræver et indlæg for sig selv) og min egen manglende madglæde er ikke blevet bedre af, at jeg i de senere år igen er begyndt at tage på på sådan en uflatterende måde. Sådan muffintop-agtigt. Det føles meget fremmed, og jeg har tilskrevet det enten stress, hormoner, alder eller medicin. For jeg spiser ikke for meget, og jeg spiser sundt. Troede jeg.

Google-ing det med hormoner har ført mig omkring glykæmisk indeks, insulin resistens, biosignature, anti-PCO, LCHF, Christian Bidtz og Arne Astrup, Anne Bech og modefænomenet palæo. Så lemminge-agtigt tænkte jeg, at jeg ville prøve at undlade de fødevarer, der skaber udsving i blodsukkerniveauet. 2 uger og jeg er fuldstændig målløs over forandringerne! Jeg spiste sundt udfra grønt- og groft-principperne. Men proportionerne var forkerte. For lidt protein, for meget kulhydrat, hvilket på mig skabte depoter. Nice to know. Virkelig!

Blot til info, så har jeg ikke registreret nogen kostrelaterede ændringer til psyken. Psyko siger også, at min krop reagerer som den skal. Jeg skal såmænd bare respektere og kommunikere mine grænser til omverdenen. Ha! Ha! Ha! Som om det ikke er hele kernen i problemstillingen – at jeg reagerer på andres behov og overhører mine egne. Nå, men det er jo ongoing…

20130519-125516.jpg

20130521-115340.jpg

Havregrød

Så er det vidst tid til at finde selvtilliden frem og slå håret ud. Det tynder ud i behov for min tilstedeværelse på job, og tilsvarende siver mit engagement ud og giver plads til en form for afstandstagen. Fred være med det. Foran ligger forhåbentlig en legeplads af andre muligheder, som allerede er i støbeskeen / på tegnebrættet (altså i virkeligheden er de jo på computeren ‘uu å indernet’, men den virksomhed er der er vidst ikke lige en opdateret metafor til).

Dør jeg af skræk over at kaste mig ud i det? Nej, det gør jeg ikke. Men der skal nok spises en del havregrød fremover, og det faktum må de spiseforstyrrede så lige lære at forholde sig til, hehe.

Alter ego (gl. dame fra Bornholm)

Når der løber crazy blod i familien, så er der vel ikke noget at sige til, at man måske blir lidt følsomt anlagt, vel? Det er nu ikke fordi, jeg selv har været i nærkontakt med de mest ekstreme, meeeen når det regner på præsten… whatever.

Det er min bedstemors fødselsdag i dag!” sagde jeg. I går. “Men er hun ikke død?” svarede Diva. “Jo, jo…men alligevel…!“. Åbenbart en dato, jeg kan huske.

Min bedstemor var til sidst en hjemmeboende næsten-90årig. Hun vær lærerinde fra København, som flyttede til Bornholm og mødte min bedstefar, som var fraskilt. Hun var 30, han var 60. 4 børn i løbet af 4 år, og resten af livet i et rødt bindingsværkshus. Lyden af bølger var konstant og beroligende, når man skulle sove, og jeg forstår godt, at hun nægtede at flytte.

Jeg må hellere skynde mig at slå fast, at det ikke var hos hende, crazy blodet rullede! Men tankerne om hende mindede mig om, at Usynlig aftenen før sagde, at min sjæl da vidst er fra Bornholm. Fordi hun ved, at jeg har mærket fligen af den skabertrang, jeg har genkendt i famillien på øen.

Jeg troede ikke, at jeg havde det i mig. Trangen til at udtrykke mig selv gennem ord, tegninger, malerier etc. Men det blevet vigtigt og hjælper mig til at fokusere og forstå. Jeg har tidligere skrevet, at jeg er en gammel dame. Nu er jeg blevet en gammel dame fra Bornholm. Hun har ikke et navn (som Sneglcilles ‘Preben’), men hun dukker alligevel op til julefrokoster, og får mig til at føle mig isoleret, lidt hjælpeløs. Frustreret over gerne at ville fjolle rundt, men handicappet på evnen. Trods snaps. Sku’ måske have prøvet med likør?

Tredie stadie, Fosterstilling

“No way, Jose! Det der? Det gider jeg fandme ikke at være med til! Du kan glemme det…”

Jeg har tænkt en del over, hvordan jeg kan beskrive depressionen. Det er svært, fordi jeg ikke har lyst til det, men også fordi det var en døs af intethed, som jeg ikke rigtig kan huske. Jeg kan ikke huske, hvad jeg lavede (ud over at fodre Smartass hver anden time), og jeg kan ikke huske, hvad jeg tænkte. Jeg kan bedst huske, hvordan det føltes i kroppen.

Lige nu har jeg det heller ikke godt. Jeg har vidst fået influenza – den fysiske elendighed. Følelsen af ikke at kunne holde sig oprejst, feber-varmheds-fornemmelse, ondt i hovedet og led og tænder, krassen i halsen, svimmel og mega-træt. GOK! i hovedet, hvis jeg står op og tror, jeg lige kan fixe noget…Det synes kroppen altså ikke lige, at den skal!

På samme måde sagde den fra, da jeg havde budt den psyke-smerte og stress længe nok.

“Nu blir du simpelthen nødt til at forstå at mig, hjerte og hjerne, vi ikke gider det her mere. Vi er trætte, vi skal hvile, og det skal du også!”

Meditation? Nej… Jeg har ikke givet det en ærlig chance, for jeg er for utålmodig. I stedet tager jeg til Nowhere, som er et sted i mit indre – der hvor jeg er, hvis jeg sidder stirrer tomt frem i luften. Jeg forsvinder ind i mig selv ved både fysisk og psykisk smerte. Der er ligesom et sted…der dulmer. Jeg tror, der pumpes endorfiner ud i den sårede krop, når jeg er der. Men noget for noget, og Nowhere krævede sit offer sidste år:

Depressionen gjorde mig træt, modløs, opgivende og ligeglad med alt. Mit indre var gammelt ulækkert opvaskevand med kolde udblødte spaghettirester. Jeg græd ikke meget, men var trist og mismodig. Grå indeni og grå udenpå. Gad ikke stå op, gad ikke tale med nogen, gad ikke møde nogen, gad ikke gå i bad og kunne næsten ikke klare gentagelser (lige præcis det kan jeg endnu ikke forklare, så det er forståeligt). Jeg syntes, at alting var meningsløst, og selvom jeg har det meget bedre, så kæmper jeg stadig med den del.

Jeg var udmattet og skrækslagen. Om og om igen: “Åh nej, åh nej, hvad skal jeg gøre?”, “Åh nej, åh nej, hvad skal jeg gøre?”, “Åh nej, åh nej, hvad skal jeg gøre?”, og hjertet bankede så voldsomt, at det gjorde ondt. Indimellem troede jeg, at jeg aldrig ville kunne rejse mig op igen.

Jeg svedte. Jeg panikkede. Ved mange mennesker måtte jeg bare ud og væk. Jeg var mislykket, en fiasko, og da mine kognitive evner også svigtede, blev jeg dum og hjælpeløs.

Men meget af tiden var jeg også ligeglad – doped af et Nowhere-lindrende engleslør over begivenhederne. Som influenzafeber…

20120909-190259.jpg

Mærkeligt, hårdt og godt

Jeg kan se på det hele, at der er nogle emner, der er sværere at skrive end andre. Måske fordi der skal mange detaljer med (og så gider jeg ikke). Men mere sandsynligt undgår jeg dem, der af en eller anden grund gør nas. For det gør sgu nas at forholde sig til et år i slåbrok…(faktisk har jeg ikke sådan en, men ordet passer egentlig så fint. Slå-brok. Slåbrok. Gad vide hvor det ord kommer fra !?).

Nå altså, jeg er jo stadig svag. Måske opgraderet til housecoat. Lidt finere og måske nyvasket, men stadig en, der dækker for uanede mængder af rynket, ubrugeligt flomme, som skulle tage at gå på kur og forsvinde!

Anyways…hav tålmodighed. Skal nok komme dertil. Det er jo ikke engang sikkert, at du opdager, hvilke emner, der bringer tårerne frem, stadigvæk. Og det er godt at skrive, det hjælper – også selvom man kunne frygte et navlepille’sk setback.

Ældre indlæg Nyere indlæg

© 2018 Hjertefanden

Tema af Anders NorenOp ↑