Kategori: Mig (side 1 af 3)

To år

To år!!!

Slap af! Det kan sgu da ikke overraske, når jeg ikke har haft lyst til at skrive noget. Det har jeg så lige nu, men for fuck det er er lige i overkanten at remse begivenheder op… det væsentligste og vildeste er dog:

Min mor døde på min fødselsdag for tre uger siden, og jo mere jeg siger det eller skriver det, jo mere virkeligt bliver det. Derfor ikke mere om det nu.

Jeg er slet ikke tosset alligevel! Eller jo, det er jeg vel, men det viste sig i efteråret, at min (ellers ikke) fladpandede læge igennem årene har overset/ignoreret/ikke lagt to ot to sammen, at jeg har gået med gallopperende d-vitamin mangel, b12-vitamin mangel, lavt stofskifte og en autoimmun sygdom, der alle hver for sig og da især i fællesskab kan levere den buffet af psykiske og fysiske symptomer, jeg har forsøgt at balancere. For HELVED! Anyways, ok – lang historie kort: Jeg har det meget bedre og har trappet ud af 90% af tossepillerne.

Resten af Familien FuckedUp har det også godt! Vi slipper snart parcelhushelvedets kedsommelige forpligtelser og flytter til byhus i centrum, og så skal vi leve lidt mere!

Pinsepis

Jeg koger kalvespidsbryst. Det gider de vanskelige unger nok ikke at spise, men det må jeg råde bod på på en eller anden måde. Det kræver nok en sovs. Imens er der nogen i en radio, der har slagtet en kanin ved navn Allan. Jeg orker det ikke.

Her har det været en pinse af ubegribelig trætte dimensioner. Det fylder, det der autisme og ADD…og så var der også lige en (god) konfirmation. Har sagt nej til alt og slæber mig gennem dramaer og pligter, mens jeg prøver på at finde ud af, om:

  •  Jeg skal give efter og splatte 100% ud? Fordelen er måske selvomsorg – jeg ved bare, at jeg skal blive mistænksom, når jeg overvejer at geninstallere Candycrush.
  • Kæmpe imod og fortsat forsøge at løse alverdens problemer? Jeg kan ikke gøre alt godt for alle – og jeg skal også passe på, når jeg går i survival-mode.

Så jeg skal nok bare fortsætte på det lidt lave blus…

For tiden er der både mine egne udfordringer og nogle udefrakommende, som jeg reelt ikke kan gøre noget ved. Jeg tager det på mig alligevel (fjols!), spekulerer og drømmer om det om natten. Samtidig er der familiens behov, som indimellem (ofte) tager pippet fra mig. Det er en ikke-synkroniseret behovsroulette, og det kræver en hade-indsats fra min side at gøre noget ved det:

Planlægning – Struktur – Mere planlægning – Udførelse – Justering. 

Og hele tiden med en påtaget rolig tålmodighed, som er det eneste, der virker, hvis man vil undgå akutte nedsmeltninger hos nogen. Når man ikke er sådan en, der nødvendigvis rider afsted samme dag, som man har sadlet, så er det næsten uoverkommeligt at skulle kunne være mere forberedt og forudseende, når Divaen flegner over en eller anden detalje. Nogen gange føles det som om hendes opgave i verden er at aktivere Fru Sisyfos ( det er mig, red.) Heldigvis er jeg ved at lære, hvad det der konstante ‘hængen ud med mor’ går ud på, så når jeg ellers får taget mig sammen, skal jeg igangsætte flere planlagte aktiviteter for hende.

Jeg ved faktisk ikke, om det er reelt (for jeg er også sød og blid og ægte tålmodig), men jeg føler mig lidt som en ilter italiensk mamma med mundkurv på, når jeg selv er ved at koge over af irritation indvendig. Der er bare ikke noget at gøre ved det, og mor-buddhismen virker, hvis bare jeg også kan få lov at spy galde indimellem. Lige her.

Mors dag

Som OM!

Mor i midten

Jeg hader, hader, hader edderkopper, men i øjeblikket er jeg bare en stor fed hun, der sidder i nettet og trækker i trådene. Absolut ikke af lyst – endnu engang er jeg malet op i et hjørne af pligt og omsorg, og jeg kan ikke se, at jeg kan gøre andet end at vente på, at malingen tørrer… Ja, jeg strør om mig med metaforer, for herhjemme er det gået op for mig, at flere familiemedlemmer er særdeles konkrettænkende, så ude i virkeligheden må jeg holde igen og forsøge at udtrykke mig konkret. Kæmpesvært når man elsker abstraktioner og associationer.

Jeg er ikke populær lige nu. Jeg er tom for overskud, og det betyder, at jeg ikke har kunnet gennemføre den overdrevne tålmodighed, der kræves, hvis tingene skal køre glat. Det er uhensigtsmæssigt at lade andres behov gå forud for ens egne, og det er den direkte vej tilbage i stressfælden, hvis det står på for længe – men det går bare altid ud over nogen, når jeg må melde pas.

Hundsen snerrede mopset af en anden hund, der kom for tæt på det hul, hun var ved at grave, og jeg forstår hende godt. Når der spares på tur og hop i åen, så gælder det om at få mest ud af sine oplevelser uden ligegyldigt selskab.

Jeg mandsopdækkes af Diva og hendes varierende behov. Hun er den skønneste søde pige, men for helved hvor er hun udmattende at være mor til. Det er trods alt fint at vide, at hun har motoriske vanskeligheder, så det ikke blot er dovenskab der gør, at jeg skal hjælpe hende med alskens dit og dat, som andre har kunnet i årevis. Men hun ønsker nogle bestemte ritualer før sovetid, der kræver mental tilstedeværelse fra min side, og nogen gange orker jeg bare ikke at levere både en vild-kild, en shorts-Olof, et hundesnus og almindelig kilden på ryg – og så er fanden løs. Hun mopser, og jeg får dårlig samvittighed. Jeg blir simpelthen nødt til at vide, hvor grænsen går for, hvad der er rimeligt. Det handler om tryghed for hende, men noget af det har også et tvangsmæssigt præg, og foreløbig gør jeg hovedparten af det, hun beder om.

Jeg gør det – for hun bruger kun nødtvungent sin far og sine brødre.

Brødrene har det fint – de er bare teens med primært egenfokus – og den ene skal vi holde konfirmation for om en uge. Så skal der lige arrangeres med telt og halløj, og det passer jo fint med Mands akutte hold i ryggen og generelle nedtrykthed. Lad mig sige det sådan, at der er eventuelle diagnoser i spil der også…

Det er trist at sige, at livet her er langtfra en fest, og at det er hårdt at være puppetmaster for dem alle, samtidig med at jeg både skal arbejde og passe på mig selv. Det er dog positivt, at jeg endnu ikke er røget i panik eller obsession, lige som sidste gang vi skulle holde konfirmation. Smartass styrer sine skriftlige eksamener flot for tiden, og Radar nu har hele to søde og gode vennegrupper, hvor han på et tidspunkt faktisk kun havde en eneste ven. Og så dufter hytten skønt af konfirmandens nye signatur: Paco Rabanne 1 Million, jow jow!

Lille fugl

Da jeg var barn kunne man risikere at blive kaldt en gøgeunge. Husker ikke de præcise omstændigheder, men det relateredes sikkert til forurettet, krævende adfærd og mokken i søskendeflokken. Når jeg ser på min egen situation kan jeg dog levende forstille mig, at mine forældre også indimellem må have følt sig magtesløse overfor de højlydte “mér!”-pip fra kuldet. Alligevel genkender ikke det udmattede blik, jeg møder i spejlet. Jeg husker ikke, at de var lige så trætte.

Mine børn er ikke gøgeunger. De er helt klart menneskebørn, der er længe om at vokse og lære og blive voksne nok til at forlade reden, so to speak. Jeg er sgu heller ikke en gøgemor – men jeg føler mig som en forpjusket gråspurv, der ikke er stor nok til at varme alle på én gang. De møder mig med åbne munde men spiser ikke ormene. Og jeg pisker rundt og skræpper af katten og pipper af solen, men jeg fortvivlet prøver at regne ud, hvordan jeg får fyldt tilstrækkeligt med livsmod og -vilje i dem. Så de bare flyver… på trods.

Fra Wikipedia: Gøgens adfærd afviger kraftigt fra de fleste andre fugle, idet den ikke bygger rede og ikke opfostrer egne unger. Derimod lægger gøgen sine æg i andre fugles reder, der så står for opfostringen. Gøgens æg har normalt samme farve som værtsfuglens egne. Gøgen lægger kun ét æg i hver rede og sørger samtidig for at fjerne et af værtsfuglens egne æg, for at undgå at ægget opdages. Selvom gøgen er langt større end sine værtsfugle, er dens æg ikke større, men derimod i gråspurve-størrelse, hvilket også hjælper til at skjule ægget for værtsfuglene. Når gøgeungen udklækkes skubber den de andre æg eller unger ud af reden, for at være ene om at blive fodret.

3 år

Her i foråret er det 3 år siden, at tilværelsen væltede for mig, og jeg flygtede til Nowhere. Piller og Psyko har fået mig ud af det værste mismod. Jeg opsagde det konventionelle job, og det har været guld at kunne prioritere og fokusere på det vigtigste. Mine professionelle kernekompetencer er ændret en smule – eller dvs. jeg er sådan set bare vendt hjem til de drømme, jeg havde, da jeg startede på arkitektskolen for 1 mio. år siden. Kre-a-tiv!!! In your face, ingeniørdatalogexkollega. Ups nå, det var lige et indforstået sidespring.

3 år efter. Flexibilitet og frihed i hverdagen. Mulighed for at arbejde med det, man helst vil. Og høj prioritering af familien. Så er alt godt!??

Nej det er det ikke. Som i overhovedet ikke. Vi er i knæ, Mand og jeg, og i disse dage føles det uendelig slidsomt at være mor i den her familie. Et FB opslag fra Psykiatrifonden fik nogle brikker til at falde på plads for mig, og det er rart (omend trist) åbent at kunne klistre nogle relevante forklaringer og begreber på.

“Hej! Mit navn er fanden, Hjertefanden, og jeg er syg i bøtten. Jeg har post-stress kognitive vanskeligheder og bivirkninger af den medicin, der holder angst og depression stangen.”

Hos os vejledes den døve nærmest af den blinde. 4 ud af 5 har kognitive vanskeligheder i varieret omfang, så der er ikke noget at sige til, at det kan føles tungt. 3 år: Lang eller kort tid i det perspektiv? Jeg ved det ikke, og det nytter heller ikke noget at gøre sig til dommer omkring det.

Vores liv er som det er, selvom vi måske havde drømt om noget andet. Vi forsøger at få det bedste ud af det. Men det er pissehamrende hårdt. Sgu!

My Little Pony lærdom

Diva elsker My Little Pony. Hun tegner dem, leger dem, snakker om dem dag og nat, og så konsumerer hun dem i store mængder på iPad især. Og det foregår tæt på mig. Hun klæber jo.

Det betyder, at jeg kan referere dele af film. Delvist kender de rigtige farver på dyrene. Og delvist forstår fascinationen.

Der er en af de her pony’er, der hver uge skal sende et brev til en princesse, hvori der står, hvad hun har lært om venskab i løbet af ugen. Ahm, hvor er det egentlig bare en god idé, slog det mig pludselig.

Jeg ved ikke, om jeg har lært noget om venskab i den fortløbne uge. Det er ikke min spidskompetence. Jeg er usocial, glemmer at svare på søde hilsner, svær at lave en aftale med og sådan. Men ifølge Psyko er det vigtigt, at jeg har nogle kontakter, så jeg prøver…trods alt.

Men hvis du vil høre, hvad jeg har lært sådan generelt, så vil jeg forsøge at liste det her:

– At jeg ikke kan følge med mine egne tanker. Jeg overvejer, om vi alle har enten ADHD, stress eller depression, og det er så håbløst, at jeg bare er nædt til at vælge at grine af det :-D
– At det er minimalt begrænset, hvad der ikke er oppe til diskussion i mit hoved. Om hvor vidt jeg gider/orker eller ej. Jeg ville ønske, at der var nogen i mit hus, der havde evnen til bare at gøre ting, fordi det gør man/skal man. Altså pr. refleks. (Hint: Vi er i husholdningsafdelingen nu). Jeg er så træt, at jeg nærmest kun agerer uden at tænke om jeg gider, når det drejer sig om toiletbesøg. Da jeg fortalte denne erkendelse til mand, spurgte han, om jeg altid har haft det sådan. Eller om jeg mon er blevet smittet af ham. Jeg kan ikke svare på det, for jeg kan ikke huske det. Men jeg ved, at jeg gør færre pligt-ting nu, fordi jeg har sluppet noget af angsten for ikke at være god nok og blive (for)dømt på mine husmor-kompetencer. Og det er godt! Det ville bare være rart at have bare lidt mere energi.
– at alting lysner en lille smule, når der kommer luft til hjernen på en lang tur med hund. Men med reference til ovenstående, så kræver det en beslutning om, at man godt gider…
– at bekymring over børn og spiseforstyrrelser sidder som en tung sort sten i min mave.
– at der i slutningen af den film, der hedder Rabbit Hole er en scene, der krævede tårer, fordi den mindede om den tilgang til livet, jeg præsterer, når jeg balancerer på kanten af mørket.
– at jeg har gjort det uendelig besværligt for mig selv at tegne på det forkerte papir. Det er jo succes at opleve en helt anden hast, men alligevel…
– at jeg tit holder alt det her bla bla for mig selv, men i dag har jeg bare behov for at kyle ordene ud i rummet. Det er ved at boble over, og det er skideirriterende.

Og det blev så ugen

… hvor jeg i distraktion stak resten ad Divas franske hotdog i inderlommen og senere undrede mig over, at juleshopping kunne frembringe en så markant syntetisk svedlugt fra min krop

…hvor jeg opdagede, at sidegevinsten ved endelig at kunne bide sammen i højre side af munden (efter fald-vha-hund) er en sær susen i øret…som de gummibobler med slange man brugte til at puste luftmadrasser op med engang.

… hvor et momentalt breakdown på husmoderevnen resulterede i Kvickly-binge-shopping: 1 stk. chokoladesmelte-ting til Radar, glimmersko til Diva og en sort æske, jeg kan pakke nogle øreringe (som jeg troede jeg kunne sælge) ned i.

… hvor jeg fortsat undrer mig over politikere, sundhedssystem og danskere.

Til gengæld mangler jeg stadig at få tjek på sengetøj og håndklæder til 13 personer i en uge, at finde ud af hvad vi stiller op med katten i selvsamme uge og at finde den positive indstilling til morgendagens madpakker frem.

Snot

Fuld af snot. Og ondt i halsen. Heldigvis er det meste af familien (+ hund (win!) også dejset om, så der kan hutles igennem uden den store servicering. Men når jeg kigger på vasketøjsdyngerne, så får jeg lyst til at tage rub og stub og kyle det til genbrug. Men det kan man jo heller ikke være bekendt, vel?

Så meget anstændighed har vi vel trods alt! … siger englen på den ene skulder.

“Ork jo! Det gør ALLE”, siger djævelen på den anden. “Det er jo ikke særlig snavset!”

“Adr, hvor klamt!”, siger englen. “Ja!”, siger djævelen “…og?”.

Jeg gør det ikke. Promise.

For meget flimmer

Jeg kan ikke ret godt lide nisser. Eller klovne. Måske er det den påtagede gladhed. Måske er det de skrigende farver, der generer min æstetiske sans. Det er bare en konstatering – ikke noget der har en særlig betydning. Det er reelt kun kravlenisser, jeg nægter at lukke ind.

Det er 1. december, og jeg stresser allerede. Der er også adskillige fødselsdage, der kræver særlige ritualer og ikke mindst gaver. Og én gave = potentielt skuffede forventninger. Mange gaver = uoverskueligt mange forventninger. Der er ingen tvivl om, at jeg stadig er præget af Smartass’ 12 års fødselsdag, som var helt igennem rædselsfuld fra start til slut. Han græd og græd, fordi han følte sig misforstået, og Radar græd og græd af sympati og forvirring. Jeg burde vel kunne slippe det? Nåmn, det kan jeg så ikke.

Jeg shopper igennem på nettet, men må alligevel ud i menneskemylderet og stå i kø. Og svede. Det var en gang, jeg elskede det. Det gør jeg bare ikke mere. Jeg har gråd i halsen og vil bare hjem, og efter en ellers hyggelig formiddag på Radars nye skole, kom der bare lige plus på læsset, da han sagde: “Husk advendtsgaver!”. Fuck!

Forude venter også de obligatoriske julehygge-arrangementer med æbleskiver og forældresnak. Juleklippedag er heldigvis overstået. Jeg hader, hader, hader det, men det er bare en af de ting, jeg ikke kan slippe for. Dog melder jeg pas på at danse støvledans og boogie-woogie i hallen med 0-3. klassers børn og forældre. Dér bryder socialfobien ud i al sin pragt, og flugtgenet råber.

Da Diva var mindre, grinede vi meget af et udtryk, hun brugte. Når der var noget, hun ikke ville: Sige undskyld, give et knus, sige goddag, rydde op osv. så sagde hun:

Jeg har ikke flere!

Og jeg har så at sige genoptaget brugen af det, for hele familien ved, hvad det betyder.

I dag har jeg ikke flere. Og jeg gider ikke noget. Og jeg er træt. Magasin burde sende alt sit habengut til Syrien, og vi andre burde slappe lidt af. Men det kan jeg sgu ikke overbevise mine børn om. Den mundfuld er nok for stor for børn, der er opdraget af en gadget-far og en shopaholic-mor. Pis!

Ældre indlæg

© 2018 Hjertefanden

Tema af Anders NorenOp ↑