Kategori: Mand

Goddag hjerne, din snydepels!

Gårsdagens overmod med mig-centreret indsigt skal så belønnes med sortseer mismod i dag. For det meste er det overvejende træthed, der overmander mig og kommer med stikkende bemærkninger til selvværdet. I dag er det vidst hele rullegardinet, der er trukket ned. Eller fluenet, hvor det er mig, der er fluen.

Mand og jeg har diskuteret noget ret essentielt omkring depression, hvordan det føles, hvad der hjælper… Om det hjælper at blive hevet ud i livet og tvinge smilet(omend kunstigt) frem. Når kroppen smiler, blir sindet påvirket, så man bliver glad(ere), siger han. Selv mener jeg, at det næsten er omvendt. Hvis min krop smiler, så distanceres jeg endnu mere fra mig selv. Og føler tomheden endnu stærkere.

Det er både interessant (!?) og ret belastende at bemærke det her forhadte rullegardin. Det er ikke en ny depression. Det er bare en kombi af lidt allergi, lidt træthed, lidt mulighed for ro, lidt bekymring osv. som manifesterer sig som ‘dæmpet stemningsleje’ (som det hedder). Det interessante er, at jeg i dag har afsløret noget.

Jeg lever af at designe. Lave grafik, noget visuelt. Kollegaer og jeg har ofte grinet usikkert over, at man kan åbne en fil og sige:

Hva’ fanden tænkte jeg på, da jeg lavede det her? Det er jo crab!

Det er der ikke noget odiøst i. Når man til gengæld har den samme oplevelse inden for ganske få timer – så spiller psyken een et puds. Når fluen ser gennem et net, der siger: “Skrid!” så ligner alting jo lort! Så gælder det om at tøjle sin trang til at destruere det synlige bevis på, hvor talentløs man er. Men hjernen er bustet!: Det er et forvrænget billede, den viser. Tro det eller ej!

I denne elendighed kom mand hjem med de headphones, jeg har ønsket mig. Og med udesovende børn åbnede muligheden for biograftur eller lignende sig. Så jeg tog mig sammen.

Jeg tog mig sammen!
Og jeg kigger på mit maleri. Og jeg kan godt huske, hvad tænkte om det tidligere i dag. Og jeg er glad, for mismodet er borte nu, og jeg synes sgu, at det tegner rigtig godt. Sgu et fedt maleri!

Dobbelt udfordret (x mange)

Man kan godt nogen gange tænke, at tildeling af tosse-piller (sorry, det hedder de altså herhjemme) med det samme burde udløse en bonus i form af et velvilligt støtteteam. Sådan en prinsessen på ærten stab, der fejer banen og ryster puderne, så man bare kan ligge på den skide ært og have ondt, hvor det gør ondt.
Men i stedet skal man gudhjælpemig klare mere. Eller jeg mener, det skulle jeg, og hvorfor nu det? Virkelig tåbeligt hvad tilværelsen kan finde på at byde en:

  • I krise, fedtet hår og “lad mig for helved være i fred!” ordinerer børnepsyk struktur, forudsigelighed og overblik som hjælp til Smartass.
  • “Pas på dig selv” og ” Vær god ved dig selv” harmonerer ikke med kalorietælling, 2-time interval-lagt madplan og en genopdaget følelse af ammebarnets afhængighed. Han spiste ikke, hvis man ikke var der.
  • De ekstra kalorier…de hurtige: Der kom da lidt flere kilo på ham. Resten af dem sidder om livet på Radar, som elsker alt, hvad der er sødt, fedt og usundt. Så er der tvang det ene sted og restriktioner det andet. Begge er sure, ingen er glade, og hende her løber mentalt skrigende bort fra det hele.
  • Så er der det med allergierne, de hypersensitives konsistensmæssige udfordringer, kræsenheden og søskendeflokkens 3-enighed omkring efterligning af de andres dårlige vaner. Hvordan skal det forestille at gå op, når man faktisk ikke (som i overhovedet IKKE) gider at finde på og lave mad i en uendelighed.
  • Samtidig syntes Mand at det var på høje tid at rette op på økonomien og blive mere ansvarlige. Jeg har en mere laissez-faire tilgang til penge, og når er ude af sig selv af bekymring og sorte tanker, så er tilbudsjagt altså nok det sidste, man har ressourcer til. Så en hel del diskussioner og rend mig i røven der.
  • Uenighed om børneopdragelse, strategier, løsninger…need I say more? Der kommer seperat indlæg om det senere.
  • Tilbud om hjælp føltes belastende, fordi det krævede en vis mængde planlægning, som jeg havde tabt føling med. Jeg havde behov for, at nogen bare tog over.
  • Den vanvittige sygedagpenge dame! Hvordan i helvede forventes det, at man skal kunne håndtere den slags??? Her kommer helt sikkert et indlæg.
  • Men det største dilemma, der hele tiden krævede energi, var hvordan jeg kunne give mine børn tilstrækkeligt nærvær og viden, så konsekvenserne af mine svagheder kunne blive så små som muligt. Nu og senere. (vi lånte en bog om depression på børnepsyk, som var god til at forklare ud fra. Jeg skal lige finde titlen og et link.)

Alle disse punkter var virkelig strenge at kæmpe med oveni depressionens modløshed. Jeg er kommet videre med b.la. medicin, men mange af punkterne fastholder mig stadig i et jerngreb af frustration, klaustrofobi og håbløshed. Og det er !!#%+¥@&@?/;”@!!!

Familiemedlemmer og andre

Ja, ja jeg ved det godt! Der skal lidt mere fyld på her…

Moi

Tjah…

Mand

Selvstændig og in-looove with computers og gadgets. På børnepsyk grinede vi meget af, at psykologen kom til at sige noget i stil med: “…for du kan jo bare se på din far. Man kan godt leve almindeligt alligevel…”. Med ADD altså (som han bestemt ikke har en diagnose på).

Mand vil gerne gøre mig glad.

Hvis du er glad, så er vi andre også glade

Det er bare svært i praksis. Og måske har han alligevel noget diagnosekrævende i bagagen.

Smartass

Storebror på nu 15 år. Han havde i halvåret omkring sin 12 års fødselsdag en depression. Han er hyper-sensitiv, har en atypisk spiseforstyrrelse (vil ikke spise), og han har også en diagnose på ADD. Center for Spiseforstyrrelser vil ikke modtage ham, fordi spiseforstyrrelsen er relateret til hans øvrige vanskeligheder…så der er ikke mere hjælp at hente, eftersom han er udskrevet fra børnepsyk. Uden medicin…den typiske Ritalin behandling af ADHD har ofte den bivirkning, at man taber appetitten/ikke kan spise noget. Og ja…det lyder ikke hensigtsmæssigt, vel?

Han ER ikke en smartass på den irriterende måde. Jeg kalder ham Smartass her, fordi det giver mig en god følelse indeni. Når han er ovenpå, kæk og flabet (og lidt for selvglad), så er han så tydeligt tilbage! Den dreng, vi i perioder frygtede, var væk, så den gladeste lille dreng kun kunne være et minde.

Radar

Lillebror og storebror på 13 år. Mit smertensbarn, fordi han ligner mig alt for meget. Fuld af følelser, der hober sig op. Fuld opmærksomhed på omgivelserne. Han brænder nogen gange helt sammen og bliver voldsomt vred. Der er ingen tvivl om, at han har lidt under denne periode med Smartass og mig. Men efter han har skiftet skole oplever vi nu en teen, der blomstrer

Diva

Lillesøster på 8 år. Læs også Barnet der ikke kunne sove. Hun er sjov, snakkende og kræver fuld opmærksomhed. Heldigvis har hun også nogle fantasivenner… og nu skal hun også lige en tur omkring udredning på Børnepsyk, fordi hun udvikler flere og flere særheder.

M&M

Mormor og Morfar aka Forellerne

Nogen

Min mor. Vi får begge knopper ved tanken om, at hun kommer til at lyde som sådan en papegøje, der sidder og skræpper sandheder. Det vil vi ikke. Så Nogen lyder mere neutralt-agtigt

BFF (Best Friends Forever)

Mands partner, som har det svært med ternede skjorter og for små rum. Mand og BFF kan sidde på kontor sammen hele dagen for så at ringe om aftenen og lyde som om, de ikke har talt sammen i flere dage. Ligesom dengang jeg gik i gymnasiet. Hold nu kæft der ku osse ske meget på busturen hjem… Det har så vist sig, at primadonnanykker ind imellem skaber store problemer. Men dem kommer jeg ikke ind på her.

Psyko

Psykiateren, som jeg fik anbefalet og var på venteliste hos i laaaaang tid.

Usynlig

Uundværlig kollega, som jeg savner. Usynligheden er en intern joke.

Teflon

En kollega på chefgangen. Dog uden overskæg.

K

Lidelsesfælle inden for mangt og meget. Og knaldhamrende godt selskab!

Den venlige sygedagpengedame

Den første socialrådgiver jeg havde, mens jeg var sygemeldt. Led som bare fanden!

© 2018 Hjertefanden

Tema af Anders NorenOp ↑