Kategori: Krop

En gammel dame

Jeg er en gammel dame. Det er ikke fordi jeg føler mig gammel, men min krop er oldgammel. Mega oldgammel som den dame med cykel jeg så kæmpe sig over vejen i dag. Kæft hun så træt ud!

Det er pisseirriterende at dele karakteristika med hende. Jeg er ikke helt klar over, om det kører i ring for mig, eller om jeg overhovedet har været bedre, end jeg er nu. Ihvertfald er det i den seneste uge blevet tydeligere for mig, at jeg stadig er syg i bøtten, som Usynlig siger.

Når man blir gammel, kan man ikke huske. Hverken navne eller begivenheder. Eller ret mange tal ad gangen. Nogen siger det rene vrøvl. Nogen blir syge. Man blir støjfølsom hvis man ellers kan høre, og man kan hverken undvære sin middagslur eller vanerne, der ofte har karakter af krydsord og kaffe. Så sidder man der og blomstrer med alt sit vid og erfaring. For man er langsom og bliver hurtigt træt.

Stadig stress symptomer

  • Jeg kan stadig ikke huske ord, navne og begreber. Det er sgu svært at føle selvtillid og virke særlig overbevisende, når man konstant famler efter ordene. Eller som jeg har været nødt til at sige mange gange til børnene: “I skal ikke gøre det jeg siger. I skal gøre det, jeg vil have…
  • Jeg kan ikke koncentrere mig. Tidligere kunne jeg sætte mig ved computeren og blive ved og ved og ved til arbejdet var gjort. I dag kommer de stærke træthedstegn allerede efter 2-3 timer.
  • Brænder sammen og må hjem og hvile efter en time i Petworld med 2 søde børn. For pokker, jeg kunne jo shoppe igennem tidligere!
  • Jeg bliver indimellem overdrevet nervøs og hjertebankende stresset af ingenting. F.eks at skulle nå en enkel aftale på en dag
  • Jeg orker ikke diskussioner. Med nogen. Så jeg overlader tømmerne til nogen andre. Og får det så nedern over at føle mig overset…
  • Ambitioner af faglig karakter er i realismens navn også ikke-eksisterende.

I en periode har jeg kunnet acceptere, at det er sådan det er. Og jeg har haft et frirum uden forventninger til mig selv. Men nu hvor jeg har været tilbage på arbejdsplads i 1 år, og jeg igen er begyndt at skrante og ligge syg hele tiden, så er det irriterende ikke at kunne leve op til nogens forventninger.

Et reduceret jeg?

Dalende forventninger fra omverdenen kommer naturligt med alderdom. Altså når man er rigtig gammel. Ikke mens man stadig er i stand til at passe børnebørn. Så er det sgu da ok, at man blir lidt forvirret, glemmer sin taske, pimper lidt portvin. Og så længe man ikke blander sig i noget, man ikke skulle have blandet sig i, så kan man fortsætte med at være det positive indslag i andres liv.

Men uden reelt at vide noget om det, så tror jeg kun, at man bliver rigtig gammel mentalt, hvis begynder at springe over, hvor gærdet er lavt, bare fordi der er mange lys på lagkagen. Skal man virkelig acceptere, at man er i forfald fysisk eller psykisk? Og indrette sig derefter. Eller skal man kæmpe imod, velvidende at den medfølgende stress også er usund for een?

Og jeg orker ingen af delene…

U gotta fight
For your right
To pa-a-ar-tay!

Tak Beastie Boys! Det er nok mere retten til at fejle, glemme og hvile, der er i spil. Retten til ikke at leve op til forventningerne. Retten til at sige “jeg kan ikke”, selvom jeg har kunnet engang. Og sgu også retten til at sige “jeg vil ikke”, lige så overbevisende som en halvskør excentrisk gammel krage.

Jeg er en gammel dame i øjeblikket. Jeg håber på snart at finde en cool måde at matche det på.

20120928-094914.jpg

Hormon helvede

Graviditeter.

Første! Anden! Tredie gang! Angst solgt til den kvinde!

En stor tung tomhed og hjertebank. Kan ikke være i mig selv og kan ikke være glad. Hele tiden forkert, hele tiden med maske, hele tiden tilskuer og på nåle. Vil bare sove…

Jeg troede selv, at det var depressions symptomer, men en psykolog sagde, at det var angst. Hver gang. Og nej…jeg var ikke bange for fødsel, barn og medfølgende morskab. Der må da være andre end mig, der har det ad helvede til før fødslen?

Smartass
Fra omkring 10. uge havde jeg dagligt et par dårlige timer; som regel sidst på eftermiddagen
Fra omkring 20. uge græd jeg i stride strømme gennem 3 ugers ferie. Blev panisk over at tiden gik (!)
Fra omkring 22 uge blev jeg meget bange for min chef, som seriøst var vældig rar og sygemeldte mig resten af graviditeten.

Da jeg havde født, forsvandt symptomerne og jeg var bare en glad mor.

Radar
Bortset fra kvalmen from hell gik det vidst generelt ok indtil de sidste 3-4 uger. Blev stresset af Smartass, som (selvfølgelig) var umulig. Indimellem var jeg så low, at jeg havAde tanker om at hoppe i havnen. Havde begyndende veer 3 gange, og humøret blev sortere for hver gang, det stoppede igen.

Da jeg havde født, forsvandt symptomerne og jeg var bare en glad mor.

Diva
Med Diva var vi forberedt på, at slutningen af graviditeten, måske ikke ville blive så sjov, og både læge og jordemoder var informeret. Et eksempel på hvordan angsten løb af med mig var, at jeg læste, at asfalten blev blød pga sommervarmen i Danmark. Jeg så billeder af hjulspor og asfalt som kviksand – bange for at der skulle ske noget i bilen. Jeg havde det dårligt, og jordemoder ville godt tillade, at vi igangsatte fødsel 2 uger før termin, så jeg kunne få det barn ud. Nu! Men Diva var så lille, at hun ville have bedst af at blive derinde, så jeg holdt ud…
Da jeg havde født, forsvandt symptomerne og jeg var bare en glad mor.

Tilføjelse

Nu er det så, at jeg er nødt til at komme med en tilføjelse. Fordi Nogen husker bedre end jeg… og det er egentlig en væsentlig tilføjelse, når man tager hele situationen i betragtning.

Jeg havde på en måde glemt, hvor krævende Radar var, da han var baby. Ligesom Barnet der ikke kunne sove holdt han mig også vågen dag og nat. Han klyngede sig til mig, og var ofte reserveret eller direkte afvisende overfor andre (også Mand). Så ifølge Nogen var jeg slidt i laser allerede dengang

Vi skal Ikke have flere børn!

, og det var derfor lidt en modig beslutning at kaste sig ud i det endnu engang. En klog veninde sagde: “I forhold til et helt liv, er de ni mdr. jo egentlig ikke så meget”. Yep! Det er rigtigt – man skal nok bare lade være med at blive ved med at stable ovenpå. Og nu er det ihvertfald slut med trippen fra bittesmå barnefødder herhjemme. 100%! Bare tanken…

Total elendigt syn

Det kom meget bag på mig, at mit syn i løbet af nul komma dut ændrede sig fra halvdårligt til heldårligt… Optikeren spurgte diskret til stress eller medicin, og det kunne jeg jo kun svare bekræftende til.

Så jeg håber på supersyn som ekstra bonus, når fanden ellers vil være så venlig at skride ud af mit synsfelt!

© 2018 Hjertefanden

Tema af Anders NorenOp ↑