Kategori: Klaustrofobi

Piller ved angsten…

Forleden havde jeg besøg af Mina. Jeg beskriver hende ikke nærmere, for jeg ved ikke, om hun har lyst til at blive offentliggjort her. Vi har mødt hinanden i anden sammenhæng, men udover at vi har det rart sammen, så fandt vi hurtigt frem til fællesnævneren, angsten. (så festligt)

Min er under kontrol i øjeblikket. Selv den hyppige hjertebanken er på tilbagetog, og derfor har det ikke været emne på Hjertefanden længe. Men Minas har været on the loose, og jeg vidste det ikke. Hun plejer at få en lille dosis medicin, men var stoppet pga. graviditet. Derfor burde jeg måske have vidst, at det ikke kun var langvarig influenza og mavesyge, der plagede hende.

Men kunne jeg have hjulpet? Det er jeg seriøst i tvivl om. Jeg isolerer mig også, når jeg har det dårligt.

  • Når hun fortæller om at stå i natkjole i sne og frost for at kunne få luft.
  • Når hun bruger udtrykke ‘kan ikke være i mig selv
  • Når hun kynisk siger, at man har lyst til at springe ud fra en bro for at slippe for det.

Det er en altædende, vedvarende, pumpende og led angst, der ikke har et fokus eller en årsag. Den er alt for uoverskuelig til, at man kan forholde sig til andet og andre.

‘Lykkepiller’, ha!

Heldigvis virker medicin godt på os, og derfor er vi trods alt blandt de heldige i bundtet! Det har hun ret i. Så ja, hun popper lyserøde igen, og får snart den baby, hun ville beskytte mod dem.

Jeg tænker meget over betydningen af menneskelig støtte i forhold til hjælp fra kemi i hjernen. Behovet for, at der kommer en voksen og tager over, indfries jo ikke ligefrem af en anden crazy person i oprørte vande. Eller hvad?

Forbandet angst! Forbandet kemi? Jeg vil til enhver tid vælge pillerne…

20130326-105353.jpg

Ramt af natten

Slambam endnu en morgen i sort humør, endda på Radars fødselsdag.

Jeg har engang læst, at nogen har virkelig slemme nætter, men ro om dagen. Andre har det dårligt i vågen tilstand, men har ro, når de sover.

Og så er der undtagelserne. Os der krydrer det depressive med drabelige, angstfyldte natlige mareridt. Hvor man ikke kan holde ud at være vågen men bange for rædslerne, når man lukker øjnene. Det er heldigvis ikke status pt., men det gør mig rasende at gå ‘normal’ i søvn, men vågne op drømmepåvirket og til rotterne.

Nogen gange kan jeg huske, hvad drømmene handlede om. Oplevelser der bliver siddende i kroppen. Andre gange er jeg bare påvirket, men handlingslammet og i dårligt humør. Som i dag. Sur og ugidelig med gallopperende hjerte. I dag ved jeg, at jeg skal i gang for at få det bedre. Andre gange er kuren kun fred og ro…for helved!

Ok, så er det nu!

Vil gerne have 1 stk. frihed, plz

Et liv i byen, kultur, fritidstilbud og cafebesøg? Et udfordrende og udviklende job med implicit socialt liv. Jeg køber sgu lige et par støvler! Eller måske ro og fred på landet? (aka det lidt for lille hus i sovebyen). Nærhed. Tryghed. En hund, som er Radars store ønske. Tid til at male. Virkelig stram økonomi.

Jeg ved ikke, hvad der er bedst for mig. Er det, der er bedst for mig, også bedst for min familie?

Først skrev jeg noget jammer og klynk. Så kom jeg i tanke om, at det egentlig ikke er det, der er fokus i den her blog. Jeg vil gerne beskrive mine facts, så andre kan se konkrete erfaringer, de måske kan relatere sig til. Så nu kommer der noget på listeform (…og så har jeg flyttet piveriet ned i bunden – det kan du bare springe over)

  • Det er 1,5 år siden, at jeg startede på sygemeldinger af varieret karakter
  • Det er 1 år siden og efter eget ønske, at jeg startede på arbejde igen – 9t om ugen
  • Tanken var, at jeg over 3 mdr skulle trappe langsomt op til fuld tid – 34t
  • Det viste sig urealistisk, og efter 3,5 mrd fik medicinen endnu et nyk opad og et arbejdstid-max af lægen – 25t
  • Sygedagpenge refusion til min arbejdsgiver så ud til at stoppe, så jeg blev bedt om en kontraktmæssig nedgang til det antal timer, jeg magter.
  • De sidste 3-4 mdr har jeg derfor haft lønnedgang og – 20t
  • Det er svært at klare omstillingen mellem fri-liv og job-liv, og det var først i en lang sommerferie for et par mdr siden, at jeg opdagede / erkendte / anerkendte, og det også i høj grad er jobbet og/eller miljøet der, der stresser mig.
  • Pt prøver jeg på at finde ud af, hvilket liv der vil gøre mig glad
  • Jeg ved ikke, om man kan konkludere, at jeg startede for tidligt på arbejde igen

Virkelig dårlig uge! Psyko (psykiateren; overhovedet ikke spor psyko…men så sjov er jeg altså) sagde, at al min syge-influenza-halløj sikkert er psykosomatisk. Jeg er sur, trist og træt af mit job. Og Radar har det svært socialt for tiden, så

“Hej Deja Vu!”

Jeg troede, jeg var klogere. Jeg troede faktisk, at jeg havde lært noget. Bare ikke nok, tilsyneladende. Eller dvs. jeg venter lige. Måske blir jeg friskere i næste måned? Måske får jeg en god rutine…Gu gør jeg røv!

 

Nowhere

I morges da det som sædvanlig gik hu-hej med madpakker og unger ud ad døren, kom jeg i tanke om, hvordan jeg indimellem har haft det. Sygemeldt og irritabel-spændt-til-bristepunktet utålmodigt ventende på, at sidste familiemedlem var taget afsted. Så jeg kunne tage til Nowhere, til de kom hjem igen.

Det kommer nemt til at lyde som om, at de er en pest, en belastning, og at jeg ikke holder af dem… men de er ubetinget det vigtigste i mit liv!

Jeg kunne ikke holde ud at være sammen med dem, fordi jeg ikke havde noget at give. Jeg var en skal med en uvasket maske, der af al kraft forsøgte at være nærværende. Til stede. Men hvis jeg ikke tog mig sammen, tog jeg også til Nowhere, når de var der – og sådan en mor vil jeg ikke være! Så det var en lettelse, når de smuttede…så var der kun mig og mit trætte hjerte.

Endelig ro. Låst dør. I soveværelset. Under dynen. Bare lad mig være!

20120903-233811.jpg

*Nowhere er depressionslandet, som beskrives i Tredie stadie, Fosterstilling

Dobbelt udfordret (x mange)

Man kan godt nogen gange tænke, at tildeling af tosse-piller (sorry, det hedder de altså herhjemme) med det samme burde udløse en bonus i form af et velvilligt støtteteam. Sådan en prinsessen på ærten stab, der fejer banen og ryster puderne, så man bare kan ligge på den skide ært og have ondt, hvor det gør ondt.
Men i stedet skal man gudhjælpemig klare mere. Eller jeg mener, det skulle jeg, og hvorfor nu det? Virkelig tåbeligt hvad tilværelsen kan finde på at byde en:

  • I krise, fedtet hår og “lad mig for helved være i fred!” ordinerer børnepsyk struktur, forudsigelighed og overblik som hjælp til Smartass.
  • “Pas på dig selv” og ” Vær god ved dig selv” harmonerer ikke med kalorietælling, 2-time interval-lagt madplan og en genopdaget følelse af ammebarnets afhængighed. Han spiste ikke, hvis man ikke var der.
  • De ekstra kalorier…de hurtige: Der kom da lidt flere kilo på ham. Resten af dem sidder om livet på Radar, som elsker alt, hvad der er sødt, fedt og usundt. Så er der tvang det ene sted og restriktioner det andet. Begge er sure, ingen er glade, og hende her løber mentalt skrigende bort fra det hele.
  • Så er der det med allergierne, de hypersensitives konsistensmæssige udfordringer, kræsenheden og søskendeflokkens 3-enighed omkring efterligning af de andres dårlige vaner. Hvordan skal det forestille at gå op, når man faktisk ikke (som i overhovedet IKKE) gider at finde på og lave mad i en uendelighed.
  • Samtidig syntes Mand at det var på høje tid at rette op på økonomien og blive mere ansvarlige. Jeg har en mere laissez-faire tilgang til penge, og når er ude af sig selv af bekymring og sorte tanker, så er tilbudsjagt altså nok det sidste, man har ressourcer til. Så en hel del diskussioner og rend mig i røven der.
  • Uenighed om børneopdragelse, strategier, løsninger…need I say more? Der kommer seperat indlæg om det senere.
  • Tilbud om hjælp føltes belastende, fordi det krævede en vis mængde planlægning, som jeg havde tabt føling med. Jeg havde behov for, at nogen bare tog over.
  • Den vanvittige sygedagpenge dame! Hvordan i helvede forventes det, at man skal kunne håndtere den slags??? Her kommer helt sikkert et indlæg.
  • Men det største dilemma, der hele tiden krævede energi, var hvordan jeg kunne give mine børn tilstrækkeligt nærvær og viden, så konsekvenserne af mine svagheder kunne blive så små som muligt. Nu og senere. (vi lånte en bog om depression på børnepsyk, som var god til at forklare ud fra. Jeg skal lige finde titlen og et link.)

Alle disse punkter var virkelig strenge at kæmpe med oveni depressionens modløshed. Jeg er kommet videre med b.la. medicin, men mange af punkterne fastholder mig stadig i et jerngreb af frustration, klaustrofobi og håbløshed. Og det er !!#%+¥@&@?/;”@!!!

Barnet der ikke kunne sove

Hende her (den yngste) kunne ikke sove i nærmest hele sit første leveår. Følelsen, der siden har siddet i mig, er en udpræget modvilje mod denne totale afhængighed af mig. Aldrig mere vil jeg opleve at være så afmægtig og desperat efter hjælp.

Aldrig mere!

I dagtimerne sov hun kun i bæresele (fx. 4 x 20 min) eller kortvarigt stablet op med puder, fordi man ikke kunne lægge hende vandret ned. Om natten sov hun på mig eller i min arm, men vågnede ca. hver halvanden time og ville ammes.

Hun ville ikke have sut. Selvom man som mor til flere har lært nogle tricks efterhånden, så resulterede ihærdige forsøg på at få hende til at tage den hver gang i, at hun kastede op i stedet…

Jeg var desperat efter søvn og desperat over ikke at kunne gøre noget ved det. Selvom jeg har ammet de andre længe var jeg tidligt klar til at give hende sutteflaske, så far og andre kunne tage over. Hun kunne selvfølgelig bedre finde ud af sutteflaske end sut. Not! Det måtte vi også opgive.

Der var noget galt, men der var ingen hjælp. Sundhedsplejerske var rådvild. Læge måtte også give fortabt. Vi var omkring ørelæge, som ikke umiddelbart kunne se, at der var noget galt.

Da hun var 7 mdr. tog vi hende med til kiropraktor, som konstaterede at øverste ryghvirvel sad fast på kraniet. Medfødt og smertefuldt, sagde han. Han løsnede, og hun begyndte at sove bedre.

10 mdr gammel og 3 mellemørebetændelser senere havde vi dog matchende blå rande under øjnene, hun klæbede til mig, og hun var så tynd, at et nyt besøg høs ørelægen gjorde udslaget. En grænseoverskridende fuld narkose og to dræn gav barnet ro, og hun begyndte også at kunne spise fast føde uden at kaste op.

Resultet: Jeg var vred, skuffet og følte mig svigtet af lægerne. Men hvad skulle jeg lige stille op med det? Jeg vendte det indad og lovede mig selv aldrig at føle mig så afmægtig igen.

Ahem… Det gik det jo skidegodt med!

Stadier

Jeg har tegnet nogle stadier. Antallet kunne sikkert lige så godt have været et andet, fx. 5 eller 7…bare for lige at understrege, at det bare har været sådan her for mig.

Tegningen er for rodet, så efterhånden kommer der forhåbentlig en større tegning til hvert stadie. Indtil da, må I nøjes…

1. Jeezus!

Angst

2. Kan-ikke-mere

Dårlig samvittighed
Skyldfølelse
Koncentrationsbesvær
Irritabel
Infektionssygdomme
Udmattet
Upålidelig

3. Fosterstilling

4. Neanderthaler

5. Kamp

6. ?

20120801-221444.jpg

© 2018 Hjertefanden

Tema af Anders NorenOp ↑