Kategori: Erfaringer

Jinx

Sidst nævnte jeg, at det går så fint med drengene.
Smartass har været igennem en rivende udvikling, som startede med, at han b.la. via Reddit satte sig mere ind i omfanget af sin ADD-diagnose. Han bad om at få lov til at prøve medicin, og efter en henvisning fra lægen måtte jeg tale med store bogstaver på Unge-psyk, fordi de i første omgang var afvisende. Ritalin (Methylphenidat) har som hyppig bivirkning, at man mister appetitten – og det er selvfølgelig uhensigtsmæssigt, når man i forvejen har en spiseforstyrrelse. Men hensigten med medicinafprøvning var netop at se, om det kunne hjælpe ham til at overvinde sin modstand mod at spise! Efter blodprøver, EKG og grundig lægeundersøgelse af nye psyko, Psyko2, fik han lov til at prøve en lav dosis med langsom optrapning. Det virkede bare ikke en skid på ham…
Men vi har kontakten til Psyko2 (som viste sig at være en helt særligt pædagogisk og empatisk overlæge), og det beroliger lidt, nu hvor Smartass’ vintermismod i går sprang ud som trold i en æske.

 

Piller ved angsten…

Forleden havde jeg besøg af Mina. Jeg beskriver hende ikke nærmere, for jeg ved ikke, om hun har lyst til at blive offentliggjort her. Vi har mødt hinanden i anden sammenhæng, men udover at vi har det rart sammen, så fandt vi hurtigt frem til fællesnævneren, angsten. (så festligt)

Min er under kontrol i øjeblikket. Selv den hyppige hjertebanken er på tilbagetog, og derfor har det ikke været emne på Hjertefanden længe. Men Minas har været on the loose, og jeg vidste det ikke. Hun plejer at få en lille dosis medicin, men var stoppet pga. graviditet. Derfor burde jeg måske have vidst, at det ikke kun var langvarig influenza og mavesyge, der plagede hende.

Men kunne jeg have hjulpet? Det er jeg seriøst i tvivl om. Jeg isolerer mig også, når jeg har det dårligt.

  • Når hun fortæller om at stå i natkjole i sne og frost for at kunne få luft.
  • Når hun bruger udtrykke ‘kan ikke være i mig selv
  • Når hun kynisk siger, at man har lyst til at springe ud fra en bro for at slippe for det.

Det er en altædende, vedvarende, pumpende og led angst, der ikke har et fokus eller en årsag. Den er alt for uoverskuelig til, at man kan forholde sig til andet og andre.

‘Lykkepiller’, ha!

Heldigvis virker medicin godt på os, og derfor er vi trods alt blandt de heldige i bundtet! Det har hun ret i. Så ja, hun popper lyserøde igen, og får snart den baby, hun ville beskytte mod dem.

Jeg tænker meget over betydningen af menneskelig støtte i forhold til hjælp fra kemi i hjernen. Behovet for, at der kommer en voksen og tager over, indfries jo ikke ligefrem af en anden crazy person i oprørte vande. Eller hvad?

Forbandet angst! Forbandet kemi? Jeg vil til enhver tid vælge pillerne…

20130326-105353.jpg

Tossepiller på Instagram

Jeg sad lige og overvejede, om Hjertefanden skulle på #Instagram. Så ville jeg poste real life fotos af sorte rande, de fire vægge i soveværelset*, en vaskeægte psykiater eller en håndfuld tossepiller. Det ville nok blive lidt ensformigt i længden…men noget i mig har bare lyst til at flashe tabuerne. Hver gang jeg får det sådan, overvejer jeg om det er sådan et ‘se mig’-behov (hvor ussel bedriften så end er). Men det er mest, fordi jeg bliver provokeret. Eller seriøst forundret. Fordi blikket i øjnene, når jeg siger: “Jeps, medicin” simpelthen ikke giver mening for mig. (Måske er det medlidenhed, jeg ser?) Men når nu, altså, at den relative effekt føles ligesom dengang, det var nok at supplere med Gerimax ved slattenhed, så burde det ikke være mere odiøst end alle mulige andre medikamenter med bivirkninger, vel?

Men der er lige mange meninger om “lykke”piller som om ADHD børn. Jeg kan præstere insights om begge. Så spørg? Som ex-kollega P, hehe! Hun var ved at sprænges af nysgerrighed over, hvordan der er hos en psykiater. Hun ville have elsket billeder!

(…hvor jeg stadig bor mest. Star wars plakaten er dog røget til fordel for frit kig til resterne af elefantsnot, som ingen har taget sig sammen til at fjerne endnu. Og altså selvom denne parantes blot er en sidebemærkning til noget andet, så får jeg lyst til at tilføje, at det sgu da er lidt underligt med den væg. Altså når nu andre rum i huset skal trækkes med uophængte lærreder, der vælter engang imellem. Især når Roomba kommer for tæt på. Men det gør den ikke i øjeblikket. Hvalpen har kastet op på den, og efter den oplevelse gider den kun at lyse rødt, sige lyde og gå i gang af sig selv engang imellem. Behøver jeg at sige, at der nok går lidt tid, før nogen tager sig sammen til at indlevere den til reperation?

“For fanden, hvorfor gør I det ikke bare?” “Jamn, jeg ved det ikke…”

20121105-133819.jpg

Børnelærdom. Barnemad.

Det er betydningsfuldt, det her. Det er ikke om hverken angst, stress eller depression. Men det er alligevel om et pres på mine skuldre, der nu kan lettes. Med den her artikel om spiseproblemer og kræsenhed hos hypersensitive børn kan jeg sige:

Hold nu kaje!

til det lucky bunch af uvidende, misbilligende, kritiske, bedrevidende, bekymrede, gode-råd-givende, velmenende og tavst anklagende, der har fulgt os, siden Smartass var baby.

Artiklen er skrevet af Ulla Lebahn, som er børneergoterapeut med speciale i arbejde med børn med spisevægring, svær kræsenhed og fobisk tilgang til mad. Læs mere om hendes tilgang, erfaringer og passion for emnet på www.lebahn.dk

Læs den hvis du vil vide mere om, hvorfor nogle børn udvikler ekstrem kræsenhed.
Husk den før du siger:

Jamn, Jesper Juul…

til en fortvivlet mor.
Og giv den til din læge? Vi er nogen, der ville sætte pris på mere kvalificeret hjælp fra børnesundhedpersonale…

Praktiske floskler

Jeg ER trods alt blevet bedre til at beskytte mig selv. Lidt ihvertfald. Gliden af på spørgsmål og afledringsmanøvrer i stedet for at svare korrekt = detaljeret og alt for meget, hvis en eller anden stakkel kommer til at spørge, hvordan det går.

Det får mig til at tænke på Chef. Ikke den nuværende men en tidligere af slagsen. Ikke noget wimp’eri der, og han var god til at få mig på rette spor, når jeg ville for meget (eller for lidt). Da det hele brændte sammen for mig, og vi aftalte, at jeg kunne komme og gå som jeg ville, var han desuden behjælpelig med floskel-listen herunder.

Uvurderlig hjælp til konversations-handicappede.

”Hej … hvordan går det?”

Mulige svar:
1. Tjae, frem og tilbage lige langt
2. Der er gode dage og der er dårlige dage
3. Lidt op og ned
4. På det jævne uden at være prangende
5. Det går som det kan gå
6. Støt og roligt
7. Same, same but different
8. …

20120917-181850.jpg

Vågnet kl. 00:35

Er vågnet efter at være gået helt fredag-aften-kold. Jeg ville helst sove videre, men skulle huske tosse-pillerne. En hvid, en lyserød og to i hvid + gul colorcombi.

Jeg vågnede med dårlig samvittighed. Over at have en plads hos psykiateren i en periode med bedring, hvor jeg ikke ligger og bider i gulvtæppet, så at sige. Jeg har dårlig samvittighed over for dem, der har det virkelig dårligt. Lige nu!

Jeg optager en plads i den travle mands kalender, og jeg tror, at jeg ikke har ret til den plads.

Under samvittigheden kan jeg mærke noget andet. Jeg frygter, at han siger: “Så! Nu er du fin! Der er ikke noget i vejen med dig!”.

For det er der. Og jeg har ikke andre håb om hjælp.

© 2018 Hjertefanden

Tema af Anders NorenOp ↑