Kategori: Hjælp

Jinx

21. oktober 2014 / hjertefanden / 0 kommentarer

Sidst nævnte jeg, at det går så fint med drengene.
Smartass har været igennem en rivende udvikling, som startede med, at han b.la. via Reddit satte sig mere ind i omfanget af sin ADD-diagnose. Han bad om at få lov til at prøve medicin, og efter en henvisning fra lægen måtte jeg tale med store bogstaver på Unge-psyk, fordi de i første omgang var afvisende. Ritalin (Methylphenidat) har som hyppig bivirkning, at man mister appetitten – og det er selvfølgelig uhensigtsmæssigt, når man i forvejen har en spiseforstyrrelse. Men hensigten med medicinafprøvning var netop at se, om det kunne hjælpe ham til at overvinde sin modstand mod at spise! Efter blodprøver, EKG og grundig lægeundersøgelse af nye psyko, Psyko2, fik han lov til at prøve en lav dosis med langsom optrapning. Det virkede bare ikke en skid på ham…
Men vi har kontakten til Psyko2 (som viste sig at være en helt særligt pædagogisk og empatisk overlæge), og det beroliger lidt, nu hvor Smartass’ vintermismod i går sprang ud som trold i en æske.

Når folk prøver at hjælpe

5. september 2013 / hjertefanden / 0 kommentarer

… og det så faktisk føles som bedrevidene nedladenhed. Så er det ikke hjælp, vel? Så er det igen gulvtæppet, der hives væk under mig.

Så hjernen er i smadder, teenagerens lektier styres som projektplaner, og Diva er bange for sin billedkunstlærer. Så jeg er simpelthen for træt til at skrive noget særligt her.

Men hey! Julen er i (luksussommer)hus, og jeg har ‘sort of’ løst jobsituationen. Så kan det da kun gå opad, ikk’? Eller vent, åh nej ‘opad’? ‘opad bakke’? Pis osse!

Stress!

19. april 2013 / hjertefanden / 0 kommentarer

Så skal vi lige holde en konfirmation. Og jeg siger

Jeg nægter at lade mig stresse

Jeg ved godt, at det er et symptom, når jeg begynder at obsesse over et eller andet stykke tøj eller en delle, men alt var i princippet ok. Selv om vi ~~aldrig~~ ikke har styr på forberedelserne, så er det ikke noget at panikke over. Havde jeg bestemt.

Men det vil kroppen åbenbart skide på! Vågnede i nat med alle symptomerne. Det hamrende hjerte, følelsen af ikke at kunne trække vejret, ondt i maven og katastrofetanker om, alt det, der kan gå galt…fordi jeg jo er en dårlig og utjekket person, der skuffer alle. Og træt og ubeslutsom oven i købet.

Nu ved jeg jo godt, at det ikke er hele sandheden, og at det skifter igen.

…

Det gjorde det så, nogenlunde da. Det, der hjalp, var to erfaringer, jeg ikke havde for et par år siden.

Den ene var, at Mand nu bedre forstår værdien af omgående at tage over, bare fordi jeg har brug for det. Han er af den type, der åbenbart trives bedst med at handle under pres, hvilket betyder, at han så til gengæld forvandles til hvirvelvind på duracell, når lokummet brænder. Han forstår nu bedre, at han kan hente ro til maven ved at anerkende betydningen af de småting, der sagtens kan fixes til sidst. Det er nemlig dem, der vælter læsset for mig.
Den anden var at lade lortet sejle og i stedet bestræbe mig på at slappe af. Min normale impuls til at forsøge at få mere kontrol er nemlig usund (ikke nødvendigvis for alle, men for mig er den). Tænk at være så weirdo, at man har psyk-ordineret ‘pligt’ til at skide på konventioner, vælge andre veje og hey, skulle man ikke tage at være lidt excentrisk?

Så jeg gik i coma og sov og sov, og nu føles hjertets banken ihvertfald bedre.

Piller ved angsten…

Forleden havde jeg besøg af Mina. Jeg beskriver hende ikke nærmere, for jeg ved ikke, om hun har lyst til at blive offentliggjort her. Vi har mødt hinanden i anden sammenhæng, men udover at vi har det rart sammen, så fandt vi hurtigt frem til fællesnævneren, angsten. (så festligt)

Min er under kontrol i øjeblikket. Selv den hyppige hjertebanken er på tilbagetog, og derfor har det ikke været emne på Hjertefanden længe. Men Minas har været on the loose, og jeg vidste det ikke. Hun plejer at få en lille dosis medicin, men var stoppet pga. graviditet. Derfor burde jeg måske have vidst, at det ikke kun var langvarig influenza og mavesyge, der plagede hende.

Men kunne jeg have hjulpet? Det er jeg seriøst i tvivl om. Jeg isolerer mig også, når jeg har det dårligt.

Når hun fortæller om at stå i natkjole i sne og frost for at kunne få luft.
Når hun bruger udtrykke ‘kan ikke være i mig selv‘
Når hun kynisk siger, at man har lyst til at springe ud fra en bro for at slippe for det.

Det er en altædende, vedvarende, pumpende og led angst, der ikke har et fokus eller en årsag. Den er alt for uoverskuelig til, at man kan forholde sig til andet og andre.

‘Lykkepiller’, ha!

Heldigvis virker medicin godt på os, og derfor er vi trods alt blandt de heldige i bundtet! Det har hun ret i. Så ja, hun popper lyserøde igen, og får snart den baby, hun ville beskytte mod dem.

Jeg tænker meget over betydningen af menneskelig støtte i forhold til hjælp fra kemi i hjernen. Behovet for, at der kommer en voksen og tager over, indfries jo ikke ligefrem af en anden crazy person i oprørte vande. Eller hvad?

Forbandet angst! Forbandet kemi? Jeg vil til enhver tid vælge pillerne…

Tossepiller på Instagram

5. november 2012 / hjertefanden / 3 kommentarer

Jeg sad lige og overvejede, om Hjertefanden skulle på #Instagram. Så ville jeg poste real life fotos af sorte rande, de fire vægge i soveværelset*, en vaskeægte psykiater eller en håndfuld tossepiller. Det ville nok blive lidt ensformigt i længden…men noget i mig har bare lyst til at flashe tabuerne. Hver gang jeg får det sådan, overvejer jeg om det er sådan et ‘se mig’-behov (hvor ussel bedriften så end er). Men det er mest, fordi jeg bliver provokeret. Eller seriøst forundret. Fordi blikket i øjnene, når jeg siger: “Jeps, medicin” simpelthen ikke giver mening for mig. (Måske er det medlidenhed, jeg ser?) Men når nu, altså, at den relative effekt føles ligesom dengang, det var nok at supplere med Gerimax ved slattenhed, så burde det ikke være mere odiøst end alle mulige andre medikamenter med bivirkninger, vel?

Men der er lige mange meninger om “lykke”piller som om ADHD børn. Jeg kan præstere insights om begge. Så spørg? Som ex-kollega P, hehe! Hun var ved at sprænges af nysgerrighed over, hvordan der er hos en psykiater. Hun ville have elsket billeder!

(…hvor jeg stadig bor mest. Star wars plakaten er dog røget til fordel for frit kig til resterne af elefantsnot, som ingen har taget sig sammen til at fjerne endnu. Og altså selvom denne parantes blot er en sidebemærkning til noget andet, så får jeg lyst til at tilføje, at det sgu da er lidt underligt med den væg. Altså når nu andre rum i huset skal trækkes med uophængte lærreder, der vælter engang imellem. Især når Roomba kommer for tæt på. Men det gør den ikke i øjeblikket. Hvalpen har kastet op på den, og efter den oplevelse gider den kun at lyse rødt, sige lyde og gå i gang af sig selv engang imellem. Behøver jeg at sige, at der nok går lidt tid, før nogen tager sig sammen til at indlevere den til reperation?

“For fanden, hvorfor gør I det ikke bare?” “Jamn, jeg ved det ikke…”

Børnelærdom. Barnemad.

9. oktober 2012 / hjertefanden / 2 kommentarer

Det er betydningsfuldt, det her. Det er ikke om hverken angst, stress eller depression. Men det er alligevel om et pres på mine skuldre, der nu kan lettes. Med den her artikel om spiseproblemer og kræsenhed hos hypersensitive børn kan jeg sige:

Hold nu kaje!

til det lucky bunch af uvidende, misbilligende, kritiske, bedrevidende, bekymrede, gode-råd-givende, velmenende og tavst anklagende, der har fulgt os, siden Smartass var baby.

Artiklen er skrevet af Ulla Lebahn, som er børneergoterapeut med speciale i arbejde med børn med spisevægring, svær kræsenhed og fobisk tilgang til mad. Læs mere om hendes tilgang, erfaringer og passion for emnet på www.lebahn.dk

Læs den hvis du vil vide mere om, hvorfor nogle børn udvikler ekstrem kræsenhed.
Husk den før du siger:

Jamn, Jesper Juul…

til en fortvivlet mor.
Og giv den til din læge? Vi er nogen, der ville sætte pris på mere kvalificeret hjælp fra børnesundhedpersonale…

Praktiske floskler

17. september 2012 / hjertefanden / 0 kommentarer

Jeg ER trods alt blevet bedre til at beskytte mig selv. Lidt ihvertfald. Gliden af på spørgsmål og afledringsmanøvrer i stedet for at svare korrekt = detaljeret og alt for meget, hvis en eller anden stakkel kommer til at spørge, hvordan det går.

Det får mig til at tænke på Chef. Ikke den nuværende men en tidligere af slagsen. Ikke noget wimp’eri der, og han var god til at få mig på rette spor, når jeg ville for meget (eller for lidt). Da det hele brændte sammen for mig, og vi aftalte, at jeg kunne komme og gå som jeg ville, var han desuden behjælpelig med floskel-listen herunder.

Uvurderlig hjælp til konversations-handicappede.

”Hej … hvordan går det?”

Mulige svar:
1. Tjae, frem og tilbage lige langt
2. Der er gode dage og der er dårlige dage
3. Lidt op og ned
4. På det jævne uden at være prangende
5. Det går som det kan gå
6. Støt og roligt
7. Same, same but different
8. …

Om ulykker og hukommelse

26. august 2012 / hjertefanden / 0 kommentarer

Jeg bliver nødt til lige at runde ham her. Jeg er blevet hypnotiseret/behandlet af RAB registreret hypnotisør og hypnoterapeut Jeppe Schjødtz flere gange, og jeg kan uden at tøve sige, at han i en periode var en vigtig og stor hjælp (og med varige resultater). Men det er ikke selve hypnoterapien, jeg vil fortælle om her. Det bliver i et andet indlæg. Det, jeg vil frem til, er noget Jeppe nævnte. Jeg har ikke undersøgt det nøjere, men det giver umiddelbart mening.

Han sagde, at man havde fundet ud af, at det, om man udvikler post-traumatisk stress eller ej efter fx. en krigsoplevelse, hænger sammen med, hvordan man husker oplevelsen (og måske oplevelser generelt).

Vi kom ind på emnet, fordi jeg sikkert peb over at være så følelsesmæssigt sart. Nogle hændelser, der er voldsomme for mig, preller af på andre. Tror jeg…jeg er ikke sikker. Jeg ved, at nogle ubehagelige hændelser stadig sidder fast i mig, og jeg synes ikke, at andre kan prale af tilsvarende mængder af crap. Men måske har de bare glemt hændelserne? Jeg har nogen gange følt, at jeg tiltrak ulykker og SÅ mere, end andre. Men måske er jeg bare mere alert, fordi jeg er så fokuseret på farlighed.

Tilbage til det med hukommelsen:

De der udviklede PTSS huskede hændelser i egen person. Dvs. de huskede i billeder, hvor de så ud af deres egne øjne.
De som kunne tage lettere på de samme oplevelser huskede i tredie person. Dvs de genoplevede hændelserne som en film, hvor de kunne se sig selv som aktør i hændelsen.

Jeg er en af dem, der husker hændelser, som jeg har set dem ud af mine egne øjne. Og måske sidder de hårdt fast af samme årsag. Ærgeligt for mig! Men kan det passe? Alle de velfungerende, som ikke går rundt med rædsel på hylderne, husker de mon anderledes?

Heldigvis (for os alle) har Jeppe pæciseret det lidt for mig. Så her kommer lige take 2 på forklaringen:

Til din artikel kan jeg oplyse, at man typisk ikke enten husker på den ene måde eller den anden måde. Jeg tror de fleste mennesker kan huske på begge måder, men det er forskelligt hvad der udløser, om man husker en begivenhed på den ene eller anden måde. Så det er ikke nødvendigvis fordi man er mere sårbar fordi man husker seende ud af sine øjne, men hvis man husker negative oplevelser ud af sine øjne, vil de kunne påvirke efterfølgende.

Vågnet kl. 00:35

18. august 2012 / hjertefanden / 0 kommentarer

Er vågnet efter at være gået helt fredag-aften-kold. Jeg ville helst sove videre, men skulle huske tosse-pillerne. En hvid, en lyserød og to i hvid + gul colorcombi.

Jeg vågnede med dårlig samvittighed. Over at have en plads hos psykiateren i en periode med bedring, hvor jeg ikke ligger og bider i gulvtæppet, så at sige. Jeg har dårlig samvittighed over for dem, der har det virkelig dårligt. Lige nu!

Jeg optager en plads i den travle mands kalender, og jeg tror, at jeg ikke har ret til den plads.

Under samvittigheden kan jeg mærke noget andet. Jeg frygter, at han siger: “Så! Nu er du fin! Der er ikke noget i vejen med dig!”.

For det er der. Og jeg har ikke andre håb om hjælp.

Tilskuer til opløsning

3. august 2012 / hjertefanden / 1 kommentar

Det er Smartass, det handler om her. Elleve et halv år var han glad (tilsyneladende), fuld af selvtillid og med masser af venner. Han var vores ukomplicerede barn. Ham, der tog let på tingene. Ham, der ikke bekymrede sig.

Men så begyndte han at beklage sig over ondt i foden (læge > platfod > indlæg), som gav ham problemer med fx. at spille fodbold. Han oplevede, at en gruppe af venner pludselig blev irriterede på ham. Specielt een anden dreng gik det skævt med. I sommerferien var han tvær og konfliktsøgende. Efter sommerferien legede han ikke med nogen. Han havde stadig store problemer med pågældende dreng, og vi forsøgte at hjælpe (tale med forældrene etc.) Han blev holdt udenfor, og selvom vi støttede ham, det bedste vi havde lært, så hjalp det ikke.

Efter efterårsferien brød han sammen. Han græd og græd og græd, og lukkede pludselig op for alt muligt, han havde undladt at fortælle. Han havde spillet sit glad-dreng-skuespil længe, og det var rystende at opdage! Pludselig kunne jeg godt genkende det bestemte smil, han lavde, når det var alt-er-fint-masken.

Så fulgte en lang, rædselsfuld periode. Jeg laver nogle at de mest betydningsfulde lows i andre, mindre indlæg, for der bliver for meget her.

Symptomer

Han syntes, at alt var kedeligt. Han kunne bruge en weekend på at ligge på gulvet med sin dyne, fordi der ikke var noget, han havde lyst til.
Han græd meget og ville ikke i skole
Han ville ikke spise
Han var bange
Han kunne ikke falde i søvn, og man skulle sidde ved ham
Han var konfliktsøgende og vred
Han bekrymrede sig og spandt lange udredninger om, hvorfor man ikke kunne ændre på de ting, der var problematiske. Fx. at man jo ikke kan blive til noget (berømt) i sådan et lille land som DK (!)
Derfor var han også voldsomt stresset over at skulle nå at blive den dygtigste til noget NU

Hjælp…?

Hans lærere kunne ikke se problemet. Han tog jo masken på i skolen (masken er hans eget udtryk). De observerede ham en tid, og konstaterede at han heller ikke gjorde det nemt for sig selv (han har en udpræget retfærdighedssans). Desuden havde der været nogle episoder, hvor han var blevet så agressiv, at nogle var blevet forskrækkede. Forholdet til den anden dreng ville de ikke ind på. Djævelen i mig siger, at det til dels skyldes, at moderen også er lærer på skolen, men det er nok uretfærdigt. Det var unge lærere, og de havde nok ikke tilstrækkelig erfaring – ihvertfald kan vi konstatere, at hverken skolens pædagogiske leder eller skolens rektor var blevet informeret/taget med på råd.
Lægen…selvfølgelig kom han til læge! Jeg lavede en aftale og udtrykte bekymring om depression. Det mente hun ikke. Hun sagde, at hun da godt kunne forstå, at han var ked af det mht. klassen. Men eget initiativ og så holde op med at være så kræsen, var det, der skulle til. Vi skulle komme igen 1 uge eller 14 dg senere. Accepterede jeg det? Ja Hvorfor dog? Ved det ikke… Da der ikke var bedring næste gang, bad jeg om en henvisning til børnepsykolog. Jeg fik henvisning til en bestemt, god een.
Psykologen…phew, jeg orker faktisk ikke rigtig ikke rigtig skrive mere. Skal vi ikke bare konstatere, at det var penge ud af vinduet. Hun var clueless. Slet ikke på rette spor.