Kategori: Håbløshed

Mors dag

Som OM!

Mor i midten

Jeg hader, hader, hader edderkopper, men i øjeblikket er jeg bare en stor fed hun, der sidder i nettet og trækker i trådene. Absolut ikke af lyst – endnu engang er jeg malet op i et hjørne af pligt og omsorg, og jeg kan ikke se, at jeg kan gøre andet end at vente på, at malingen tørrer… Ja, jeg strør om mig med metaforer, for herhjemme er det gået op for mig, at flere familiemedlemmer er særdeles konkrettænkende, så ude i virkeligheden må jeg holde igen og forsøge at udtrykke mig konkret. Kæmpesvært når man elsker abstraktioner og associationer.

Jeg er ikke populær lige nu. Jeg er tom for overskud, og det betyder, at jeg ikke har kunnet gennemføre den overdrevne tålmodighed, der kræves, hvis tingene skal køre glat. Det er uhensigtsmæssigt at lade andres behov gå forud for ens egne, og det er den direkte vej tilbage i stressfælden, hvis det står på for længe – men det går bare altid ud over nogen, når jeg må melde pas.

Hundsen snerrede mopset af en anden hund, der kom for tæt på det hul, hun var ved at grave, og jeg forstår hende godt. Når der spares på tur og hop i åen, så gælder det om at få mest ud af sine oplevelser uden ligegyldigt selskab.

Jeg mandsopdækkes af Diva og hendes varierende behov. Hun er den skønneste søde pige, men for helved hvor er hun udmattende at være mor til. Det er trods alt fint at vide, at hun har motoriske vanskeligheder, så det ikke blot er dovenskab der gør, at jeg skal hjælpe hende med alskens dit og dat, som andre har kunnet i årevis. Men hun ønsker nogle bestemte ritualer før sovetid, der kræver mental tilstedeværelse fra min side, og nogen gange orker jeg bare ikke at levere både en vild-kild, en shorts-Olof, et hundesnus og almindelig kilden på ryg – og så er fanden løs. Hun mopser, og jeg får dårlig samvittighed. Jeg blir simpelthen nødt til at vide, hvor grænsen går for, hvad der er rimeligt. Det handler om tryghed for hende, men noget af det har også et tvangsmæssigt præg, og foreløbig gør jeg hovedparten af det, hun beder om.

Jeg gør det – for hun bruger kun nødtvungent sin far og sine brødre.

Brødrene har det fint – de er bare teens med primært egenfokus – og den ene skal vi holde konfirmation for om en uge. Så skal der lige arrangeres med telt og halløj, og det passer jo fint med Mands akutte hold i ryggen og generelle nedtrykthed. Lad mig sige det sådan, at der er eventuelle diagnoser i spil der også…

Det er trist at sige, at livet her er langtfra en fest, og at det er hårdt at være puppetmaster for dem alle, samtidig med at jeg både skal arbejde og passe på mig selv. Det er dog positivt, at jeg endnu ikke er røget i panik eller obsession, lige som sidste gang vi skulle holde konfirmation. Smartass styrer sine skriftlige eksamener flot for tiden, og Radar nu har hele to søde og gode vennegrupper, hvor han på et tidspunkt faktisk kun havde en eneste ven. Og så dufter hytten skønt af konfirmandens nye signatur: Paco Rabanne 1 Million, jow jow!

Fanden i helvede!

Diva har altid bandet som en tyrk. Aner da virklig ikke, hvor hun har det fra! Drengene har altid afholdt sig fra den slags, og vi blir helt paf, når de vover sig ud i noget “fååårk” og den slags. Diva er bramfri og siger gladeligt “diller”, “for helvede” og “røv” i samme sætning, uden der blir slået så hårdt ned på det. Og det ER en sær kombi med det lortesprog i lyserødt BarbieLittleFriendsPonyPetShopKittyPrinsesser-universet.

I dag blev jeg mere eller mindre vækket af Mand, der løb rundt og råbte “Pis, pis, pis!”, fordi der var et tog, der skulle nås. Og på sådan lidt overfladisk niveau, fortsatte dagen sådan.

Måtte slæbe Smartass til lægen, og gik derfra med BMI-tal på 13,9, D-vitamin mangel, henvisning til fysioterapi, og en aftale mellem lægen og jeg, om at han skal tage på NU. Smartass var skidesur, og han har egentlig ikke haft helt den bevågenhed i dag, som jeg lige havde committed mig til. Det skyldes delvis, at jeg i desperation over denne madkontrol klaustrofobi, måtte skabe lidt forandring ved at bakse rundt på møblementet i soveværelset.

Delvis er det fordi, det ikke kun er Smartass. Det er også Radar. Han skal til gengæld tabe sig, og det er næsten lige så vigtigt. Så han er på diæt og har været hos kinesisk læge og akupunktør i dag. Vi skulle hæve penge i City Vest, og der fik jeg rig lejlighed til at forklare Diva noget om tørklæder og religion. Det er 100%, at hun ikke forstod det – og selvom hun er ovre den alder, hvor de lukker alt muligt pinligt ud, har jeg på fornemmelsen, at vores snak lige skal følges op…

Hun tog det sidste energi ud af både Radar og jeg med et besøg i ‘Fatter BR’, så kørte vi om kap og vinkede til den gode ex-chef, og så stak hund af i det mudrede sumpområde. Mand ringede og fortalte, at toget ikke var kommet… Pis!Pis!Pis! “Det’ bare så ty’kist” (Diva)

Status er: 1 barn der skal have 2400kcal og et der skal have 1600. Og det hele registrerer vi jeg lige i ShapeUpClub. Lorteklub at være medlem af!

Tankekværnen

Når det kværner rundt i hovedet. Når man skal beslutte noget og ikke kan. Når det gør ondt inden i. Når alternativet er at sove.

Det er ikke fordi … Jeg kender godt den mere tvangsprægede tilgang til:

Huskede jeg at låse? Må hellere tjekke!

Eller: “Når jeg skal til at bladre i avisen og mine øjne så kommer til at strejfe noget, jeg kommer til at læse et par ord af, så SKAL jeg bladre tilbage og læse mere / finde ud af hvad der stod. Også selv om jeg godt ved, at det ikke er noget, der interesserer mig! Sport fx.” Så irriterende. Nogen gange snyder jeg, men så blir det siddende, så jeg ikke kan koncentrere mig, og så blir jeg alligevel nødt til at bladre tilbage og læse et eller andet uinteressant. Nåeh ja, og dødsannoncer. Dem kan man ikke springe over.

Jeg er meget hurtig til at skabe nye vaner for mig selv, og det kan irritere mig ret meget. Af samme årsag ser jeg ikke ret meget fjernsyn. Kukkassen nøjes ikke med lillefingeren, og så sidder man der eften efter aften. Det gider jeg ikke. Men iPad’en har snuppet pladsen, og i stedet for at foretage mig noget fornuftigt (som fx at læse Andrea Baks blog Mental Floss, som jeg fik anbefalet af @jacobchr på Twitter), så har jeg mine tomhjernede rutiner, som gir nogenlunde neutrale tilstande indvendig.

Favoritter i ikke-prioriteret rækkefølge

  • Målrettet online shopping efter en eller anden specifik beklædningsgenstand, som jeg ikke kan beslutte mig til at købe, når det kommer til stykket
  • Laurits.com scrollen, ufokuseret og uden at byde på noget
  • Wordfeud
  • Mindfeud
  • Hyppig rundtur, tre mailadresser, to twitteraccounts, LinkedIn og Facebook
  • Blog læsning og nyhedsmedier
  • Bare sådan surfing…fx hemmeligstalke nogen man kendte engang og som nu er succesfyldte og glade, så selvpineriet kan holdes ved lige eller i gangsættes
Tænk hvad man kunne gøre i stedet, hvis man ikke var så mentalt, fysisk og følelsesmæssigt udmattet hele tiden? Gå-tur med Hund begynder at kunne bruges lidt på samme måde. Ud i luft, pind og ganske få krav. Og bevægelse er jo essentielt for et udfordret sind. Man skal bare lige stå op først…

Nu klynker jeg…jeg skrider, hej!

Gordisk knude

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

En gordisk knude er en knude der ikke kan bindes op. I dag bruger vi udtrykket om et uløseligt problem. Knuden er med al sandsynlighed opkaldt efter kong Gordios, som havde bundet et åg til sin stridsvogn med en uløselig knude. Oraklet lovede verdensherredømmet til den der løste knuden. Alexander den Store huggede den over med sit sværd

Selv Psyko stødte på den gordiske knude i dag, så nu spejder jeg efter Alexander den Store. På Netflix måske.

En af de dage

Hvor jeg er megatræt. Hvor jeg ikke kan tage mig sammen til at gå i bad. Hvor hjertet hamrer. Hvor jeg ikke ved, hvad jeg skal. Hvor jeg allerede er negativ over at skulle lave aftensmad. Hvor tøjet strammer. Hvor jeg ikke kan overskue at tage til fødselsdag hos BFF i morgen. Hvor hunden jagter katten. Hvor efterårsferien er på vej mod afslutning. Hvor hverdagen truer. Hvor jeg ikke kan overskue en skid. Hvor jeg ikke kan tage mig sammen. Hvor jeg ikke gider noget…

Sidder den ondelyneme og tænker, at det kunne være rart ind i mellem at have en klon, stand-in, robot-whatever der indimellem kunne spille mit liv for mig. Jamn, Jeesuz hvad skal jeg så? Altså imens?

Jamn jeg trænger bare til at hvile mig lidt

Hej til vink med en vognstang! Som jeg stadig ikke forstår…

Dobbelt udfordret (x mange)

Man kan godt nogen gange tænke, at tildeling af tosse-piller (sorry, det hedder de altså herhjemme) med det samme burde udløse en bonus i form af et velvilligt støtteteam. Sådan en prinsessen på ærten stab, der fejer banen og ryster puderne, så man bare kan ligge på den skide ært og have ondt, hvor det gør ondt.
Men i stedet skal man gudhjælpemig klare mere. Eller jeg mener, det skulle jeg, og hvorfor nu det? Virkelig tåbeligt hvad tilværelsen kan finde på at byde en:

  • I krise, fedtet hår og “lad mig for helved være i fred!” ordinerer børnepsyk struktur, forudsigelighed og overblik som hjælp til Smartass.
  • “Pas på dig selv” og ” Vær god ved dig selv” harmonerer ikke med kalorietælling, 2-time interval-lagt madplan og en genopdaget følelse af ammebarnets afhængighed. Han spiste ikke, hvis man ikke var der.
  • De ekstra kalorier…de hurtige: Der kom da lidt flere kilo på ham. Resten af dem sidder om livet på Radar, som elsker alt, hvad der er sødt, fedt og usundt. Så er der tvang det ene sted og restriktioner det andet. Begge er sure, ingen er glade, og hende her løber mentalt skrigende bort fra det hele.
  • Så er der det med allergierne, de hypersensitives konsistensmæssige udfordringer, kræsenheden og søskendeflokkens 3-enighed omkring efterligning af de andres dårlige vaner. Hvordan skal det forestille at gå op, når man faktisk ikke (som i overhovedet IKKE) gider at finde på og lave mad i en uendelighed.
  • Samtidig syntes Mand at det var på høje tid at rette op på økonomien og blive mere ansvarlige. Jeg har en mere laissez-faire tilgang til penge, og når er ude af sig selv af bekymring og sorte tanker, så er tilbudsjagt altså nok det sidste, man har ressourcer til. Så en hel del diskussioner og rend mig i røven der.
  • Uenighed om børneopdragelse, strategier, løsninger…need I say more? Der kommer seperat indlæg om det senere.
  • Tilbud om hjælp føltes belastende, fordi det krævede en vis mængde planlægning, som jeg havde tabt føling med. Jeg havde behov for, at nogen bare tog over.
  • Den vanvittige sygedagpenge dame! Hvordan i helvede forventes det, at man skal kunne håndtere den slags??? Her kommer helt sikkert et indlæg.
  • Men det største dilemma, der hele tiden krævede energi, var hvordan jeg kunne give mine børn tilstrækkeligt nærvær og viden, så konsekvenserne af mine svagheder kunne blive så små som muligt. Nu og senere. (vi lånte en bog om depression på børnepsyk, som var god til at forklare ud fra. Jeg skal lige finde titlen og et link.)

Alle disse punkter var virkelig strenge at kæmpe med oveni depressionens modløshed. Jeg er kommet videre med b.la. medicin, men mange af punkterne fastholder mig stadig i et jerngreb af frustration, klaustrofobi og håbløshed. Og det er !!#%+¥@&@?/;”@!!!

© 2018 Hjertefanden

Tema af Anders NorenOp ↑