Kategori: Fordomme (side 1 af 2)

Alkoholikeren og den spiseforstyrrede

Jeg læste en indlæg og kommentarsporet hos Dines, som handlede om, hvordan det er at være pårørende til en alkoholiker. Emner som frygt, ansvar, håb, løsninger, hjælp osv.

Jeg tænkte på min egen situation med spiseforstyrrede børn. Nogen vil sikkert sige, at det slet ikke kan sammenlignes. At dimensionerne er helt forskellige. Det er de også, men jeg genkender især afmagtsfølelsen, frygten og et element af det at være medmisbruger. Forskellen er bare, at her er det mig, der er den voksne. Det ér mit ansvar, og jeg er åbenbart dårlig til at forvalte det? Selvom jeg ved, at jeg har gjort alt, hvad jeg kan*, så frygter jeg en omverden, der tænker, at de sikkert bare er dårligt opdraget.

Når han bliver sulten nok, skal han nok spise det, der blir serveret!
Næh…
Så må man tvinge det i dem! Næh…så kaster de op
De skal bare have lov at svine! Ja, det må de også, men de vil altså helst ikke
Fjern fokus fra det! Gerne, men det betyder endnu mindre madindtag
De skal bare være med til madlavningen! Gør ingen forskel. Ligesom anorektikere kan de sagtens gå op i madlavningen. Snuse til krydderier, smage forsigtigt med spidsen af en lillefinger. Men de spiser det ikke.
Det er nok stemningen ved bordet! Nej…de har heller aldrig åbnet munden i vuggestue, børnehave, hos venner, forældre osv
Jamn får de lov selv at vælge? Selv at hælde op? Offuckingcourse

Smartass er diagnosticeret med en atypisk spiseforstyrrelse, og man kan bare afmægtigt se på, at Diva træder i hans fodspor. Tendenserne er de samme + hun efterligner ham sikkert.

Så jeg bliver nødt til at genindføre kalorietælling, vejning og belønningerne. De klare instrukser, der fungerer for ADD hjernen. Jeg gider det ikke, men jeg kan ikke slippe. Eneste alternativ til egenindsatsen er indlæggelse og sondemad. I don’t think so! Det vil uden tvivl gøre det hele meget værre.

Forskellen – for nu at vende tilbage til alkoholikerens pårørende – er, at trods tabu i begge lejre, så er alkoholismen efterhånden anerkendt som sygdom. Der er mange pårørende, som kan påvirke resten af samfundet i forhold til behandlingstilbud o.lign. Her føler vi os meget alene…

*Alt hvad jeg kan: Måske kan vi komme et stykke videre, hvis vi går all in på sanseintegrationstræning, kraniosakralterapi, zoneterapi, alupunktur o.lign. Men det kræver commitment til at blive fuldtids handicapmor. En tilsidesættelse af den tilgang, jeg har prioriteret vigtigere. Fokus på glæde, tolerance, fokus på ‘vi er ok, og vi har det rart sammen på trods’ fremfor ‘nu er vi et projekt med fokus på et mål’. Det kræver en tilsidesættelse, at det ‘jeg / mig’, jeg med psykiateren og ugentlige sessioner har arbejdet på at give plads i løbet af det sidste år. Det kræver meget af fokuspunkterne, børnene. Og det kræver sikkert også meget af Mand, som jeg bevidst ikke har inddraget som et Vi i tankerne her. For han er også clueless, når det kommer til problematikken. Han er ‘medmisbruger’, men han kan ikke selv se det. Giver det mening?

Piller ved angsten…

Forleden havde jeg besøg af Mina. Jeg beskriver hende ikke nærmere, for jeg ved ikke, om hun har lyst til at blive offentliggjort her. Vi har mødt hinanden i anden sammenhæng, men udover at vi har det rart sammen, så fandt vi hurtigt frem til fællesnævneren, angsten. (så festligt)

Min er under kontrol i øjeblikket. Selv den hyppige hjertebanken er på tilbagetog, og derfor har det ikke været emne på Hjertefanden længe. Men Minas har været on the loose, og jeg vidste det ikke. Hun plejer at få en lille dosis medicin, men var stoppet pga. graviditet. Derfor burde jeg måske have vidst, at det ikke kun var langvarig influenza og mavesyge, der plagede hende.

Men kunne jeg have hjulpet? Det er jeg seriøst i tvivl om. Jeg isolerer mig også, når jeg har det dårligt.

  • Når hun fortæller om at stå i natkjole i sne og frost for at kunne få luft.
  • Når hun bruger udtrykke ‘kan ikke være i mig selv
  • Når hun kynisk siger, at man har lyst til at springe ud fra en bro for at slippe for det.

Det er en altædende, vedvarende, pumpende og led angst, der ikke har et fokus eller en årsag. Den er alt for uoverskuelig til, at man kan forholde sig til andet og andre.

‘Lykkepiller’, ha!

Heldigvis virker medicin godt på os, og derfor er vi trods alt blandt de heldige i bundtet! Det har hun ret i. Så ja, hun popper lyserøde igen, og får snart den baby, hun ville beskytte mod dem.

Jeg tænker meget over betydningen af menneskelig støtte i forhold til hjælp fra kemi i hjernen. Behovet for, at der kommer en voksen og tager over, indfries jo ikke ligefrem af en anden crazy person i oprørte vande. Eller hvad?

Forbandet angst! Forbandet kemi? Jeg vil til enhver tid vælge pillerne…

20130326-105353.jpg

Mere information på arbejdspladserne

Jeg har aftalt en lang opsigelsesperiode på mit job (psyko kalder det en langsom død, haha!). Det var sådan et slags kompromis for at mand kunne sluge udsigten til dårligere økonomi.

Det betyder, at jeg kan tage det stille og roligt og få afsluttet det, der betyder noget for mig selv. Det betyder også, at jeg bedre kan se tingene ovenfra. Som de er eller har været.

Og jeg tænker, at det ikke har været sundt for mig. Der skal mere viden og oplysning til, selvom min arbejdsplads generelt har været meget imødekommende.

Jeg har lyst til at distribuere denne information fra En af Os. Den er værd at læse uanset om du er arbejdsgiver, kollega eller selv en af dem os.

Rimelige tilpasninger på arbejdspladsen for mennesker med psykiske problemer

Hmm tjah…

Jeg har netop læst dette læserbrev på Politiken.dk, og det kan være, det interesserer dig også!? At være ulykkelig i de lykkeliges land

For forvirret, træt og vægelsindet disse dage til reelt at have lyst til at kommentere, men det udtrykker ihvertfald også nogle af mine holdninger. Jeg bliver bare nogen gange usikker på, hvor meget skammen indeni farver oplevelsen af omverdenens syn på deprimerede, depression, psykisk syge osv… Personligt stiller jeg mig gerne til rådighed med fri og åben fortælling om emnet, men samtidig er det jo så langt fra hele mig. Ville sgu nødigt være sådan en, der starter (alle) konversationer med:

Hej. Nu skal du høre. Jeg er/har [indsæt selvvalgt diagnose], og  blablabla

På den anden side ved jeg, at det kan være svært at forstå, at man stadig kæmper med det, hvis man trods alt er kommet så langt, at man magter at give depressionens mørke øjne og fedtede hår en gang sproglig og visuel cover-up.

God og vigtig artikel, men fordi jeg er i det humør, så vil jeg endnu engang henvise til K og hendes blog herestothemisfits.com som udtryk for følelsen af, at man ikke altid får den rigtige hjælp, selvom man beder om den.

Dobbeltmoral

I forrige uge var vi til efterskolernes aften, fordi Smartass gerne vil afsted i 9. Jeg faldt i snak med en viceskoleleder og fortalte åbent om overvejelser relateret til spiseforstyrrelsen, hypersensitivitet og ADD. No problemos indtil jeg bemærkede, at jeg tøvede, da jeg skulle sige et eller andet om mig selv. Jeg var bange for, at de ville stemple ham. Os. Mig. At hun ville tænke:

Stakkels dreng, det er nok pga moderens crazyness, at han har problemer. Og lignende.

Nåmn, min egen tøven går jo stik imod den her blogs lille vendetta mod ‘det psykiske’-tabuet. Og jeg lever jo også dobbeltliv, forstået på den måde, at fx facebook venner kun kender til denne side af mig, hvis de tilfældigt falder over det.

Ja, men det er fordi, jeg ikke vil have, at det skal definere mig, jeg er jo også meget andet!

Fair nok, men det strider jo bare mod… ja, det gør det. Og derfor vil jeg tilstræbe mere #udenFilter, som K er ret god til. Ikke for at gøre sig interessant, tror bare det er sundere. For mig. Så må jeg bare krydse fingre for, at åbenheden ikke afstedkommer en lavine af misforståelser, fejltolkninger og kæmpestore crazy-stempler!

Tossepiller på Instagram

Jeg sad lige og overvejede, om Hjertefanden skulle på #Instagram. Så ville jeg poste real life fotos af sorte rande, de fire vægge i soveværelset*, en vaskeægte psykiater eller en håndfuld tossepiller. Det ville nok blive lidt ensformigt i længden…men noget i mig har bare lyst til at flashe tabuerne. Hver gang jeg får det sådan, overvejer jeg om det er sådan et ‘se mig’-behov (hvor ussel bedriften så end er). Men det er mest, fordi jeg bliver provokeret. Eller seriøst forundret. Fordi blikket i øjnene, når jeg siger: “Jeps, medicin” simpelthen ikke giver mening for mig. (Måske er det medlidenhed, jeg ser?) Men når nu, altså, at den relative effekt føles ligesom dengang, det var nok at supplere med Gerimax ved slattenhed, så burde det ikke være mere odiøst end alle mulige andre medikamenter med bivirkninger, vel?

Men der er lige mange meninger om “lykke”piller som om ADHD børn. Jeg kan præstere insights om begge. Så spørg? Som ex-kollega P, hehe! Hun var ved at sprænges af nysgerrighed over, hvordan der er hos en psykiater. Hun ville have elsket billeder!

(…hvor jeg stadig bor mest. Star wars plakaten er dog røget til fordel for frit kig til resterne af elefantsnot, som ingen har taget sig sammen til at fjerne endnu. Og altså selvom denne parantes blot er en sidebemærkning til noget andet, så får jeg lyst til at tilføje, at det sgu da er lidt underligt med den væg. Altså når nu andre rum i huset skal trækkes med uophængte lærreder, der vælter engang imellem. Især når Roomba kommer for tæt på. Men det gør den ikke i øjeblikket. Hvalpen har kastet op på den, og efter den oplevelse gider den kun at lyse rødt, sige lyde og gå i gang af sig selv engang imellem. Behøver jeg at sige, at der nok går lidt tid, før nogen tager sig sammen til at indlevere den til reperation?

“For fanden, hvorfor gør I det ikke bare?” “Jamn, jeg ved det ikke…”

20121105-133819.jpg

Børnelærdom. Barnemad.

Det er betydningsfuldt, det her. Det er ikke om hverken angst, stress eller depression. Men det er alligevel om et pres på mine skuldre, der nu kan lettes. Med den her artikel om spiseproblemer og kræsenhed hos hypersensitive børn kan jeg sige:

Hold nu kaje!

til det lucky bunch af uvidende, misbilligende, kritiske, bedrevidende, bekymrede, gode-råd-givende, velmenende og tavst anklagende, der har fulgt os, siden Smartass var baby.

Artiklen er skrevet af Ulla Lebahn, som er børneergoterapeut med speciale i arbejde med børn med spisevægring, svær kræsenhed og fobisk tilgang til mad. Læs mere om hendes tilgang, erfaringer og passion for emnet på www.lebahn.dk

Læs den hvis du vil vide mere om, hvorfor nogle børn udvikler ekstrem kræsenhed.
Husk den før du siger:

Jamn, Jesper Juul…

til en fortvivlet mor.
Og giv den til din læge? Vi er nogen, der ville sætte pris på mere kvalificeret hjælp fra børnesundhedpersonale…

Måske tror du, at jeg er hypokonder?

Jeg faldt lige over denne artikel på Twitter. Det er sgu også frygten for at blive kaldt hypokonder, der fik mig til at blive ved med at kæmpe.

Confessions of a hypochondriac

The politics of mental health

Jeg vil bare lige anbefale denne artikel om, hvordan 4 mp’s i UK står frem for at MEDvirke til at MODvirke den stigmatisering der nemt opstår opkring psykisk sårbarhed.

The Guardian, Sunday 29. July The politics of mental health

20120802-153022.jpg

Du skulle tage at [blah blah blah]

Hvis du ikke kan lide min blog, så vil jeg da straks kaste dig i armene på en anden blogger, som bærer en del af skylden for, at den findes. Dines die Infotainer (som er fantastisk!) skrev Når tre single kvinder med styr på det mødes på sin blog, og især kommentarerne nagede mig så meget, at jeg fik behov for at losse mine egne historier ud i verden.

I kommentarfeltet skrev b.la Teresa nogle ting, jeg undrede mig over, men tænkte: Nå, de kender nok bare hinanden… Siden har jeg så fundet hendes superærlige blog, Kaffe og T om at være stress-ramt, og den anbefales. Jeg har læst fra start til slut og vil have mere – fordi vi befinder os i hver sin skvulpende båd.

Og den båd kan man ikke bare vælge / tage sig sammen til / etc. at hoppe ud af!!! Læs lige Kæmp, flygt, spil død og Depression kan skade hjernen(*) og [link], og så kan du komme tilbage hertil og få det skåret ud i pap:

Man kan ikke. Man er syg. Hjernen fungerer ikke, og kroppen tager skade. Man gør det yderste af, hvad man kan, og det hjælper ikke med gode råd om dit og dat. Bland dig uden om ELLLER sæt dig ind i, hvad du som medmenneske, ven, kollega eller pårørende kan gøre. Her er et godt [link].

20120729-145934.jpg

* Endnu mere udførlig artikel Depression, stress og hjernefunktion – moderne depressionsopfattelse af OP Poul Videbech

Ældre indlæg

© 2018 Hjertefanden

Tema af Anders NorenOp ↑