Jeg læste en indlæg og kommentarsporet hos Dines, som handlede om, hvordan det er at være pårørende til en alkoholiker. Emner som frygt, ansvar, håb, løsninger, hjælp osv.
Jeg tænkte på min egen situation med spiseforstyrrede børn. Nogen vil sikkert sige, at det slet ikke kan sammenlignes. At dimensionerne er helt forskellige. Det er de også, men jeg genkender især afmagtsfølelsen, frygten og et element af det at være medmisbruger. Forskellen er bare, at her er det mig, der er den voksne. Det ér mit ansvar, og jeg er åbenbart dårlig til at forvalte det? Selvom jeg ved, at jeg har gjort alt, hvad jeg kan*, så frygter jeg en omverden, der tænker, at de sikkert bare er dårligt opdraget.
Når han bliver sulten nok, skal han nok spise det, der blir serveret! Næh…
Så må man tvinge det i dem! Næh…så kaster de op
De skal bare have lov at svine! Ja, det må de også, men de vil altså helst ikke
Fjern fokus fra det! Gerne, men det betyder endnu mindre madindtag
De skal bare være med til madlavningen! Gør ingen forskel. Ligesom anorektikere kan de sagtens gå op i madlavningen. Snuse til krydderier, smage forsigtigt med spidsen af en lillefinger. Men de spiser det ikke.
Det er nok stemningen ved bordet! Nej…de har heller aldrig åbnet munden i vuggestue, børnehave, hos venner, forældre osv
Jamn får de lov selv at vælge? Selv at hælde op? Offuckingcourse
Smartass er diagnosticeret med en atypisk spiseforstyrrelse, og man kan bare afmægtigt se på, at Diva træder i hans fodspor. Tendenserne er de samme + hun efterligner ham sikkert.
Så jeg bliver nødt til at genindføre kalorietælling, vejning og belønningerne. De klare instrukser, der fungerer for ADD hjernen. Jeg gider det ikke, men jeg kan ikke slippe. Eneste alternativ til egenindsatsen er indlæggelse og sondemad. I don’t think so! Det vil uden tvivl gøre det hele meget værre.
Forskellen – for nu at vende tilbage til alkoholikerens pårørende – er, at trods tabu i begge lejre, så er alkoholismen efterhånden anerkendt som sygdom. Der er mange pårørende, som kan påvirke resten af samfundet i forhold til behandlingstilbud o.lign. Her føler vi os meget alene…
*Alt hvad jeg kan: Måske kan vi komme et stykke videre, hvis vi går all in på sanseintegrationstræning, kraniosakralterapi, zoneterapi, alupunktur o.lign. Men det kræver commitment til at blive fuldtids handicapmor. En tilsidesættelse af den tilgang, jeg har prioriteret vigtigere. Fokus på glæde, tolerance, fokus på ‘vi er ok, og vi har det rart sammen på trods’ fremfor ‘nu er vi et projekt med fokus på et mål’. Det kræver en tilsidesættelse, at det ‘jeg / mig’, jeg med psykiateren og ugentlige sessioner har arbejdet på at give plads i løbet af det sidste år. Det kræver meget af fokuspunkterne, børnene. Og det kræver sikkert også meget af Mand, som jeg bevidst ikke har inddraget som et Vi i tankerne her. For han er også clueless, når det kommer til problematikken. Han er ‘medmisbruger’, men han kan ikke selv se det. Giver det mening?
