Kategori: For at få det bedre

Out of order

Jeg har været trist. Meningsløsheden har sneget sig ind på mig igen. Jeg tænker først, at det er uden grund. Uden årsag. Men det er det nok ikke. Jeg spurgte min mor: “Hvordan undgår man at tage andres smerte på sig?”. For det er det jeg gør, og så kommer angsten, trætheden, håbløsheden. Det er ikke fordi, jeg konstant tænker på mine børn med problemer eller mine veninder med udfordringer som kemo, sygdom, seperation. Det lægger bare en dæmper, som jeg ifølge Psyko skal acceptere for at håndtere. Jeg genkender mønstret nu, og jeg tror, at jeg langt hen ad vejen ved, hvordan jeg skal håndtere det.

I går var jeg ‘ramt’, men lod være med at aflyse en aftale. Gemte og skjulte mig ikke, men nød at min nye ven(som jeg vil kalde Spotte) fik mig til at skraldgrine! Så hentede jeg Diva, og efter en lur hankede jeg op i mig selv og tog hende med på tur i Dyrehaven. “Jeg har altid drømt om at se en bambi”, sagde hun. Og så fik vi også lov at klappe et par stykker. Hun fik mig også til at grine. Hun hører ikke 100%, og det giver sjove fejltagelser. “BØRNEreden…” spurgte hun vantro, da vi kørte forbi et spejder/friluftsted, der hedder Ørnereden.

Hund blev så glad, da vi kom tilbage, så jeg skyndte mig at give hende snor på, og gå Mand i møde ved toget. Vi var så glade (læs: tvinger mig selv til at gøre ting, der glimtvis kan fjerne tomhedsfølelsen) at vi løb. Og vi løb så hurtigt, at jeg faldt. Jeg smækkede hånd og hage i asfalt, så nu sidder jeg med brækket arm, en ordentlig kajeryster og blødende hageforbinding med to sting i.

Jeg håber, jeg kan male i morgen. I dag blir det Netflix. Eller måske endda en tegning. Jeg mærker stadig Sisyfos, mem måske føler børnene sig nu tvunget til at bevæge sig lidt udover egen comfort-zone, så vi kan udvikle os lidt. Mere.

Afsted til slagtehuset

20130814-111341.jpg

Op, op, op og afsted til slagtehuset!

Sådan siger den utroligt morsomme mor i famillien b-menneske, men det er ikke til at vide, hvad børnene tænker. Referencen er klart til børnebogen Ti små grise?, som vi har læst så mange gange. Men grisene undslipper…her slipper børnene ikke for skolen, og jeg har omsider fået lidt frihed igen.

Den brugte jeg så igår på et fysisk kollaps, hvor jeg sov det meste af dagen. Følte mig syg. Var syg. Men måske en kraftig nej-reaktion på karrierecoach’ens seneste forslag!

I dag føles bedre, men den er præget af spørgsmål, jeg ville ønske, jeg kunne svare indsigtsfuldt på. Men jeg kortslutter hver gang jeg prøver. For jeg har kun de svar, der gælder for mig selv, tror jeg. Og det lyder så frelst og generelt, når jeg prøver at skrive det ned. Alt sådan noget med accept, mod til at være tro mod sig selv, fokusere på glæde, sige fra.

Huske at det er en sygdom, der faktisk næres af det, jeg foretrækker! Fx. er jeg jo ikke særlig social, men det SKAL jeg. Så jeg siger JA, men accepterer når jeg ikke kunne alligevel.

Mormor-ben

Skylder a-kasse damen en update. Jeg var forudindtaget, men 1. møde gik godt, og vi havde en konstruktiv dialog. Det var rigtig dejligt! Så mangler blot lidt stillingtagen til mit liv.

Da jeg var 18, tog jeg efter studentereksamen på det obligatoriske au-pair ophold i Paris. Dvs. det var ikke meningen, at jeg skulle være au-pair, men nogle forviklinger omkring et kollegieværelse i universitetsbyen gjorde, at det endte med et værelse i en forstad. Sammen med min veninde. Vi skulle arbejde et par timer dagligt, og så havde vi resten af tiden fri til at følge nogle studier på la Sorbonne, og hvad vi ellers havde lyst til. Det var vi ikke ret gode til at administrere, så lidt trøstespisning satte sig fast. Og så var det, at min storebror sagde, at jeg havde fået mormor-ben. Og med det mente han nok de der stolpelignende, nylonbeklædte stænger, der i værste fald stikker ud under en knælang polyestersag. Sikke en brormand, hva’?

De kilo røg siden af i løbet af en sommer, hvor jeg levede af makrelmadder og lakridskonfekt, og det er squ ret mærkeligt. Hvad der også er mærkeligt er, at jeg faktisk troede, at jeg har ret godt styr på det der kost. Det er et madhelvede herhjemme, (men det kræver et indlæg for sig selv) og min egen manglende madglæde er ikke blevet bedre af, at jeg i de senere år igen er begyndt at tage på på sådan en uflatterende måde. Sådan muffintop-agtigt. Det føles meget fremmed, og jeg har tilskrevet det enten stress, hormoner, alder eller medicin. For jeg spiser ikke for meget, og jeg spiser sundt. Troede jeg.

Google-ing det med hormoner har ført mig omkring glykæmisk indeks, insulin resistens, biosignature, anti-PCO, LCHF, Christian Bidtz og Arne Astrup, Anne Bech og modefænomenet palæo. Så lemminge-agtigt tænkte jeg, at jeg ville prøve at undlade de fødevarer, der skaber udsving i blodsukkerniveauet. 2 uger og jeg er fuldstændig målløs over forandringerne! Jeg spiste sundt udfra grønt- og groft-principperne. Men proportionerne var forkerte. For lidt protein, for meget kulhydrat, hvilket på mig skabte depoter. Nice to know. Virkelig!

Blot til info, så har jeg ikke registreret nogen kostrelaterede ændringer til psyken. Psyko siger også, at min krop reagerer som den skal. Jeg skal såmænd bare respektere og kommunikere mine grænser til omverdenen. Ha! Ha! Ha! Som om det ikke er hele kernen i problemstillingen – at jeg reagerer på andres behov og overhører mine egne. Nå, men det er jo ongoing…

20130519-125516.jpg

20130521-115340.jpg

Elvis has left the building

Done! Jeg har skåret navlestrengen til en virksomhed, der har været mit professionelle liv i over 10 år – og det føles som den rigtige beslutning.

20130324-084042.jpg

Nå. Så det er bare min egen skyld?

Min egen skyld, at jeg har det dårligt. At dagen er grå og trummerummen er endeløs.

Gu’ er det da røv!

sagde jeg til Ibi i går og til Mand i forgårs.

Det føles bare sådan.

Jeg kan ellers pege på her og der af uhensigtsmæssigheder og sammenhænge, der har skubbet. Og skubber! Det er som om, der blir kollektiv døvhed og øjne så store som tekopper, når jeg siger, at jeg ikke har det godt. ‘Cry wolf’ fordi det har stået på så længe eller ‘så er det vidst heller ikke værre’? For jeg tager mig jo sammen, og det er den version, de ser.

Men er du klar over, hvor akavet det er at være en pleaser, når Teflon vrider sig som friskfanget fisk på en skoldhed pande? Over noget så big bad motherfucking pinligt som usikkerhed og tvivl?

Jamn jeeez, det skal jeg da ikke udsætte dig for. Skru need! Låg på! Nu!!!

Så han kan bløbbe rundt i fortsat uvidenhed …

Jeg har nemlig taget en beslutning og sagt at jeg ikke vil være med længere. Fordi det ikke er godt for mig, og fordi det giver mere håb at gå i den modsatte retning. Og jeg har allerede lidt mindre panik og lede. Yay!

Leger at jeg er mig selv igen

Det er ret usædvanligt at jeg har valgt at gå ind til en uge med (for mig) så mange arrangementer. Hele tre selvvalgte oven i de mere pligt-agtige (inkl. pandekagefest i 0.C. Medbring selv pandekager…jeg er allerede træt).

Nå men efter ugens aftale med Psyko, skal jeg i morgen mødes med søde K. Hun er altid fuld af krudt og kvalitet, men hun har bestemt også sit at slås med, så det kan også blive ret følelsesladet, I’m afraid. Anyways, hun blogger også, og det er ikke for sjov! Læs bla. om hendes møde med psykiatrienwww.herestothemisfits.com

Tirsdag aften skal jeg til et foredrag med Den Store Blærerøv, Mads Christensen. Og jeg ved egentlig ikke hvorfor, for jeg forventer sgu ikke ligefrem at få udvidet mine horisonter. Men han har jo jokket i spinaten og provokeret flere gange offentligt og halv-offentligt, og hvem ved om han gør det igen. Tror nemt han kan antænde min indre feminist!

Onsdag aften står den på et (forhåbentlig) sjovt og inspirerende arrangement med Stylecoach Tini Owild. Jeg er besnæret af mange af hendes ideer og forslag, men jeg er også ret forbeholden, når det kommer til stykket.Yay-agtig fornemmelse det må være at følge hendes tøj-diæt, som går ud på at skille sig af med alt det tøj, man ikke har haft på mindst tolv gange i det forløbne år. Så er det bare jeg tænker, at depress-hedens joggingbukser nok ikke bør være vejviser for en identitetskommunikerende og selvtillidsbyggende tøjstil fremover, vel? Men jeg glæder mig og håber på guldkorn mod tøjmani og -stress. Fx. det press der opstår, hvis man skal til en eller anden fin fest. As if!

Altsammen er så fint, når jeg tænker på det. Jeg ved bare, at jo mere det nærmer sig, jo mere begynder jeg at opfinde undskyldninger for ikke at tage afsted alligevel. Så er der det med at møde mennesker, føle mig forkert, være træt, gå i mørket, alene osv. Så synes jeg, jeg har hovedpine… eller forkølet…sygt barn? Jeg ved det bare. Pis!

© 2018 Hjertefanden

Tema af Anders NorenOp ↑