Kategori: Familie (side 4 af 5)

Juleaften 2012

Jeg har egentlig slet ikke tid til det her. Mand kalder…noget med en and. Der laves nemlig konfekt, og han har sit hyr med at få Radar og Diva til at holde stykkerne på det anstændige niveau sådan størrelsesmæssigt.

Jamn fa-ar! Jeg var lige gået i gang med at lave en bil.

Smartass deltager ikke endnu. Han hader selvfølgelig marcipan etc. Heldigvis kan udsigten til sjov med frugtfarve godt friste, så han alligevel stikker fingrene i.

I anledning af julen bryder jeg stilen med de tegnede illustrationer og smækker det nyeste akrylmaleri på. Det passer så fint som årets julekort, og det er lavet som et forsøg. Jeg skulle se, om jeg kunne male i ‘hjertefanden’ stil. Det fik bare lige lidt mere frugtfarve!

Tak for i år og glædelig jul til alle!

 

Alter ego (gl. dame fra Bornholm)

Når der løber crazy blod i familien, så er der vel ikke noget at sige til, at man måske blir lidt følsomt anlagt, vel? Det er nu ikke fordi, jeg selv har været i nærkontakt med de mest ekstreme, meeeen når det regner på præsten… whatever.

Det er min bedstemors fødselsdag i dag!” sagde jeg. I går. “Men er hun ikke død?” svarede Diva. “Jo, jo…men alligevel…!“. Åbenbart en dato, jeg kan huske.

Min bedstemor var til sidst en hjemmeboende næsten-90årig. Hun vær lærerinde fra København, som flyttede til Bornholm og mødte min bedstefar, som var fraskilt. Hun var 30, han var 60. 4 børn i løbet af 4 år, og resten af livet i et rødt bindingsværkshus. Lyden af bølger var konstant og beroligende, når man skulle sove, og jeg forstår godt, at hun nægtede at flytte.

Jeg må hellere skynde mig at slå fast, at det ikke var hos hende, crazy blodet rullede! Men tankerne om hende mindede mig om, at Usynlig aftenen før sagde, at min sjæl da vidst er fra Bornholm. Fordi hun ved, at jeg har mærket fligen af den skabertrang, jeg har genkendt i famillien på øen.

Jeg troede ikke, at jeg havde det i mig. Trangen til at udtrykke mig selv gennem ord, tegninger, malerier etc. Men det blevet vigtigt og hjælper mig til at fokusere og forstå. Jeg har tidligere skrevet, at jeg er en gammel dame. Nu er jeg blevet en gammel dame fra Bornholm. Hun har ikke et navn (som Sneglcilles ‘Preben’), men hun dukker alligevel op til julefrokoster, og får mig til at føle mig isoleret, lidt hjælpeløs. Frustreret over gerne at ville fjolle rundt, men handicappet på evnen. Trods snaps. Sku’ måske have prøvet med likør?

Anne

Verden tog en drejning og sagde farvel til Anne i dag. Jeg har stukket hovedet i en busk, og deltog derfor ikke. Det var først, da sket var sket og gråden pressede på, at jeg indså, hvor meget en tilstedeværelse egentlig betyder for en lille pige. For hun har formet mig, uden jeg vidste det. Og ikke fordi hun ville det. Min mors veninde. Min bedstevenindes mor. En særlig tryghed i hendes knus.

Mine særlige minder ( som fx en fantastisk følelse af frihed og forundring, da vi, en børneflok på bagsædet af hendes knaldfarvede folkevognsboble, fandt ud af at man kunne kigge ud af huller i bunden af bilen og se vejen suse afsted udover bakkerne mod Roskilde ), og min hjerteknugende bekymring og medfølelse for hendes del af børneflokken, vil jeg hovedsagelig holde for mig selv.

Det som er relevant i forhold til shitfuckfandens depression etc. er betydningen af at have en Anne i sit liv. Ikke bare for mig, men for børnenes skyld. Andre mødre. Andre måder. Andre der øsler med omsorg, interesse, et særligt grin og en enorm evne til at sprede hygge.

Savnet er voldsomt, når det mangler. Anne…farvel!

Fjorten

For meget snart 14 år siden fødte jeg lille Smartass. Sandaler i snevejr og på vej i taxien knugede jeg et stress-hjerte*, men sagde ikke et pip. Det ER for mig den største glæde, det øjeblik hvor man lige har født. En ubeskrivelig ro i mig, der skylles ned med hospitalskaffe og saftevand. Smartass var en bloble af fryd, og vi kunne aldrig have forudset, hvor svært han nu har haft det.

Hans fødselsdag for to år siden var gennemført rædselsfuld! Han græd og græd og skældte ud, fordi alt var helt forkert. Radar græd også. Af sympati og forskrækkelse. Jeg selv var lammet af et chok, der kun var i begyndelsesfasen.

I år han han længe ønsket sig et kamera, som han også selv har sparet et stort beløb sammen til. Mand og jeg er uenige omkring strategien for afholdelse af fødselsdag, mht. ADD-barnets behov for beroligelse og forudsigelighed. Men det er småting!

Han er glad. Resocialiseret og fuldt integreret i den klasse, han paktisk talt havde isoleret sig fra. Han er tynd og han frygter, at hans krop tager skade. Men han er her igen. Min lille boble jeg på et tidspunkt frygtede, jeg havde mistet for altid.

Og det er en glæde, der nærer håb, når andet går skævt. Det skal det, og det gør det. Amen.

20121201-150501.jpg

Hvor er opladeren?

Hmm… Ja. Jeg havde så misforstået det hele. Der lå en masse omsorg bag snakken om opsigelsesvarsel. Ikke et ultimatum. Godt så! Hjalp det så?

Tværtimod. Jeg er helt færdig. Fladmast. Træt.

Havde kaffe-date med mor til en af Divas veninder. Det var dejligt, hyggeligt og meget overraskende, at hun også er angst-ramt. Så vi fik os lige en snak…

Og så afslutning på netværksmøde på børnepsyk. En oplæsning af fund ved seneste test. Mand er nu helt færdig over at genkende sig selv så meget i det. Eller også er læsset bare også blevet for tungt for ham.

Jeg burde hente et stort lærred st male på, men orker ikke at møde nogen. Og nogle vinterstøvler til de der børn. Og nogle vinterdæk til den der bil. Og noget energi og et liv.

 

Tossepiller på Instagram

Jeg sad lige og overvejede, om Hjertefanden skulle på #Instagram. Så ville jeg poste real life fotos af sorte rande, de fire vægge i soveværelset*, en vaskeægte psykiater eller en håndfuld tossepiller. Det ville nok blive lidt ensformigt i længden…men noget i mig har bare lyst til at flashe tabuerne. Hver gang jeg får det sådan, overvejer jeg om det er sådan et ‘se mig’-behov (hvor ussel bedriften så end er). Men det er mest, fordi jeg bliver provokeret. Eller seriøst forundret. Fordi blikket i øjnene, når jeg siger: “Jeps, medicin” simpelthen ikke giver mening for mig. (Måske er det medlidenhed, jeg ser?) Men når nu, altså, at den relative effekt føles ligesom dengang, det var nok at supplere med Gerimax ved slattenhed, så burde det ikke være mere odiøst end alle mulige andre medikamenter med bivirkninger, vel?

Men der er lige mange meninger om “lykke”piller som om ADHD børn. Jeg kan præstere insights om begge. Så spørg? Som ex-kollega P, hehe! Hun var ved at sprænges af nysgerrighed over, hvordan der er hos en psykiater. Hun ville have elsket billeder!

(…hvor jeg stadig bor mest. Star wars plakaten er dog røget til fordel for frit kig til resterne af elefantsnot, som ingen har taget sig sammen til at fjerne endnu. Og altså selvom denne parantes blot er en sidebemærkning til noget andet, så får jeg lyst til at tilføje, at det sgu da er lidt underligt med den væg. Altså når nu andre rum i huset skal trækkes med uophængte lærreder, der vælter engang imellem. Især når Roomba kommer for tæt på. Men det gør den ikke i øjeblikket. Hvalpen har kastet op på den, og efter den oplevelse gider den kun at lyse rødt, sige lyde og gå i gang af sig selv engang imellem. Behøver jeg at sige, at der nok går lidt tid, før nogen tager sig sammen til at indlevere den til reperation?

“For fanden, hvorfor gør I det ikke bare?” “Jamn, jeg ved det ikke…”

20121105-133819.jpg

Ret og pligt

På en måde blir man jo træt af at høre sig selv hælde vand ud af ørerne, jammer på jammer. Og man kan forestille sig reaktioner, som:

Ah så sluk dog for den Cure plade og hold op med at have så ondt af dig selv!

Og indimellem tænker jeg, at nej nu gider jeg sgu ikke det her mere. NU! Nu, tager jeg ja-hatten på og bevæger mig ud i livet igen. Tager mig sammen, fro og frisk! Jeg har jo kunnet før. Måske er det bare indbildning? Måske kan jeg godt, hvis jeg bare vil. Det. Nok… Og så blir jeg træt. Jeg kan godt nå at sætte gang i noget tjuhej og dullegrej, og aktivere børnene og gå i gang med noget planlægning med Mand. Og så pludselig, mens jeg vender ryggen til, fiser energien ud, og jeg finder mig selv modløs og opgivende midt i en bevægelse.

Jeg er stadig ikke god til at kræve, nyde og udnytte ego-ønsker. Med det resultat, at jeg føler at dagen har været eeen lang servicering af andre. Også selv om det ikke er rigtigt. Det er noget med, at visse aktiviteter kræver ro, og jeg starter ikke på dem, når jeg ved, at der er en sandsynlighed for: Mooar?!

I efterårsferien har jeg ikke været alene på den måde, jeg har brug for. De andre har jo lissom også lov til at være her. Jeg er bare så satans populær, at de hver især gerne vil have mig 100%, og så mange har jeg jo slet ikke. Men det er ikke svært at regne ud, at regnestykket ikke går op til min fordel.

I dag sagde Mand til mig:

“Det er din pligt at passe på dig selv”

, fordi jeg hulkende og hikstende forsøgte at forklare den loyalitet eller pligtfølelse jeg har i forhold til visse dele af mit arbejde. Jeg har nemlig igen rodet mig ud i noget, jeg ikke burde rode mig ud i – men jeg føler, at det er min pligt.

Og Psyko snakker om, at jeg skal sætte grænser. Men hvad så hvis man enten ikke kan høre eller se mine grænser, eller bare ikke er enig i, at de skal være lige der. Eller måske bare er ligeglad med dem. Hvad er det så, man skal forestille at gøre ved det?

Ja, du skal sgu ikke kigge på mig! Jeg kender da ikke svaret!

 

Børnelærdom. Barnemad.

Det er betydningsfuldt, det her. Det er ikke om hverken angst, stress eller depression. Men det er alligevel om et pres på mine skuldre, der nu kan lettes. Med den her artikel om spiseproblemer og kræsenhed hos hypersensitive børn kan jeg sige:

Hold nu kaje!

til det lucky bunch af uvidende, misbilligende, kritiske, bedrevidende, bekymrede, gode-råd-givende, velmenende og tavst anklagende, der har fulgt os, siden Smartass var baby.

Artiklen er skrevet af Ulla Lebahn, som er børneergoterapeut med speciale i arbejde med børn med spisevægring, svær kræsenhed og fobisk tilgang til mad. Læs mere om hendes tilgang, erfaringer og passion for emnet på www.lebahn.dk

Læs den hvis du vil vide mere om, hvorfor nogle børn udvikler ekstrem kræsenhed.
Husk den før du siger:

Jamn, Jesper Juul…

til en fortvivlet mor.
Og giv den til din læge? Vi er nogen, der ville sætte pris på mere kvalificeret hjælp fra børnesundhedpersonale…

Gå ud og køb en softice!

…sagde Psyko til mig, da jeg gik sidste gang. Han mente selvfølgelig, at jeg skal tillade mig selv at gøre det, jeg har lyst til. “Det kan jeg ikke tåle*” var jo så ikke helt det rigtige svar, men det er jo så ligemeget. Got the message.

Neeejj, det gør du altså bare ikke!

Det har Usynlig sagt flere gange. Fordi det er fuldstændig ligesom at få et barn mere, en lang forpligtelse…og jeg har jo lissom nok på min tallerken allerede, ikke? Trods det ( …og en lille skræk for at fortælle hende det) byder familien velkommen til et nyt medlem næste uge.

Hej Hund!

Jamn fordi jeg tror, at det kan booste glæden herhjemme. Og ret meget længere er den egentlig ikke! Jeg synes, jeg har pligt til at prøve at gøre det, der gør mig glad, selvom det har nogle omkostninger. Selvom det er en ny baby, så er det jo ikke kun mig, der dur. Ikke KUN mig og den totale afhængighed.

Til gengæld er det mig, der glæder mig til gummistøvler, grimt tøj og skov i regnvejr. Jeg glæder mig til de implicitte rutiner, som vores lille familie har så godt af (og som vi pt. kun kan finde ud af at skabe vha. skemaer og straf/belønninger). Og jeg glæder mig til at give Radar lidt mere af den tryghed og loooove, som han bare aldrig kan få nok af. Når jeg så ser mig selv som hundedame, så glemmer jeg alt det, jeg ikke kan.

Så overvejer jeg kraftigt at melde mig som indsamler til d. 7. Oktober og slæbe mand, børn og Hund med noget af vejen. Problemet er bare, at jeg jo er temmelig fremmed-menneske-sky, og et eller andet sted vil det jo være dumt at opbruge mine manglende ressourcer på det…3 timers ringen på hos fremmede er måske lige i overkanten. Selvom det føles forkert ikke at kunne bruge nogle timer på at give, er jeg jo begyndt at lytte (og forstå):

Du skal tænke på dig selv først! Dernæst på din familie! Det vigtigste er, at du selv får det bedre! Du kan ikke redde hele verden! Du hjælper ingen, hvis du ikke passer på dig selv. Du skal gøre det, der gør dig glad!

Godt så! Hund gør mig glad. Jeg er ikke sikker på, at det gør mig ægte glad at indsamle. Det gir mig dårlig samvittighed ikke at stille op, men det er ikke helt det samme.

Men nogen blir jo nødt til at hjælpe, ikke sandt? Så jeg har smidt et banner for indsamlingen på sitet. Jeg håber på, at der er en af jer derude, som ikke kan lade være…

Vil gerne have 1 stk. frihed, plz

Et liv i byen, kultur, fritidstilbud og cafebesøg? Et udfordrende og udviklende job med implicit socialt liv. Jeg køber sgu lige et par støvler! Eller måske ro og fred på landet? (aka det lidt for lille hus i sovebyen). Nærhed. Tryghed. En hund, som er Radars store ønske. Tid til at male. Virkelig stram økonomi.

Jeg ved ikke, hvad der er bedst for mig. Er det, der er bedst for mig, også bedst for min familie?

Først skrev jeg noget jammer og klynk. Så kom jeg i tanke om, at det egentlig ikke er det, der er fokus i den her blog. Jeg vil gerne beskrive mine facts, så andre kan se konkrete erfaringer, de måske kan relatere sig til. Så nu kommer der noget på listeform (…og så har jeg flyttet piveriet ned i bunden – det kan du bare springe over)

  • Det er 1,5 år siden, at jeg startede på sygemeldinger af varieret karakter
  • Det er 1 år siden og efter eget ønske, at jeg startede på arbejde igen – 9t om ugen
  • Tanken var, at jeg over 3 mdr skulle trappe langsomt op til fuld tid – 34t
  • Det viste sig urealistisk, og efter 3,5 mrd fik medicinen endnu et nyk opad og et arbejdstid-max af lægen – 25t
  • Sygedagpenge refusion til min arbejdsgiver så ud til at stoppe, så jeg blev bedt om en kontraktmæssig nedgang til det antal timer, jeg magter.
  • De sidste 3-4 mdr har jeg derfor haft lønnedgang og – 20t
  • Det er svært at klare omstillingen mellem fri-liv og job-liv, og det var først i en lang sommerferie for et par mdr siden, at jeg opdagede / erkendte / anerkendte, og det også i høj grad er jobbet og/eller miljøet der, der stresser mig.
  • Pt prøver jeg på at finde ud af, hvilket liv der vil gøre mig glad
  • Jeg ved ikke, om man kan konkludere, at jeg startede for tidligt på arbejde igen

Virkelig dårlig uge! Psyko (psykiateren; overhovedet ikke spor psyko…men så sjov er jeg altså) sagde, at al min syge-influenza-halløj sikkert er psykosomatisk. Jeg er sur, trist og træt af mit job. Og Radar har det svært socialt for tiden, så

“Hej Deja Vu!”

Jeg troede, jeg var klogere. Jeg troede faktisk, at jeg havde lært noget. Bare ikke nok, tilsyneladende. Eller dvs. jeg venter lige. Måske blir jeg friskere i næste måned? Måske får jeg en god rutine…Gu gør jeg røv!

 

Ældre indlæg Nyere indlæg

© 2022 Hjertefanden

Tema af Anders NorenOp ↑