Kategori: Familie (side 3 af 5)

Out of order

Jeg har været trist. Meningsløsheden har sneget sig ind på mig igen. Jeg tænker først, at det er uden grund. Uden årsag. Men det er det nok ikke. Jeg spurgte min mor: “Hvordan undgår man at tage andres smerte på sig?”. For det er det jeg gør, og så kommer angsten, trætheden, håbløsheden. Det er ikke fordi, jeg konstant tænker på mine børn med problemer eller mine veninder med udfordringer som kemo, sygdom, seperation. Det lægger bare en dæmper, som jeg ifølge Psyko skal acceptere for at håndtere. Jeg genkender mønstret nu, og jeg tror, at jeg langt hen ad vejen ved, hvordan jeg skal håndtere det.

I går var jeg ‘ramt’, men lod være med at aflyse en aftale. Gemte og skjulte mig ikke, men nød at min nye ven(som jeg vil kalde Spotte) fik mig til at skraldgrine! Så hentede jeg Diva, og efter en lur hankede jeg op i mig selv og tog hende med på tur i Dyrehaven. “Jeg har altid drømt om at se en bambi”, sagde hun. Og så fik vi også lov at klappe et par stykker. Hun fik mig også til at grine. Hun hører ikke 100%, og det giver sjove fejltagelser. “BØRNEreden…” spurgte hun vantro, da vi kørte forbi et spejder/friluftsted, der hedder Ørnereden.

Hund blev så glad, da vi kom tilbage, så jeg skyndte mig at give hende snor på, og gå Mand i møde ved toget. Vi var så glade (læs: tvinger mig selv til at gøre ting, der glimtvis kan fjerne tomhedsfølelsen) at vi løb. Og vi løb så hurtigt, at jeg faldt. Jeg smækkede hånd og hage i asfalt, så nu sidder jeg med brækket arm, en ordentlig kajeryster og blødende hageforbinding med to sting i.

Jeg håber, jeg kan male i morgen. I dag blir det Netflix. Eller måske endda en tegning. Jeg mærker stadig Sisyfos, mem måske føler børnene sig nu tvunget til at bevæge sig lidt udover egen comfort-zone, så vi kan udvikle os lidt. Mere.

Fanden i helvede!

Diva har altid bandet som en tyrk. Aner da virklig ikke, hvor hun har det fra! Drengene har altid afholdt sig fra den slags, og vi blir helt paf, når de vover sig ud i noget “fååårk” og den slags. Diva er bramfri og siger gladeligt “diller”, “for helvede” og “røv” i samme sætning, uden der blir slået så hårdt ned på det. Og det ER en sær kombi med det lortesprog i lyserødt BarbieLittleFriendsPonyPetShopKittyPrinsesser-universet.

I dag blev jeg mere eller mindre vækket af Mand, der løb rundt og råbte “Pis, pis, pis!”, fordi der var et tog, der skulle nås. Og på sådan lidt overfladisk niveau, fortsatte dagen sådan.

Måtte slæbe Smartass til lægen, og gik derfra med BMI-tal på 13,9, D-vitamin mangel, henvisning til fysioterapi, og en aftale mellem lægen og jeg, om at han skal tage på NU. Smartass var skidesur, og han har egentlig ikke haft helt den bevågenhed i dag, som jeg lige havde committed mig til. Det skyldes delvis, at jeg i desperation over denne madkontrol klaustrofobi, måtte skabe lidt forandring ved at bakse rundt på møblementet i soveværelset.

Delvis er det fordi, det ikke kun er Smartass. Det er også Radar. Han skal til gengæld tabe sig, og det er næsten lige så vigtigt. Så han er på diæt og har været hos kinesisk læge og akupunktør i dag. Vi skulle hæve penge i City Vest, og der fik jeg rig lejlighed til at forklare Diva noget om tørklæder og religion. Det er 100%, at hun ikke forstod det – og selvom hun er ovre den alder, hvor de lukker alt muligt pinligt ud, har jeg på fornemmelsen, at vores snak lige skal følges op…

Hun tog det sidste energi ud af både Radar og jeg med et besøg i ‘Fatter BR’, så kørte vi om kap og vinkede til den gode ex-chef, og så stak hund af i det mudrede sumpområde. Mand ringede og fortalte, at toget ikke var kommet… Pis!Pis!Pis! “Det’ bare så ty’kist” (Diva)

Status er: 1 barn der skal have 2400kcal og et der skal have 1600. Og det hele registrerer vi jeg lige i ShapeUpClub. Lorteklub at være medlem af!

På Samsø

Er det her en forstenet knogle? Jeg har fundet den på stranden. På Samsø. Der hvor vi plejer at holde ferie er cykelstien flad og lige uden de store udsving hen til campingpladsen med hoppeborg og minigolf. Det er en oplevelse i sig selv at tage afsted på herrecykel med løst sæde og forsøge at holde trit med den næsten 7-åriges ivrige snak og slingren på lidt for stor leje-cykel. Tilføj sol og Danmark og jordbær når de er bedst, og placér familien fucked-up i idyllen med fætre og kusiner. Det er safe-ground og trygt, selvom de alle har deres særpræg og noget at slås med – og det ER sgu fedt at se dem finde hinanden på kryds og tværs. Fordi! og på trods.

De voksne snakker om dengang, de selv var børn. Og om nutid og især om hundene, som liiige skal pisse territorier af (…eller hænge i mors skørter…). Vores unge dame har nok at se til med fætrene Det umage par:

Og jeg? Hvordan klarer jeg den konstante hurlumhej i sommeridyllen? Indimellem drikker jeg mine bobler alene og spekulerer over, hvorfor jeg i glimt er forstemt og angst. Resten af tiden nyder jeg egentlig, at jeg bedre kan være til stede, når ferien ikke implicit er en alt for kort nedtælling til den dagligdags trummerum, man ikke orker.

Er der egentlig regler for, hvor tryghedssøgende og stille man kan være uden at være forstenet?

Søndag morgen

Trægheden er vedvarende.Smartass tager nærmest kun føde til sig, når jeg serverer det for ham, og jeg gør mit bedste for ikke at føle mig lænket til et ammebarn igen. Der er ikke rigtig nogen udvikling skråstreg ansvarstagen hos ham (eller Mand for den sags skyld), og det er voldsomt frustrerende, når jeg tænker over det. Så det prøver jeg på at lade være med…
Jeg er efterhånden også selv blevet så træt af det her, at jeg er på nippet til at sige, at jeg hader mad. Det gør jeg ikke, men jeg gider bare ikke beskæftige mig med det – og det kan man ikke bare, når man har valgt at blive mor til tre. Så jeg læser opskrifter, køber ind, prøver at gøre det lækkert og indbydende (og sundt). Og jeg synes, at fælles måltider er vigtige. Og de skal være hyggelige og rare som fælles fixpunkt for familien. Det er mit ideal, og jeg kæmper den daglige kamp for at det skal lykkes.

Men når jeg er alene, så rager det mig en papand. Så æder jeg af emballagen, og det skal bare overstås, så jeg ikke er sulten. Jeg nyder, når det smager godt, men derudover… nada. Nogen gange tænker jeg på, om børnene er så vanskelige omkring mad, FORDI deres mor udsender mixede signaler. At de som spæde er blevet bange for mad, fordi der som fødemiddelallergiker er madvarer, jeg ikke spiser. For jeg tager jo automatisk skylden for alt på mig. Men aaarh, det er vidst at tillægge en detalje for meget værdi, og Smartass har jo diagnoser, der ikke er skyldrelaterede.

Hmm…det jeg vil frem til er:

Hold da kæft, hvor ville jeg ønske, at der var nogen, der gjorde det for mig!

I den kommende uge starter jeg hos en såkaldt karrierecoach. Han skal hjælpe mig med at finde ud af, hvordan jeg bedst får balanceret det her familieliv i forhold til job. Juhuu! Yay! Har jeg det store forhåbninger? Not really…

Mormor-ben

Skylder a-kasse damen en update. Jeg var forudindtaget, men 1. møde gik godt, og vi havde en konstruktiv dialog. Det var rigtig dejligt! Så mangler blot lidt stillingtagen til mit liv.

Da jeg var 18, tog jeg efter studentereksamen på det obligatoriske au-pair ophold i Paris. Dvs. det var ikke meningen, at jeg skulle være au-pair, men nogle forviklinger omkring et kollegieværelse i universitetsbyen gjorde, at det endte med et værelse i en forstad. Sammen med min veninde. Vi skulle arbejde et par timer dagligt, og så havde vi resten af tiden fri til at følge nogle studier på la Sorbonne, og hvad vi ellers havde lyst til. Det var vi ikke ret gode til at administrere, så lidt trøstespisning satte sig fast. Og så var det, at min storebror sagde, at jeg havde fået mormor-ben. Og med det mente han nok de der stolpelignende, nylonbeklædte stænger, der i værste fald stikker ud under en knælang polyestersag. Sikke en brormand, hva’?

De kilo røg siden af i løbet af en sommer, hvor jeg levede af makrelmadder og lakridskonfekt, og det er squ ret mærkeligt. Hvad der også er mærkeligt er, at jeg faktisk troede, at jeg har ret godt styr på det der kost. Det er et madhelvede herhjemme, (men det kræver et indlæg for sig selv) og min egen manglende madglæde er ikke blevet bedre af, at jeg i de senere år igen er begyndt at tage på på sådan en uflatterende måde. Sådan muffintop-agtigt. Det føles meget fremmed, og jeg har tilskrevet det enten stress, hormoner, alder eller medicin. For jeg spiser ikke for meget, og jeg spiser sundt. Troede jeg.

Google-ing det med hormoner har ført mig omkring glykæmisk indeks, insulin resistens, biosignature, anti-PCO, LCHF, Christian Bidtz og Arne Astrup, Anne Bech og modefænomenet palæo. Så lemminge-agtigt tænkte jeg, at jeg ville prøve at undlade de fødevarer, der skaber udsving i blodsukkerniveauet. 2 uger og jeg er fuldstændig målløs over forandringerne! Jeg spiste sundt udfra grønt- og groft-principperne. Men proportionerne var forkerte. For lidt protein, for meget kulhydrat, hvilket på mig skabte depoter. Nice to know. Virkelig!

Blot til info, så har jeg ikke registreret nogen kostrelaterede ændringer til psyken. Psyko siger også, at min krop reagerer som den skal. Jeg skal såmænd bare respektere og kommunikere mine grænser til omverdenen. Ha! Ha! Ha! Som om det ikke er hele kernen i problemstillingen – at jeg reagerer på andres behov og overhører mine egne. Nå, men det er jo ongoing…

20130519-125516.jpg

20130521-115340.jpg

Hjertedræner

Konfirmation overstået. Dreng glad. Forældre bestået, hehe!

Ugen efter lockout således succesfuldt startet med en blå mandag. Så en dag med to børn til øjenlæge med dryppede øjne, sløret syn og store pupiller. Som vi så topper med en 1. Maj fridag, fordi lærerne holder fri eller skal ud og kæmpe.

Jeg er syg efter alenetid ovenpå den her ufrivillige ferie. Tid uden flimmer og snak og “Moar” og støtten og trøsten i et væk. 3 stk. ikke særlig robuste børn med hvad dertil hører af følelser, jalousi, usikkerhed og tvivl kræver en jævn strøm af tilpassede krav, forsikringer, forståelse, ros og fokus på lige præcis den enkeltes særlige kvaliteter. Det er en balancegang at give hvert barn ‘nok’, og nu er jeg træt og trænger til at blive ladet op.

Men det er alligevel påfaldende, hvor meget bedre mit humør har været, siden jeg forlod ex-arbejdspladsen. Præsten (som er helt fantastisk) til konfirmationen havde valgt at tale om hjerter i prædikenen. Om at de kan være kolde, varme, af sten, knuste, store etc. Hver konfirmand fik et rødt plasthjerte med en vædske i, som kan varme hjertet op. Hvis man trænger til at blive varmet!

Hun brugte Nephews ‘Hjertestarter’ som eksempel på en tekst, der så fint kunne beskrive depression og den livsnødvendige effekt af ekstern assistance. Hun opfordrede de gryende voksne til at fungere som hjertestartere for hinanden. Med kærlighed, interesse, omsorg. Jeg sad og tænkte på Hjertefanden, og jeg blev rørt.

Når fanden næres af omgivelserne. Når fanden ikke kan mærke blæsten. Når fanden ikke orker en venlig med-konfirmand. Så er det dumt at kæmpe. Så skal benene altså åbenbart bare på nakken i en vis fart!

NEPHEW: Hjertestarter

Vesterhav, kom nu og blæs mig i gang
Vesterhav, kom nu og blæs mig i gang
Hjertestarter
Hjertestarter
Hjertestarter
Vesterhav, kom nu og blæs mig i gang
Vesterhav, kom nu og blæs mig i gang
Hjertestarter
Vesterhav, kom nu og blæs mig i gang
Hey, kom nu, champagneløftestang

Kan ikke se noget
Kan ikke høre noget
Kan ikke bruge nogen
Kan ikke være nogen
Kan ikke skatte noget
Kan ikke fatte noget
Kan ikke lide nogen
Kan ikke give nogen noget
Fyld mere salt på
Fyld mere malt i
Sæt mere strøm til
Fyld flere drømme i mig

Blæs mig igennem som et mælkebøttefnug,
Der kæmper for at få lov at give slip
Blæs mig til grunden som en udstue,
Der aldrig skulle have været ført op

Vesterhav, kom nu og blæs mig i gang
Vesterhav, kom nu og blæs mig i gang
Hjertestarter
Vesterhav, kom nu og blæs mig i gang
Hey, kom nu, champagneløftestang
Hjertestarter

Hjertestarter [x16]

Alkoholikeren og den spiseforstyrrede

Jeg læste en indlæg og kommentarsporet hos Dines, som handlede om, hvordan det er at være pårørende til en alkoholiker. Emner som frygt, ansvar, håb, løsninger, hjælp osv.

Jeg tænkte på min egen situation med spiseforstyrrede børn. Nogen vil sikkert sige, at det slet ikke kan sammenlignes. At dimensionerne er helt forskellige. Det er de også, men jeg genkender især afmagtsfølelsen, frygten og et element af det at være medmisbruger. Forskellen er bare, at her er det mig, der er den voksne. Det ér mit ansvar, og jeg er åbenbart dårlig til at forvalte det? Selvom jeg ved, at jeg har gjort alt, hvad jeg kan*, så frygter jeg en omverden, der tænker, at de sikkert bare er dårligt opdraget.

Når han bliver sulten nok, skal han nok spise det, der blir serveret!
Næh…
Så må man tvinge det i dem! Næh…så kaster de op
De skal bare have lov at svine! Ja, det må de også, men de vil altså helst ikke
Fjern fokus fra det! Gerne, men det betyder endnu mindre madindtag
De skal bare være med til madlavningen! Gør ingen forskel. Ligesom anorektikere kan de sagtens gå op i madlavningen. Snuse til krydderier, smage forsigtigt med spidsen af en lillefinger. Men de spiser det ikke.
Det er nok stemningen ved bordet! Nej…de har heller aldrig åbnet munden i vuggestue, børnehave, hos venner, forældre osv
Jamn får de lov selv at vælge? Selv at hælde op? Offuckingcourse

Smartass er diagnosticeret med en atypisk spiseforstyrrelse, og man kan bare afmægtigt se på, at Diva træder i hans fodspor. Tendenserne er de samme + hun efterligner ham sikkert.

Så jeg bliver nødt til at genindføre kalorietælling, vejning og belønningerne. De klare instrukser, der fungerer for ADD hjernen. Jeg gider det ikke, men jeg kan ikke slippe. Eneste alternativ til egenindsatsen er indlæggelse og sondemad. I don’t think so! Det vil uden tvivl gøre det hele meget værre.

Forskellen – for nu at vende tilbage til alkoholikerens pårørende – er, at trods tabu i begge lejre, så er alkoholismen efterhånden anerkendt som sygdom. Der er mange pårørende, som kan påvirke resten af samfundet i forhold til behandlingstilbud o.lign. Her føler vi os meget alene…

*Alt hvad jeg kan: Måske kan vi komme et stykke videre, hvis vi går all in på sanseintegrationstræning, kraniosakralterapi, zoneterapi, alupunktur o.lign. Men det kræver commitment til at blive fuldtids handicapmor. En tilsidesættelse af den tilgang, jeg har prioriteret vigtigere. Fokus på glæde, tolerance, fokus på ‘vi er ok, og vi har det rart sammen på trods’ fremfor ‘nu er vi et projekt med fokus på et mål’. Det kræver en tilsidesættelse, at det ‘jeg / mig’, jeg med psykiateren og ugentlige sessioner har arbejdet på at give plads i løbet af det sidste år. Det kræver meget af fokuspunkterne, børnene. Og det kræver sikkert også meget af Mand, som jeg bevidst ikke har inddraget som et Vi i tankerne her. For han er også clueless, når det kommer til problematikken. Han er ‘medmisbruger’, men han kan ikke selv se det. Giver det mening?

Status – 1. lockoutdag

Min søde pige er den, der har det svært i øjeblikket, og jeg ved egentlig ikke, om lockouten af skolelærerne er godt eller dårligt for hende. Hun vil ikke i SFO. Hun vil hellere tilbringe dage klistret op ad mig eller fjernsyn – afbrudt af sessions med anklagende blikke og

Jeg keder mig

Derfor piskede vi afsted på cyklerne, så hun kunne komme til musik kl. 15. Vi var der præcis kl. 16:06! Altså…jeg ved ikke…noget med sommertid. Scheiße!

Og gassen er gået af ballonen nu. Hun har lige hylet jeg ved ikke hvor længe, fordi hun var sulten. Men hun vil ikke spise, og dermed kører det hele i ring for mig pga Smartass. Jeeez, hvad er det med de børn? Heldigvis har jeg jo lært nogle ting på børnepsyk, og derfor går jeg ikke udadtil med på dramaet. Men det suger al luft ud af én… Og når jeg siger fra. og holdt. og stop. nu! Så bløder Radars hjerte for hende, og han er nu gået i gang med ‘aktivitet kagebagning’ med hende.

Så nu bløder mit hjerte for dem begge. Jeg frygter virkelig en lang lockout.

 

M. Mor. Moder

Hjemme hos os er det mig, der er moderen med stort M. Det er måske selvfølgeligt, eftersom det er mig, der har født børnene? Jo, men det er vel forskelligt, hvor stor en del af ens identitet, der er dedikeret til selve mor-rollen, ikke? Og der er nok også forskel på, hvor meget man påtager sig hhv. den praktiske og/eller den følelsesmæssige mor-identitet/-funktion. Ja? Er du med so far?

Jeg vil sige, at jeg nok selv er fullblown mor på det følelsesmæssige plan. På det praktiske plan har jeg mere af rollen, end jeg egentlig gider. Måske er det en erkendelse, jeg har gjort. Måske er det bare, fordi jeg ikke magter de samme ting, jeg evnede tidligere. Ihvertfald tørrer jeg gladeligt planlægning, kontrol og planlægning af på Mand, hvis jeg kan komme til det. Desværre lykkes det sjældent…

Anyway, jeg er moderen, de alle stimler sammen om for at blive kildet på ryggen, nusset og trøstet (nu også hunden!). Når jeg kommer ind ad døren, blir jeg mødt af:

Jeg er suuulten!

Skal udtales lidendeanklagende.

Og fx flyrejser forbinder jeg med 3 børn på skødet, mens Mand sidder og sover et andet sted.

Jeg ville jo så gerne give dem alt det bedste af kærlighed, glæde, kreativitet, styrke og klogskab. Men lige nu tror jeg mest, at fokus er, at samhørighedsfølelse og fælles grin skal overskygge de udfordringer og overbliksvanskeligheder den her diagnosefamilie skal lære at acceptere.

Men idag er en af de dage, hvor jeg har svært ved at holde det ud. Jeg opdager, at energien siver, og at jeg blir trist, når jeg vender ryggen til. Og derfor tilbage til det med at være Moder. For selvom jeg synes, at det går helt godt for tiden, (så godt at mit forvirrede indre et øjeblik overvejede, om jeg overhovedet fortsat har stof nok til den her blog. Haha!) så kan jeg pludselig godt mærke, at jeg er sindssygt dårlig til at rumme det, hvis De 3 er kede af det. Det f*cker mere med min underbevidsthed, end jeg egentlig vidste. Men den erkendelse er jo guld værd, er den ikke? Altså også selvom det er irriterende?

20130330-160855.jpg

Dobbeltmoral

I forrige uge var vi til efterskolernes aften, fordi Smartass gerne vil afsted i 9. Jeg faldt i snak med en viceskoleleder og fortalte åbent om overvejelser relateret til spiseforstyrrelsen, hypersensitivitet og ADD. No problemos indtil jeg bemærkede, at jeg tøvede, da jeg skulle sige et eller andet om mig selv. Jeg var bange for, at de ville stemple ham. Os. Mig. At hun ville tænke:

Stakkels dreng, det er nok pga moderens crazyness, at han har problemer. Og lignende.

Nåmn, min egen tøven går jo stik imod den her blogs lille vendetta mod ‘det psykiske’-tabuet. Og jeg lever jo også dobbeltliv, forstået på den måde, at fx facebook venner kun kender til denne side af mig, hvis de tilfældigt falder over det.

Ja, men det er fordi, jeg ikke vil have, at det skal definere mig, jeg er jo også meget andet!

Fair nok, men det strider jo bare mod… ja, det gør det. Og derfor vil jeg tilstræbe mere #udenFilter, som K er ret god til. Ikke for at gøre sig interessant, tror bare det er sundere. For mig. Så må jeg bare krydse fingre for, at åbenheden ikke afstedkommer en lavine af misforståelser, fejltolkninger og kæmpestore crazy-stempler!

Ældre indlæg Nyere indlæg

© 2022 Hjertefanden

Tema af Anders NorenOp ↑