Kategori: Depression (side 2 af 3)

Ramt af natten

Slambam endnu en morgen i sort humør, endda på Radars fødselsdag.

Jeg har engang læst, at nogen har virkelig slemme nætter, men ro om dagen. Andre har det dårligt i vågen tilstand, men har ro, når de sover.

Og så er der undtagelserne. Os der krydrer det depressive med drabelige, angstfyldte natlige mareridt. Hvor man ikke kan holde ud at være vågen men bange for rædslerne, når man lukker øjnene. Det er heldigvis ikke status pt., men det gør mig rasende at gå ‘normal’ i søvn, men vågne op drømmepåvirket og til rotterne.

Nogen gange kan jeg huske, hvad drømmene handlede om. Oplevelser der bliver siddende i kroppen. Andre gange er jeg bare påvirket, men handlingslammet og i dårligt humør. Som i dag. Sur og ugidelig med gallopperende hjerte. I dag ved jeg, at jeg skal i gang for at få det bedre. Andre gange er kuren kun fred og ro…for helved!

Ok, så er det nu!

Double trouble

Update#2: Hvad vil jeg egentlig sige med det her? Hvis det ikke blot skal handle om mig, men give værdi for andre – i relation til erfaret viden om stress, angst? Det er nok 2 lidt nedernklicheagtige indsigter:

Det er sindsygt trættende at være ubeslutsom. Og frustrerende at halse efter andres behov. Det tager megalang tid at komme ud af en depression, hvis alle rammer er uændrede. Løsningerne skal nogen gange findes andre steder, end man troede

UPDATE: Mand har læst nedenstående. Han siger, han er helt lost. Fatter ikke en dyt. “Var det ikke dig, der var en gammel dame?” Ahm, det er da også megaforvirrende, hvem og hvad jeg er! ;-)

Indtil videre arter 2013 sig nogenlunde. Der har hverken været de helt sorte dage eller influenza. Lidt gråhed, lidt pandehulebetændelse og lidt morgensurhedskaos. Det er vidst bare, hvad man kan forvente af en gammel dame i halvfrisk forpakning.

Damen har en søster. En værre skrappedulle, der altid ved præcis, hvad der skal gøres. Eller rettere hvad der bør gøres. For hun er sgu ikke meget bedre selv, selvom hun både kan planlægge og så’ noget. Men stresse! Stresse det kan hun til overflod, så man blir helt forpustet. De her to søstre er uadskillelige, men konstant jappende på hinanden. Det er en evig konkurrence, hvem der er bedst, og en pest at lægge krop til.

Jeg er connected med en tidligere boss på LinkedIn, og han har lavet en forretning ud af b.la. at bruge Enneagrammet som ledelsesværktøj. Han postede en eller anden artikel fornylig, og så gik jeg i test-fælden. Resultatet gav ‘sjovt nok’ først rigtig mening da Psyko kastede lys over det mærkelige i, at jeg pludselig har energi til at færdiggøre en opgave, jeg egentlig havde opgivet.

Kontrol dræber kreativiteten

Andres såvel som egen kontrol, vel at mærke! For essensen af enneagram testen var noget i retning af: “Arh…det kan vidst ikke passe. Totalt uforenelige størrelser”.

Men jeg skal vidst bare slippe hestene løs og bede hende mokke-søsteren klappe i for en tid. Der skal samarbejde til. Så skal det nok gå det hele.

 

Nå. Så det er bare min egen skyld?

Min egen skyld, at jeg har det dårligt. At dagen er grå og trummerummen er endeløs.

Gu’ er det da røv!

sagde jeg til Ibi i går og til Mand i forgårs.

Det føles bare sådan.

Jeg kan ellers pege på her og der af uhensigtsmæssigheder og sammenhænge, der har skubbet. Og skubber! Det er som om, der blir kollektiv døvhed og øjne så store som tekopper, når jeg siger, at jeg ikke har det godt. ‘Cry wolf’ fordi det har stået på så længe eller ‘så er det vidst heller ikke værre’? For jeg tager mig jo sammen, og det er den version, de ser.

Men er du klar over, hvor akavet det er at være en pleaser, når Teflon vrider sig som friskfanget fisk på en skoldhed pande? Over noget så big bad motherfucking pinligt som usikkerhed og tvivl?

Jamn jeeez, det skal jeg da ikke udsætte dig for. Skru need! Låg på! Nu!!!

Så han kan bløbbe rundt i fortsat uvidenhed …

Jeg har nemlig taget en beslutning og sagt at jeg ikke vil være med længere. Fordi det ikke er godt for mig, og fordi det giver mere håb at gå i den modsatte retning. Og jeg har allerede lidt mindre panik og lede. Yay!

Tankekværnen

Når det kværner rundt i hovedet. Når man skal beslutte noget og ikke kan. Når det gør ondt inden i. Når alternativet er at sove.

Det er ikke fordi … Jeg kender godt den mere tvangsprægede tilgang til:

Huskede jeg at låse? Må hellere tjekke!

Eller: “Når jeg skal til at bladre i avisen og mine øjne så kommer til at strejfe noget, jeg kommer til at læse et par ord af, så SKAL jeg bladre tilbage og læse mere / finde ud af hvad der stod. Også selv om jeg godt ved, at det ikke er noget, der interesserer mig! Sport fx.” Så irriterende. Nogen gange snyder jeg, men så blir det siddende, så jeg ikke kan koncentrere mig, og så blir jeg alligevel nødt til at bladre tilbage og læse et eller andet uinteressant. Nåeh ja, og dødsannoncer. Dem kan man ikke springe over.

Jeg er meget hurtig til at skabe nye vaner for mig selv, og det kan irritere mig ret meget. Af samme årsag ser jeg ikke ret meget fjernsyn. Kukkassen nøjes ikke med lillefingeren, og så sidder man der eften efter aften. Det gider jeg ikke. Men iPad’en har snuppet pladsen, og i stedet for at foretage mig noget fornuftigt (som fx at læse Andrea Baks blog Mental Floss, som jeg fik anbefalet af @jacobchr på Twitter), så har jeg mine tomhjernede rutiner, som gir nogenlunde neutrale tilstande indvendig.

Favoritter i ikke-prioriteret rækkefølge

  • Målrettet online shopping efter en eller anden specifik beklædningsgenstand, som jeg ikke kan beslutte mig til at købe, når det kommer til stykket
  • Laurits.com scrollen, ufokuseret og uden at byde på noget
  • Wordfeud
  • Mindfeud
  • Hyppig rundtur, tre mailadresser, to twitteraccounts, LinkedIn og Facebook
  • Blog læsning og nyhedsmedier
  • Bare sådan surfing…fx hemmeligstalke nogen man kendte engang og som nu er succesfyldte og glade, så selvpineriet kan holdes ved lige eller i gangsættes
Tænk hvad man kunne gøre i stedet, hvis man ikke var så mentalt, fysisk og følelsesmæssigt udmattet hele tiden? Gå-tur med Hund begynder at kunne bruges lidt på samme måde. Ud i luft, pind og ganske få krav. Og bevægelse er jo essentielt for et udfordret sind. Man skal bare lige stå op først…

Nu klynker jeg…jeg skrider, hej!

En af de dage

Hvor jeg er megatræt. Hvor jeg ikke kan tage mig sammen til at gå i bad. Hvor hjertet hamrer. Hvor jeg ikke ved, hvad jeg skal. Hvor jeg allerede er negativ over at skulle lave aftensmad. Hvor tøjet strammer. Hvor jeg ikke kan overskue at tage til fødselsdag hos BFF i morgen. Hvor hunden jagter katten. Hvor efterårsferien er på vej mod afslutning. Hvor hverdagen truer. Hvor jeg ikke kan overskue en skid. Hvor jeg ikke kan tage mig sammen. Hvor jeg ikke gider noget…

Sidder den ondelyneme og tænker, at det kunne være rart ind i mellem at have en klon, stand-in, robot-whatever der indimellem kunne spille mit liv for mig. Jamn, Jeesuz hvad skal jeg så? Altså imens?

Jamn jeg trænger bare til at hvile mig lidt

Hej til vink med en vognstang! Som jeg stadig ikke forstår…

Nowhere

I morges da det som sædvanlig gik hu-hej med madpakker og unger ud ad døren, kom jeg i tanke om, hvordan jeg indimellem har haft det. Sygemeldt og irritabel-spændt-til-bristepunktet utålmodigt ventende på, at sidste familiemedlem var taget afsted. Så jeg kunne tage til Nowhere, til de kom hjem igen.

Det kommer nemt til at lyde som om, at de er en pest, en belastning, og at jeg ikke holder af dem… men de er ubetinget det vigtigste i mit liv!

Jeg kunne ikke holde ud at være sammen med dem, fordi jeg ikke havde noget at give. Jeg var en skal med en uvasket maske, der af al kraft forsøgte at være nærværende. Til stede. Men hvis jeg ikke tog mig sammen, tog jeg også til Nowhere, når de var der – og sådan en mor vil jeg ikke være! Så det var en lettelse, når de smuttede…så var der kun mig og mit trætte hjerte.

Endelig ro. Låst dør. I soveværelset. Under dynen. Bare lad mig være!

20120903-233811.jpg

*Nowhere er depressionslandet, som beskrives i Tredie stadie, Fosterstilling

Mærkeligt, hårdt og godt

Jeg kan se på det hele, at der er nogle emner, der er sværere at skrive end andre. Måske fordi der skal mange detaljer med (og så gider jeg ikke). Men mere sandsynligt undgår jeg dem, der af en eller anden grund gør nas. For det gør sgu nas at forholde sig til et år i slåbrok…(faktisk har jeg ikke sådan en, men ordet passer egentlig så fint. Slå-brok. Slåbrok. Gad vide hvor det ord kommer fra !?).

Nå altså, jeg er jo stadig svag. Måske opgraderet til housecoat. Lidt finere og måske nyvasket, men stadig en, der dækker for uanede mængder af rynket, ubrugeligt flomme, som skulle tage at gå på kur og forsvinde!

Anyways…hav tålmodighed. Skal nok komme dertil. Det er jo ikke engang sikkert, at du opdager, hvilke emner, der bringer tårerne frem, stadigvæk. Og det er godt at skrive, det hjælper – også selvom man kunne frygte et navlepille’sk setback.

Andet stadie, kan-ikke-mere

Dårlig samvittighed
Skyldfølelse
Koncentrationsbesvær
Irritabel
Udmattelse
Infektionssygdomme
Upålidelig

Sygdom igangsatte næste fase. Gennem halvanden måned var jeg på 3x pencillin pga hoste, smerter…muligvis lungebetændelse, muligvis ikke. Jeg lå i sengen, og på arbejdsdage slæbte jeg mig direkte hjem under dynen.

Samtidig var der den familiemæssige situation, som gjorde, at al fritid blev brugt på at forsøge at forstå, hvad vi skulle gøre. Jeg var syg af bekymring og følte mig mere og mere presset

Når jeg blev hjemme for at passe på mit barn, havde jeg dårlig samvittighed. Gik jo fra at være pligtopfyldende og pro-aktiv til at levere en temmelig slatten indsats. Selvom jeg virkelig prøvede kunne jeg ikke koncentrere mig, og jeg blev ofte nødt til at tage hjem, fordi fx drengene var røget i totterne på hinanden.

Jeg opgav min ledelsesfunktion, fordi jeg ikke kunne være bekendt at være så fjern og upålidelig. En af mine kollegaer har siden sagt, at jeg ikke kunne koncentrere mig om at føre en almindelig samtale.

Når jeg var på arbejde, havde jeg også dårlig samvittighed over for min familie. “De er jo det vigtigste, hvordan er det, du prioriterer?!”, sved det inden i.

Og så var jeg jo så sindssygt overvældende udmattet – og på det her tidspunkt havde jeg ikke forstået, at det var nødvendigt med hvile og ro.

I et forbindelse med et af mine egne lægebesøg, fik vi endelig hjælp til vores søn, og hans vej ud blev desværre min vej ind i depressionen.

20120812-105113.jpg

Måske tror du, at jeg er hypokonder?

Jeg faldt lige over denne artikel på Twitter. Det er sgu også frygten for at blive kaldt hypokonder, der fik mig til at blive ved med at kæmpe.

Confessions of a hypochondriac

Tilskuer til opløsning

Det er Smartass, det handler om her. Elleve et halv år var han glad (tilsyneladende), fuld af selvtillid og med masser af venner. Han var vores ukomplicerede barn. Ham, der tog let på tingene. Ham, der ikke bekymrede sig.

Men så begyndte han at beklage sig over ondt i foden (læge > platfod > indlæg), som gav ham problemer med fx. at spille fodbold. Han oplevede, at en gruppe af venner pludselig blev irriterede på ham. Specielt een anden dreng gik det skævt med. I sommerferien var han tvær og konfliktsøgende. Efter sommerferien legede han ikke med nogen. Han havde stadig store problemer med pågældende dreng, og vi forsøgte at hjælpe (tale med forældrene etc.) Han blev holdt udenfor, og selvom vi støttede ham, det bedste vi havde lært, så hjalp det ikke.

Efter efterårsferien brød han sammen. Han græd og græd og græd, og lukkede pludselig op for alt muligt, han havde undladt at fortælle. Han havde spillet sit glad-dreng-skuespil længe, og det var rystende at opdage! Pludselig kunne jeg godt genkende det bestemte smil, han lavde, når det var alt-er-fint-masken.

Så fulgte en lang, rædselsfuld periode. Jeg laver nogle at de mest betydningsfulde lows i andre, mindre indlæg, for der bliver for meget her.

Symptomer

  • Han syntes, at alt var kedeligt. Han kunne bruge en weekend på at ligge på gulvet med sin dyne, fordi der ikke var noget, han havde lyst til.
  • Han græd meget og ville ikke i skole
  • Han ville ikke spise
  • Han var bange
  • Han kunne ikke falde i søvn, og man skulle sidde ved ham
  • Han var konfliktsøgende og vred
  • Han bekrymrede sig og spandt lange udredninger om, hvorfor man ikke kunne ændre på de ting, der var problematiske. Fx. at man jo ikke kan blive til noget (berømt) i sådan et lille land som DK (!)
  • Derfor var han også voldsomt stresset over at skulle nå at blive den dygtigste til noget NU

Hjælp…?

  • Hans lærere kunne ikke se problemet. Han tog jo masken på i skolen (masken er hans eget udtryk). De observerede ham en tid, og konstaterede at han heller ikke gjorde det nemt for sig selv (han har en udpræget retfærdighedssans). Desuden havde der været nogle episoder, hvor han var blevet så agressiv, at nogle var blevet forskrækkede. Forholdet til den anden dreng ville de ikke ind på. Djævelen i mig siger, at det til dels skyldes, at moderen også er lærer på skolen, men det er nok uretfærdigt. Det var unge lærere, og de havde nok ikke tilstrækkelig erfaring – ihvertfald kan vi konstatere, at hverken skolens pædagogiske leder eller skolens rektor var blevet informeret/taget med på råd.
  • Lægen…selvfølgelig kom han til læge! Jeg lavede en aftale og udtrykte bekymring om depression. Det mente hun ikke. Hun sagde, at hun da godt kunne forstå, at han var ked af det mht. klassen. Men eget initiativ og så holde op med at være så kræsen, var det, der skulle til. Vi skulle komme igen 1 uge eller 14 dg senere. Accepterede jeg det? Ja Hvorfor dog? Ved det ikke… Da der ikke var bedring næste gang, bad jeg om en henvisning til børnepsykolog. Jeg fik henvisning til en bestemt, god een.
  • Psykologen…phew, jeg orker faktisk ikke rigtig ikke rigtig skrive mere. Skal vi ikke bare konstatere, at det var penge ud af vinduet. Hun var clueless. Slet ikke på rette spor.

20120819-105442.jpg

Ældre indlæg Nyere indlæg

© 2018 Hjertefanden

Tema af Anders NorenOp ↑