Depression – Hjertefanden

Kategori: Depression (side 1 af 3)

My Little Pony lærdom

9. februar 2014 / hjertefanden / 0 kommentarer

Diva elsker My Little Pony. Hun tegner dem, leger dem, snakker om dem dag og nat, og så konsumerer hun dem i store mængder på iPad især. Og det foregår tæt på mig. Hun klæber jo.

Det betyder, at jeg kan referere dele af film. Delvist kender de rigtige farver på dyrene. Og delvist forstår fascinationen.

Der er en af de her pony’er, der hver uge skal sende et brev til en princesse, hvori der står, hvad hun har lært om venskab i løbet af ugen. Ahm, hvor er det egentlig bare en god idé, slog det mig pludselig.

Jeg ved ikke, om jeg har lært noget om venskab i den fortløbne uge. Det er ikke min spidskompetence. Jeg er usocial, glemmer at svare på søde hilsner, svær at lave en aftale med og sådan. Men ifølge Psyko er det vigtigt, at jeg har nogle kontakter, så jeg prøver…trods alt.

Men hvis du vil høre, hvad jeg har lært sådan generelt, så vil jeg forsøge at liste det her:

– At jeg ikke kan følge med mine egne tanker. Jeg overvejer, om vi alle har enten ADHD, stress eller depression, og det er så håbløst, at jeg bare er nædt til at vælge at grine af det :-D
– At det er minimalt begrænset, hvad der ikke er oppe til diskussion i mit hoved. Om hvor vidt jeg gider/orker eller ej. Jeg ville ønske, at der var nogen i mit hus, der havde evnen til bare at gøre ting, fordi det gør man/skal man. Altså pr. refleks. (Hint: Vi er i husholdningsafdelingen nu). Jeg er så træt, at jeg nærmest kun agerer uden at tænke om jeg gider, når det drejer sig om toiletbesøg. Da jeg fortalte denne erkendelse til mand, spurgte han, om jeg altid har haft det sådan. Eller om jeg mon er blevet smittet af ham. Jeg kan ikke svare på det, for jeg kan ikke huske det. Men jeg ved, at jeg gør færre pligt-ting nu, fordi jeg har sluppet noget af angsten for ikke at være god nok og blive (for)dømt på mine husmor-kompetencer. Og det er godt! Det ville bare være rart at have bare lidt mere energi.
– at alting lysner en lille smule, når der kommer luft til hjernen på en lang tur med hund. Men med reference til ovenstående, så kræver det en beslutning om, at man godt gider…
– at bekymring over børn og spiseforstyrrelser sidder som en tung sort sten i min mave.
– at der i slutningen af den film, der hedder Rabbit Hole er en scene, der krævede tårer, fordi den mindede om den tilgang til livet, jeg præsterer, når jeg balancerer på kanten af mørket.
– at jeg har gjort det uendelig besværligt for mig selv at tegne på det forkerte papir. Det er jo succes at opleve en helt anden hast, men alligevel…
– at jeg tit holder alt det her bla bla for mig selv, men i dag har jeg bare behov for at kyle ordene ud i rummet. Det er ved at boble over, og det er skideirriterende.

Hvad skete der lige dér?

7. februar 2014 / hjertefanden / 0 kommentarer

…så gik der lige en måned. Mindst. Det er ikke fordi der pludselig er fryd og gammen i det lille hjem. Det er heller ikke fordi, jeg ikke gider. Tiden går bare…

Jeg kæmper lidt med mørket. Både det udenfor og det indeni. Jeg gider ingenting, jeg er træt og opgivende. Men jeg forlader mig på erfaring og Psykos ord, så forhåbentlig svinder det med forår. Kæp i hjulet er blot, at jeg venter på en operation i håndledet, som inden længe vil reducere min venstre arm til en gang gipsindviklet jammer.

Radar stortrives på sin nye skole, så dér er en kæmpe sten på ingen tid blevet til ro og glæde i hjertet. Han klarer det så flot og vokser som menneske, samtidig med at hvalpefedtet lige så stille svinder. Smartass er for så vidt uforandret. Humør og spiseforstyrrelse lider med vinteren, men det har været en bonus, at han motiveres af de klare bedømmelser, der følger med 8. klasses karaktergivning. Diva minder i sit forhold til mad så meget om Smartass, at det er sindssygt bekymrende. Og det orker jeg ikke at gå ind i nu. For det er fredag, og så truer slik og GT og X-factor, og det er gentagelser, jeg både hader og elsker.

For meget flimmer

1. december 2013 / hjertefanden / 2 kommentarer

Jeg kan ikke ret godt lide nisser. Eller klovne. Måske er det den påtagede gladhed. Måske er det de skrigende farver, der generer min æstetiske sans. Det er bare en konstatering – ikke noget der har en særlig betydning. Det er reelt kun kravlenisser, jeg nægter at lukke ind.

Det er 1. december, og jeg stresser allerede. Der er også adskillige fødselsdage, der kræver særlige ritualer og ikke mindst gaver. Og én gave = potentielt skuffede forventninger. Mange gaver = uoverskueligt mange forventninger. Der er ingen tvivl om, at jeg stadig er præget af Smartass’ 12 års fødselsdag, som var helt igennem rædselsfuld fra start til slut. Han græd og græd, fordi han følte sig misforstået, og Radar græd og græd af sympati og forvirring. Jeg burde vel kunne slippe det? Nåmn, det kan jeg så ikke.

Jeg shopper igennem på nettet, men må alligevel ud i menneskemylderet og stå i kø. Og svede. Det var en gang, jeg elskede det. Det gør jeg bare ikke mere. Jeg har gråd i halsen og vil bare hjem, og efter en ellers hyggelig formiddag på Radars nye skole, kom der bare lige plus på læsset, da han sagde: “Husk advendtsgaver!”. Fuck!

Forude venter også de obligatoriske julehygge-arrangementer med æbleskiver og forældresnak. Juleklippedag er heldigvis overstået. Jeg hader, hader, hader det, men det er bare en af de ting, jeg ikke kan slippe for. Dog melder jeg pas på at danse støvledans og boogie-woogie i hallen med 0-3. klassers børn og forældre. Dér bryder socialfobien ud i al sin pragt, og flugtgenet råber.

Da Diva var mindre, grinede vi meget af et udtryk, hun brugte. Når der var noget, hun ikke ville: Sige undskyld, give et knus, sige goddag, rydde op osv. så sagde hun:

Jeg har ikke flere!

Og jeg har så at sige genoptaget brugen af det, for hele familien ved, hvad det betyder.

I dag har jeg ikke flere. Og jeg gider ikke noget. Og jeg er træt. Magasin burde sende alt sit habengut til Syrien, og vi andre burde slappe lidt af. Men det kan jeg sgu ikke overbevise mine børn om. Den mundfuld er nok for stor for børn, der er opdraget af en gadget-far og en shopaholic-mor. Pis!

Hoved og hale

1. november 2013 / hjertefanden / 0 kommentarer

Jeg har alt for meget på hjerte. Det er ikke så meget fanden, der rumsterer derinde. Det er bare fyldt op med alt muligt, hjernen hverken kan finde hoved eller hale i. Det er også noget rod, at det er så lang tid siden, jeg har skrevet her. Men jeg har ikke haft lyst. Jeg pusler med tanker, jeg værner om. Jeg er tilsyneladende blufærdig omkring de ønsker og håb jeg har for fremtiden.

Jeg synes stadig ikke, at det her med mit liv er en dans på roser. Jeg synes ofte, at det er sindssygt besværligt. Og lige nu gør hunden af isterningemaskinen i køleskabet…

Out of order

1. oktober 2013 / hjertefanden / 0 kommentarer

Jeg har været trist. Meningsløsheden har sneget sig ind på mig igen. Jeg tænker først, at det er uden grund. Uden årsag. Men det er det nok ikke. Jeg spurgte min mor: “Hvordan undgår man at tage andres smerte på sig?”. For det er det jeg gør, og så kommer angsten, trætheden, håbløsheden. Det er ikke fordi, jeg konstant tænker på mine børn med problemer eller mine veninder med udfordringer som kemo, sygdom, seperation. Det lægger bare en dæmper, som jeg ifølge Psyko skal acceptere for at håndtere. Jeg genkender mønstret nu, og jeg tror, at jeg langt hen ad vejen ved, hvordan jeg skal håndtere det.

I går var jeg ‘ramt’, men lod være med at aflyse en aftale. Gemte og skjulte mig ikke, men nød at min nye ven(som jeg vil kalde Spotte) fik mig til at skraldgrine! Så hentede jeg Diva, og efter en lur hankede jeg op i mig selv og tog hende med på tur i Dyrehaven. “Jeg har altid drømt om at se en bambi”, sagde hun. Og så fik vi også lov at klappe et par stykker. Hun fik mig også til at grine. Hun hører ikke 100%, og det giver sjove fejltagelser. “BØRNEreden…” spurgte hun vantro, da vi kørte forbi et spejder/friluftsted, der hedder Ørnereden.

Hund blev så glad, da vi kom tilbage, så jeg skyndte mig at give hende snor på, og gå Mand i møde ved toget. Vi var så glade (læs: tvinger mig selv til at gøre ting, der glimtvis kan fjerne tomhedsfølelsen) at vi løb. Og vi løb så hurtigt, at jeg faldt. Jeg smækkede hånd og hage i asfalt, så nu sidder jeg med brækket arm, en ordentlig kajeryster og blødende hageforbinding med to sting i.

Jeg håber, jeg kan male i morgen. I dag blir det Netflix. Eller måske endda en tegning. Jeg mærker stadig Sisyfos, mem måske føler børnene sig nu tvunget til at bevæge sig lidt udover egen comfort-zone, så vi kan udvikle os lidt. Mere.

Afsted til slagtehuset

14. august 2013 / hjertefanden / 0 kommentarer

Op, op, op og afsted til slagtehuset!

Sådan siger den utroligt morsomme mor i famillien b-menneske, men det er ikke til at vide, hvad børnene tænker. Referencen er klart til børnebogen Ti små grise?, som vi har læst så mange gange. Men grisene undslipper…her slipper børnene ikke for skolen, og jeg har omsider fået lidt frihed igen.

Den brugte jeg så igår på et fysisk kollaps, hvor jeg sov det meste af dagen. Følte mig syg. Var syg. Men måske en kraftig nej-reaktion på karrierecoach’ens seneste forslag!

I dag føles bedre, men den er præget af spørgsmål, jeg ville ønske, jeg kunne svare indsigtsfuldt på. Men jeg kortslutter hver gang jeg prøver. For jeg har kun de svar, der gælder for mig selv, tror jeg. Og det lyder så frelst og generelt, når jeg prøver at skrive det ned. Alt sådan noget med accept, mod til at være tro mod sig selv, fokusere på glæde, sige fra.

Huske at det er en sygdom, der faktisk næres af det, jeg foretrækker! Fx. er jeg jo ikke særlig social, men det SKAL jeg. Så jeg siger JA, men accepterer når jeg ikke kunne alligevel.

Goddag hjerne, din snydepels!

9. august 2013 / hjertefanden / 0 kommentarer

Gårsdagens overmod med mig-centreret indsigt skal så belønnes med sortseer mismod i dag. For det meste er det overvejende træthed, der overmander mig og kommer med stikkende bemærkninger til selvværdet. I dag er det vidst hele rullegardinet, der er trukket ned. Eller fluenet, hvor det er mig, der er fluen.

Mand og jeg har diskuteret noget ret essentielt omkring depression, hvordan det føles, hvad der hjælper… Om det hjælper at blive hevet ud i livet og tvinge smilet(omend kunstigt) frem. Når kroppen smiler, blir sindet påvirket, så man bliver glad(ere), siger han. Selv mener jeg, at det næsten er omvendt. Hvis min krop smiler, så distanceres jeg endnu mere fra mig selv. Og føler tomheden endnu stærkere.

Det er både interessant (!?) og ret belastende at bemærke det her forhadte rullegardin. Det er ikke en ny depression. Det er bare en kombi af lidt allergi, lidt træthed, lidt mulighed for ro, lidt bekymring osv. som manifesterer sig som ‘dæmpet stemningsleje’ (som det hedder). Det interessante er, at jeg i dag har afsløret noget.

Jeg lever af at designe. Lave grafik, noget visuelt. Kollegaer og jeg har ofte grinet usikkert over, at man kan åbne en fil og sige:

Hva’ fanden tænkte jeg på, da jeg lavede det her? Det er jo crab!

Det er der ikke noget odiøst i. Når man til gengæld har den samme oplevelse inden for ganske få timer – så spiller psyken een et puds. Når fluen ser gennem et net, der siger: “Skrid!” så ligner alting jo lort! Så gælder det om at tøjle sin trang til at destruere det synlige bevis på, hvor talentløs man er. Men hjernen er bustet!: Det er et forvrænget billede, den viser. Tro det eller ej!

I denne elendighed kom mand hjem med de headphones, jeg har ønsket mig. Og med udesovende børn åbnede muligheden for biograftur eller lignende sig. Så jeg tog mig sammen.

Jeg tog mig sammen!
Og jeg kigger på mit maleri. Og jeg kan godt huske, hvad tænkte om det tidligere i dag. Og jeg er glad, for mismodet er borte nu, og jeg synes sgu, at det tegner rigtig godt. Sgu et fedt maleri!

Indsigt

8. august 2013 / hjertefanden / 0 kommentarer

Når det er Eames, så er det jo sandt ;-) Jeg så en poster på Pinterest og kunne ikke glemme ordene.

Så når Hr. Karrierecoach stiller spørgsmål, så er ‘Take your pleasure seriously’ de ord, jeg skal huske. Mig, mig og mig er vigtige, hvis jeg skal undgå depressionens klamme favntag.

Tak Psyko!

Hjertedræner

1. maj 2013 / hjertefanden / 0 kommentarer

Konfirmation overstået. Dreng glad. Forældre bestået, hehe!

Ugen efter lockout således succesfuldt startet med en blå mandag. Så en dag med to børn til øjenlæge med dryppede øjne, sløret syn og store pupiller. Som vi så topper med en 1. Maj fridag, fordi lærerne holder fri eller skal ud og kæmpe.

Jeg er syg efter alenetid ovenpå den her ufrivillige ferie. Tid uden flimmer og snak og “Moar” og støtten og trøsten i et væk. 3 stk. ikke særlig robuste børn med hvad dertil hører af følelser, jalousi, usikkerhed og tvivl kræver en jævn strøm af tilpassede krav, forsikringer, forståelse, ros og fokus på lige præcis den enkeltes særlige kvaliteter. Det er en balancegang at give hvert barn ‘nok’, og nu er jeg træt og trænger til at blive ladet op.

Men det er alligevel påfaldende, hvor meget bedre mit humør har været, siden jeg forlod ex-arbejdspladsen. Præsten (som er helt fantastisk) til konfirmationen havde valgt at tale om hjerter i prædikenen. Om at de kan være kolde, varme, af sten, knuste, store etc. Hver konfirmand fik et rødt plasthjerte med en vædske i, som kan varme hjertet op. Hvis man trænger til at blive varmet!

Hun brugte Nephews ‘Hjertestarter’ som eksempel på en tekst, der så fint kunne beskrive depression og den livsnødvendige effekt af ekstern assistance. Hun opfordrede de gryende voksne til at fungere som hjertestartere for hinanden. Med kærlighed, interesse, omsorg. Jeg sad og tænkte på Hjertefanden, og jeg blev rørt.

Når fanden næres af omgivelserne. Når fanden ikke kan mærke blæsten. Når fanden ikke orker en venlig med-konfirmand. Så er det dumt at kæmpe. Så skal benene altså åbenbart bare på nakken i en vis fart!

NEPHEW: Hjertestarter

Vesterhav, kom nu og blæs mig i gang
Vesterhav, kom nu og blæs mig i gang
Hjertestarter
Hjertestarter
Hjertestarter
Vesterhav, kom nu og blæs mig i gang
Vesterhav, kom nu og blæs mig i gang
Hjertestarter
Vesterhav, kom nu og blæs mig i gang
Hey, kom nu, champagneløftestang

Kan ikke se noget
Kan ikke høre noget
Kan ikke bruge nogen
Kan ikke være nogen
Kan ikke skatte noget
Kan ikke fatte noget
Kan ikke lide nogen
Kan ikke give nogen noget
Fyld mere salt på
Fyld mere malt i
Sæt mere strøm til
Fyld flere drømme i mig

Blæs mig igennem som et mælkebøttefnug,
Der kæmper for at få lov at give slip
Blæs mig til grunden som en udstue,
Der aldrig skulle have været ført op

Vesterhav, kom nu og blæs mig i gang
Vesterhav, kom nu og blæs mig i gang
Hjertestarter
Vesterhav, kom nu og blæs mig i gang
Hey, kom nu, champagneløftestang
Hjertestarter

Hjertestarter [x16]

Hmm tjah…

31. januar 2013 / hjertefanden / 0 kommentarer

Jeg har netop læst dette læserbrev på Politiken.dk, og det kan være, det interesserer dig også!? At være ulykkelig i de lykkeliges land

For forvirret, træt og vægelsindet disse dage til reelt at have lyst til at kommentere, men det udtrykker ihvertfald også nogle af mine holdninger. Jeg bliver bare nogen gange usikker på, hvor meget skammen indeni farver oplevelsen af omverdenens syn på deprimerede, depression, psykisk syge osv… Personligt stiller jeg mig gerne til rådighed med fri og åben fortælling om emnet, men samtidig er det jo så langt fra hele mig. Ville sgu nødigt være sådan en, der starter (alle) konversationer med:

Hej. Nu skal du høre. Jeg er/har [indsæt selvvalgt diagnose], og blablabla

På den anden side ved jeg, at det kan være svært at forstå, at man stadig kæmper med det, hvis man trods alt er kommet så langt, at man magter at give depressionens mørke øjne og fedtede hår en gang sproglig og visuel cover-up.

God og vigtig artikel, men fordi jeg er i det humør, så vil jeg endnu engang henvise til K og hendes blog herestothemisfits.com som udtryk for følelsen af, at man ikke altid får den rigtige hjælp, selvom man beder om den.