Kategori: Arbejde (side 2 af 3)

Mere information på arbejdspladserne

Jeg har aftalt en lang opsigelsesperiode på mit job (psyko kalder det en langsom død, haha!). Det var sådan et slags kompromis for at mand kunne sluge udsigten til dårligere økonomi.

Det betyder, at jeg kan tage det stille og roligt og få afsluttet det, der betyder noget for mig selv. Det betyder også, at jeg bedre kan se tingene ovenfra. Som de er eller har været.

Og jeg tænker, at det ikke har været sundt for mig. Der skal mere viden og oplysning til, selvom min arbejdsplads generelt har været meget imødekommende.

Jeg har lyst til at distribuere denne information fra En af Os. Den er værd at læse uanset om du er arbejdsgiver, kollega eller selv en af dem os.

Rimelige tilpasninger på arbejdspladsen for mennesker med psykiske problemer

Slip kontrollen

Jeg sidder i min seng med kulderystelser, hovedpine og ondt i halsen (min signatur-sygdom). Det er som altid meget upraktisk og ubelejligt ligesom den nerve, der pt spasser ud under mit venstre øje. Denne gang fordi jeg har booket et møde, hvor jeg skulle / ville fremlægge en hel masse vigtigt. Men det, at jeg nu i en time har haft tankerne kredsende om det slatne ved at udsætte mødet – om hvorfor det lige præcis helst skulle holdes i morgen – har fået mig til at indse, at det kun er vigtigt for mig og mit sårede ego!

En af firmets hotshots sagde forleden, at han (heller) ikke blev inviteret med i noget, da han havde sagt op på sin forrige arbejdsplads. Og at det var fint for ham, eftersom han var ligeglad med, hvad der skulle ske på stedet, når han ikke arbejdede der længere. Jeg svarede, at jeg ikke er ligeglad. Senere samme dag sagde jeg til en kollega, at det jo netop er fordi, jeg føler så stærkt for mit fag og dets lave prioritet på stedet, at jeg ikke kan holde ud at være der længere.

Og så tror jeg alligevel, at det gør en forskel, om jeg påpeger og foreslår og viser frem på nuværende tidspunkt. For at opnå hvad? Et bedre eftermæle? Et endeligt aftryk? Mindre flovhed over at have fejlet? En eller anden form for bevisførelse for, at jeg da stadig for pokker er dygtig?

Det ER ligegyldigt.

Et afsluttende kamikaze-angreb or less kan ikke ændre på hverken kultur eller prioriteter, og så er det jo endnu engang bare skønne spildte kræfter at kaste sit hjerteblod i.

Slip kontrollen!

Siger Psyko.

Ok, jeg prøver. (“…men det er bare fordi…”)

Kæft! Blev der sagt!

Double trouble

Update#2: Hvad vil jeg egentlig sige med det her? Hvis det ikke blot skal handle om mig, men give værdi for andre – i relation til erfaret viden om stress, angst? Det er nok 2 lidt nedernklicheagtige indsigter:

Det er sindsygt trættende at være ubeslutsom. Og frustrerende at halse efter andres behov. Det tager megalang tid at komme ud af en depression, hvis alle rammer er uændrede. Løsningerne skal nogen gange findes andre steder, end man troede

UPDATE: Mand har læst nedenstående. Han siger, han er helt lost. Fatter ikke en dyt. “Var det ikke dig, der var en gammel dame?” Ahm, det er da også megaforvirrende, hvem og hvad jeg er! ;-)

Indtil videre arter 2013 sig nogenlunde. Der har hverken været de helt sorte dage eller influenza. Lidt gråhed, lidt pandehulebetændelse og lidt morgensurhedskaos. Det er vidst bare, hvad man kan forvente af en gammel dame i halvfrisk forpakning.

Damen har en søster. En værre skrappedulle, der altid ved præcis, hvad der skal gøres. Eller rettere hvad der bør gøres. For hun er sgu ikke meget bedre selv, selvom hun både kan planlægge og så’ noget. Men stresse! Stresse det kan hun til overflod, så man blir helt forpustet. De her to søstre er uadskillelige, men konstant jappende på hinanden. Det er en evig konkurrence, hvem der er bedst, og en pest at lægge krop til.

Jeg er connected med en tidligere boss på LinkedIn, og han har lavet en forretning ud af b.la. at bruge Enneagrammet som ledelsesværktøj. Han postede en eller anden artikel fornylig, og så gik jeg i test-fælden. Resultatet gav ‘sjovt nok’ først rigtig mening da Psyko kastede lys over det mærkelige i, at jeg pludselig har energi til at færdiggøre en opgave, jeg egentlig havde opgivet.

Kontrol dræber kreativiteten

Andres såvel som egen kontrol, vel at mærke! For essensen af enneagram testen var noget i retning af: “Arh…det kan vidst ikke passe. Totalt uforenelige størrelser”.

Men jeg skal vidst bare slippe hestene løs og bede hende mokke-søsteren klappe i for en tid. Der skal samarbejde til. Så skal det nok gå det hele.

 

Nå. Så det er bare min egen skyld?

Min egen skyld, at jeg har det dårligt. At dagen er grå og trummerummen er endeløs.

Gu’ er det da røv!

sagde jeg til Ibi i går og til Mand i forgårs.

Det føles bare sådan.

Jeg kan ellers pege på her og der af uhensigtsmæssigheder og sammenhænge, der har skubbet. Og skubber! Det er som om, der blir kollektiv døvhed og øjne så store som tekopper, når jeg siger, at jeg ikke har det godt. ‘Cry wolf’ fordi det har stået på så længe eller ‘så er det vidst heller ikke værre’? For jeg tager mig jo sammen, og det er den version, de ser.

Men er du klar over, hvor akavet det er at være en pleaser, når Teflon vrider sig som friskfanget fisk på en skoldhed pande? Over noget så big bad motherfucking pinligt som usikkerhed og tvivl?

Jamn jeeez, det skal jeg da ikke udsætte dig for. Skru need! Låg på! Nu!!!

Så han kan bløbbe rundt i fortsat uvidenhed …

Jeg har nemlig taget en beslutning og sagt at jeg ikke vil være med længere. Fordi det ikke er godt for mig, og fordi det giver mere håb at gå i den modsatte retning. Og jeg har allerede lidt mindre panik og lede. Yay!

Mit liv som pyroman

… så så man lige mig tude på direktørens kontor! Og må man egentlig det?

Det var fredag, og det var en møgdag. Jeg var sur, trist og rasende frustreret over ikke at kunne yde optimalt. Ikke at kunne trænge igennem og ikke at kunne stille op til overbevisninger, jeg ikke tror på…Eller det gør jeg måske! Efter min mening er der bare andre stilfærdigt ulmende brande, der skal bekæmpes først. Små bål. Så kontrollerede og hyggespredende, at man næsten kan glemme, at det er ild. Men ikke jeg, for det er mig de brænder.

Når jeg ikke kan slukke de brande ved egen hånd, så hælder jeg sgu benzin på i stedet! SÅ blir der varmt! Og jeg er forberedt – i røgmaske og brandmandskasket.

Men en pyroman i tårer er ikke en strategisk placeret kvindelist. Det er heller ikke en hysterisk forsmåelse. Det er det øjeblik, hvor ilden brøler og kvistene knaser, at man opdager, man selv er blevet en f**king skumslukker.

Hvor er opladeren?

Hmm… Ja. Jeg havde så misforstået det hele. Der lå en masse omsorg bag snakken om opsigelsesvarsel. Ikke et ultimatum. Godt så! Hjalp det så?

Tværtimod. Jeg er helt færdig. Fladmast. Træt.

Havde kaffe-date med mor til en af Divas veninder. Det var dejligt, hyggeligt og meget overraskende, at hun også er angst-ramt. Så vi fik os lige en snak…

Og så afslutning på netværksmøde på børnepsyk. En oplæsning af fund ved seneste test. Mand er nu helt færdig over at genkende sig selv så meget i det. Eller også er læsset bare også blevet for tungt for ham.

Jeg burde hente et stort lærred st male på, men orker ikke at møde nogen. Og nogle vinterstøvler til de der børn. Og nogle vinterdæk til den der bil. Og noget energi og et liv.

 

Helm, for fanden!

Jeg helmer ikke, før…

betyder, at man vil blive ved og ved til man har opnået det, man har sat sig for. Så at helme (ja altså udover, at det også bare er et navn) må betyde, at man giver op. Ude til højre her på siden er der en annonce for en webshop, der hedder Helm. Min første tanke, da jeg så den, var:

Gu’ vil jeg da ej!

Men det er særdeles aktuelt lige i øjeblikket, om jeg vil give op i forhold til mit job. Og hvad der er reel opgivelse. Som jeg tidligere har skrevet, har jeg været utrolig lang tid om at erkende, at det i høj grad også er jobbet, der har stresset mig.

Det formildende, idealistiske og måske naive slør for mine øjne er efter min sygdomsperiode fjernet, og de desillusionerende facts er, at jeg i 10 år har kæmpet mod vindmøller. En ihærdig tro på at lige om lidt / hvis bare lige / når nu jeg har gjort den har indsats, så skal det nok lykkes at vende den supertanker, organisationen er. Men jeg har indset, at det er håbløst, når hovedparten af kaptajnerne på broen ikke vil være med eller ikke vil forstå, hvad det kræver.

I går blev jeg bedt om at genoptage kampen i et andet forretningsområde, efter at jeg har meldt pas over for en ledelse, man i andre henseender ville kalde en umoden kunde. Men opgaverne der er centreret omkring den del af arbejdet, jeg finder mindst interessant (og ja, jeg er en primadonna, det ved jeg godt!) Men alternativet er at vælge en fratrædelse.

Der er alt muligt, udover økonomi og pis!, der spiller ind i, hvad der blir den rigtige beslutning. For hvad er det, jeg skal give op? Mig selv ved at fortsætte i et miljø, der undertrykker den faglighed, der så lige er min passion? Eller give op, ved at give slip på kampen – og lade dem sejle deres egen sø eller ad helvede til?

Virksomheden er på de gode dage amazing, og der er en loyalitet i mig, der er svær at slippe. Men jeg føler mig ugleset, misforstået og ligegyldig i øjeblikket, og det er sgu da ikke særlig fedt.

Ret og pligt

På en måde blir man jo træt af at høre sig selv hælde vand ud af ørerne, jammer på jammer. Og man kan forestille sig reaktioner, som:

Ah så sluk dog for den Cure plade og hold op med at have så ondt af dig selv!

Og indimellem tænker jeg, at nej nu gider jeg sgu ikke det her mere. NU! Nu, tager jeg ja-hatten på og bevæger mig ud i livet igen. Tager mig sammen, fro og frisk! Jeg har jo kunnet før. Måske er det bare indbildning? Måske kan jeg godt, hvis jeg bare vil. Det. Nok… Og så blir jeg træt. Jeg kan godt nå at sætte gang i noget tjuhej og dullegrej, og aktivere børnene og gå i gang med noget planlægning med Mand. Og så pludselig, mens jeg vender ryggen til, fiser energien ud, og jeg finder mig selv modløs og opgivende midt i en bevægelse.

Jeg er stadig ikke god til at kræve, nyde og udnytte ego-ønsker. Med det resultat, at jeg føler at dagen har været eeen lang servicering af andre. Også selv om det ikke er rigtigt. Det er noget med, at visse aktiviteter kræver ro, og jeg starter ikke på dem, når jeg ved, at der er en sandsynlighed for: Mooar?!

I efterårsferien har jeg ikke været alene på den måde, jeg har brug for. De andre har jo lissom også lov til at være her. Jeg er bare så satans populær, at de hver især gerne vil have mig 100%, og så mange har jeg jo slet ikke. Men det er ikke svært at regne ud, at regnestykket ikke går op til min fordel.

I dag sagde Mand til mig:

“Det er din pligt at passe på dig selv”

, fordi jeg hulkende og hikstende forsøgte at forklare den loyalitet eller pligtfølelse jeg har i forhold til visse dele af mit arbejde. Jeg har nemlig igen rodet mig ud i noget, jeg ikke burde rode mig ud i – men jeg føler, at det er min pligt.

Og Psyko snakker om, at jeg skal sætte grænser. Men hvad så hvis man enten ikke kan høre eller se mine grænser, eller bare ikke er enig i, at de skal være lige der. Eller måske bare er ligeglad med dem. Hvad er det så, man skal forestille at gøre ved det?

Ja, du skal sgu ikke kigge på mig! Jeg kender da ikke svaret!

 

Praktiske floskler

Jeg ER trods alt blevet bedre til at beskytte mig selv. Lidt ihvertfald. Gliden af på spørgsmål og afledringsmanøvrer i stedet for at svare korrekt = detaljeret og alt for meget, hvis en eller anden stakkel kommer til at spørge, hvordan det går.

Det får mig til at tænke på Chef. Ikke den nuværende men en tidligere af slagsen. Ikke noget wimp’eri der, og han var god til at få mig på rette spor, når jeg ville for meget (eller for lidt). Da det hele brændte sammen for mig, og vi aftalte, at jeg kunne komme og gå som jeg ville, var han desuden behjælpelig med floskel-listen herunder.

Uvurderlig hjælp til konversations-handicappede.

”Hej … hvordan går det?”

Mulige svar:
1. Tjae, frem og tilbage lige langt
2. Der er gode dage og der er dårlige dage
3. Lidt op og ned
4. På det jævne uden at være prangende
5. Det går som det kan gå
6. Støt og roligt
7. Same, same but different
8. …

20120917-181850.jpg

Vil gerne have 1 stk. frihed, plz

Et liv i byen, kultur, fritidstilbud og cafebesøg? Et udfordrende og udviklende job med implicit socialt liv. Jeg køber sgu lige et par støvler! Eller måske ro og fred på landet? (aka det lidt for lille hus i sovebyen). Nærhed. Tryghed. En hund, som er Radars store ønske. Tid til at male. Virkelig stram økonomi.

Jeg ved ikke, hvad der er bedst for mig. Er det, der er bedst for mig, også bedst for min familie?

Først skrev jeg noget jammer og klynk. Så kom jeg i tanke om, at det egentlig ikke er det, der er fokus i den her blog. Jeg vil gerne beskrive mine facts, så andre kan se konkrete erfaringer, de måske kan relatere sig til. Så nu kommer der noget på listeform (…og så har jeg flyttet piveriet ned i bunden – det kan du bare springe over)

  • Det er 1,5 år siden, at jeg startede på sygemeldinger af varieret karakter
  • Det er 1 år siden og efter eget ønske, at jeg startede på arbejde igen – 9t om ugen
  • Tanken var, at jeg over 3 mdr skulle trappe langsomt op til fuld tid – 34t
  • Det viste sig urealistisk, og efter 3,5 mrd fik medicinen endnu et nyk opad og et arbejdstid-max af lægen – 25t
  • Sygedagpenge refusion til min arbejdsgiver så ud til at stoppe, så jeg blev bedt om en kontraktmæssig nedgang til det antal timer, jeg magter.
  • De sidste 3-4 mdr har jeg derfor haft lønnedgang og – 20t
  • Det er svært at klare omstillingen mellem fri-liv og job-liv, og det var først i en lang sommerferie for et par mdr siden, at jeg opdagede / erkendte / anerkendte, og det også i høj grad er jobbet og/eller miljøet der, der stresser mig.
  • Pt prøver jeg på at finde ud af, hvilket liv der vil gøre mig glad
  • Jeg ved ikke, om man kan konkludere, at jeg startede for tidligt på arbejde igen

Virkelig dårlig uge! Psyko (psykiateren; overhovedet ikke spor psyko…men så sjov er jeg altså) sagde, at al min syge-influenza-halløj sikkert er psykosomatisk. Jeg er sur, trist og træt af mit job. Og Radar har det svært socialt for tiden, så

“Hej Deja Vu!”

Jeg troede, jeg var klogere. Jeg troede faktisk, at jeg havde lært noget. Bare ikke nok, tilsyneladende. Eller dvs. jeg venter lige. Måske blir jeg friskere i næste måned? Måske får jeg en god rutine…Gu gør jeg røv!

 

Ældre indlæg Nyere indlæg

© 2018 Hjertefanden

Tema af Anders NorenOp ↑