Kategori: Arbejde (side 1 af 3)

Mor i midten

Jeg hader, hader, hader edderkopper, men i øjeblikket er jeg bare en stor fed hun, der sidder i nettet og trækker i trådene. Absolut ikke af lyst – endnu engang er jeg malet op i et hjørne af pligt og omsorg, og jeg kan ikke se, at jeg kan gøre andet end at vente på, at malingen tørrer… Ja, jeg strør om mig med metaforer, for herhjemme er det gået op for mig, at flere familiemedlemmer er særdeles konkrettænkende, så ude i virkeligheden må jeg holde igen og forsøge at udtrykke mig konkret. Kæmpesvært når man elsker abstraktioner og associationer.

Jeg er ikke populær lige nu. Jeg er tom for overskud, og det betyder, at jeg ikke har kunnet gennemføre den overdrevne tålmodighed, der kræves, hvis tingene skal køre glat. Det er uhensigtsmæssigt at lade andres behov gå forud for ens egne, og det er den direkte vej tilbage i stressfælden, hvis det står på for længe – men det går bare altid ud over nogen, når jeg må melde pas.

Hundsen snerrede mopset af en anden hund, der kom for tæt på det hul, hun var ved at grave, og jeg forstår hende godt. Når der spares på tur og hop i åen, så gælder det om at få mest ud af sine oplevelser uden ligegyldigt selskab.

Jeg mandsopdækkes af Diva og hendes varierende behov. Hun er den skønneste søde pige, men for helved hvor er hun udmattende at være mor til. Det er trods alt fint at vide, at hun har motoriske vanskeligheder, så det ikke blot er dovenskab der gør, at jeg skal hjælpe hende med alskens dit og dat, som andre har kunnet i årevis. Men hun ønsker nogle bestemte ritualer før sovetid, der kræver mental tilstedeværelse fra min side, og nogen gange orker jeg bare ikke at levere både en vild-kild, en shorts-Olof, et hundesnus og almindelig kilden på ryg – og så er fanden løs. Hun mopser, og jeg får dårlig samvittighed. Jeg blir simpelthen nødt til at vide, hvor grænsen går for, hvad der er rimeligt. Det handler om tryghed for hende, men noget af det har også et tvangsmæssigt præg, og foreløbig gør jeg hovedparten af det, hun beder om.

Jeg gør det – for hun bruger kun nødtvungent sin far og sine brødre.

Brødrene har det fint – de er bare teens med primært egenfokus – og den ene skal vi holde konfirmation for om en uge. Så skal der lige arrangeres med telt og halløj, og det passer jo fint med Mands akutte hold i ryggen og generelle nedtrykthed. Lad mig sige det sådan, at der er eventuelle diagnoser i spil der også…

Det er trist at sige, at livet her er langtfra en fest, og at det er hårdt at være puppetmaster for dem alle, samtidig med at jeg både skal arbejde og passe på mig selv. Det er dog positivt, at jeg endnu ikke er røget i panik eller obsession, lige som sidste gang vi skulle holde konfirmation. Smartass styrer sine skriftlige eksamener flot for tiden, og Radar nu har hele to søde og gode vennegrupper, hvor han på et tidspunkt faktisk kun havde en eneste ven. Og så dufter hytten skønt af konfirmandens nye signatur: Paco Rabanne 1 Million, jow jow!

For hekkenfeldt da os’!

Man kan jo ikke læse det her på en mobil! Sidder her med iPhone og præsenteres bare for menuer og reklamer. Det gider man jo ikke, så nu må jeg igang med Theme-sjov igen…

jeg havde egentlig tænkt mig at lukke ned for Hjertefanden, fordi jeg ikke har haft lyst til at skrive noget i lang tid. Men nu blir jeg alligevel i tvivl… Jeg har haft en lang gråsort, træt og ugidelig periode, men jeg fik pep og en masse at tænke over under nogle dage med en superdygtig erhvervscoach, så jeg tror, skuden har vendt snuden mod lysere himmelstrøg.

Allerførst skal jeg dog skaffe noget mad til den lille familie. Jeg har en feberhed Diva ved min side – hun vil gerne have pandekager…

 

 

 

3 år

Her i foråret er det 3 år siden, at tilværelsen væltede for mig, og jeg flygtede til Nowhere. Piller og Psyko har fået mig ud af det værste mismod. Jeg opsagde det konventionelle job, og det har været guld at kunne prioritere og fokusere på det vigtigste. Mine professionelle kernekompetencer er ændret en smule – eller dvs. jeg er sådan set bare vendt hjem til de drømme, jeg havde, da jeg startede på arkitektskolen for 1 mio. år siden. Kre-a-tiv!!! In your face, ingeniørdatalogexkollega. Ups nå, det var lige et indforstået sidespring.

3 år efter. Flexibilitet og frihed i hverdagen. Mulighed for at arbejde med det, man helst vil. Og høj prioritering af familien. Så er alt godt!??

Nej det er det ikke. Som i overhovedet ikke. Vi er i knæ, Mand og jeg, og i disse dage føles det uendelig slidsomt at være mor i den her familie. Et FB opslag fra Psykiatrifonden fik nogle brikker til at falde på plads for mig, og det er rart (omend trist) åbent at kunne klistre nogle relevante forklaringer og begreber på.

“Hej! Mit navn er fanden, Hjertefanden, og jeg er syg i bøtten. Jeg har post-stress kognitive vanskeligheder og bivirkninger af den medicin, der holder angst og depression stangen.”

Hos os vejledes den døve nærmest af den blinde. 4 ud af 5 har kognitive vanskeligheder i varieret omfang, så der er ikke noget at sige til, at det kan føles tungt. 3 år: Lang eller kort tid i det perspektiv? Jeg ved det ikke, og det nytter heller ikke noget at gøre sig til dommer omkring det.

Vores liv er som det er, selvom vi måske havde drømt om noget andet. Vi forsøger at få det bedste ud af det. Men det er pissehamrende hårdt. Sgu!

Noget om heste

Der skal ikke mere end en tur på LinkedIn til. Det sætter gang i angstpræget hjertebanken og selv-usikkerhed at se nye jobrokeringer og endorsements, og jeg hidser mig stadig op over visse fjolsers ublufærdige selvpromovering. Oven i dét har det også den uheldige effekt, at jeg kommer til at savne de gode af de gamle kollegaer. Og der kommer en snert af ‘gad vide’, om jeg mon en dag vender tilbage til dét felt.

“Hell no!”

Der stejler en hest! Den gider sgu ikke tilbage på rideskolen. I volten hvor barren blir højrere og højrere, og hvor pirouetterne blir finere og finere. Cirkushesten i den fine Trakhener svedte for bifaldet, men hun længtes indimellem efter græs og frie vidder. Og så havde hun svage koder. Hun ‘skøwlede’, siger de på jydsk. Så man turde ikke give 100% los, når der var væddeløb hjemad mod stalden.

Hvis jeg var en hest, så var jeg måske lidt som min skønne Hika var. I princippet fin. Med dådyrøjne, stamtavle, brændemærke og arabersnude. Men anderledes, importeret med et omvendt OX-stempel* der måske satte fut i egen vilje og udbrydertrang.

Jeg er således tidligere hestepige. Som har læst mange hestebøger. Både skøn-og faglitteratur. Så tilgiv mig nu for denne strøen om sig med hesteord. Jeg har trods alt ikke blandet nogen Tarok ind i det. Men når jeg køber fernis og glemmer tiden foran et lærred, så er der uendeligt igen. Som bag vipperne på en ung Appaloosa.

*OX er betegnelsen for fuldblods araber. XO bruges så i Polen for det samme. Bortset fra at hun ikke var araber, men Trakhener. Så det…

Don’t push me

… coz I’m close to the edge!

Jeg har muligvis sagt det før; i så fald beklager jeg gentagelsen:

Jeg er ikke en æggepølse. Hvis du gør anslag til at formpresse min blomme, så gør jeg modstand! Jeg blir vred, og jeg kæmper imod til jeg slipper.

Så ser man et glad lille æg trille i sikkerhed.

eller

Så ser man noget smattet æggesplat på kanter og gulv, fordi det åbenbart var et dårligt valg.

Så spændende! Men hvorfor nu denne omvej? Hm ja, jeg blir nok nødt til at sige til nogen, at deres indsats virker halvhjertet og rutinepræget. At jeg mistrives med personligheder så glatte som teflon, og at det jeg siger, pt. er vigtigere, end det de tror, de ser.

Der er så mange gode og spændende måder at bruge æg på, at det sgu da er åndssvagt at presse pølser ud af dem. For ‘pænhedens’ skyld! Og økonomiens! Og så er det ensartet og forudsigeligt. Men smagen, hvad med den? Og så er vi nogen, der bare synes, det er fake og ulækkert.

 

Goddag hjerne, din snydepels!

Gårsdagens overmod med mig-centreret indsigt skal så belønnes med sortseer mismod i dag. For det meste er det overvejende træthed, der overmander mig og kommer med stikkende bemærkninger til selvværdet. I dag er det vidst hele rullegardinet, der er trukket ned. Eller fluenet, hvor det er mig, der er fluen.

Mand og jeg har diskuteret noget ret essentielt omkring depression, hvordan det føles, hvad der hjælper… Om det hjælper at blive hevet ud i livet og tvinge smilet(omend kunstigt) frem. Når kroppen smiler, blir sindet påvirket, så man bliver glad(ere), siger han. Selv mener jeg, at det næsten er omvendt. Hvis min krop smiler, så distanceres jeg endnu mere fra mig selv. Og føler tomheden endnu stærkere.

Det er både interessant (!?) og ret belastende at bemærke det her forhadte rullegardin. Det er ikke en ny depression. Det er bare en kombi af lidt allergi, lidt træthed, lidt mulighed for ro, lidt bekymring osv. som manifesterer sig som ‘dæmpet stemningsleje’ (som det hedder). Det interessante er, at jeg i dag har afsløret noget.

Jeg lever af at designe. Lave grafik, noget visuelt. Kollegaer og jeg har ofte grinet usikkert over, at man kan åbne en fil og sige:

Hva’ fanden tænkte jeg på, da jeg lavede det her? Det er jo crab!

Det er der ikke noget odiøst i. Når man til gengæld har den samme oplevelse inden for ganske få timer – så spiller psyken een et puds. Når fluen ser gennem et net, der siger: “Skrid!” så ligner alting jo lort! Så gælder det om at tøjle sin trang til at destruere det synlige bevis på, hvor talentløs man er. Men hjernen er bustet!: Det er et forvrænget billede, den viser. Tro det eller ej!

I denne elendighed kom mand hjem med de headphones, jeg har ønsket mig. Og med udesovende børn åbnede muligheden for biograftur eller lignende sig. Så jeg tog mig sammen.

Jeg tog mig sammen!
Og jeg kigger på mit maleri. Og jeg kan godt huske, hvad tænkte om det tidligere i dag. Og jeg er glad, for mismodet er borte nu, og jeg synes sgu, at det tegner rigtig godt. Sgu et fedt maleri!

Kliché

Undskyld, men det er også tid til en kliché:

I dag er den første dag i resten af mit liv!

Og det illustreres så smukt med solskin og spirende forår udenfor, at jeg i dag er fri af mit job. Jeg har afleveret adgangskort, mailadresse, tilhørsforhold og den faste løn, og jeg drog af sted med jubilæumsvin og ambitionerne i behold.

I dag er der nul pres, nul stress, nul gråhed, nul arbejde og nul penge. Endnu.

Mand og jeg kan i fællesskab præstere en så massiv lønnedgang, at man skulle tro det var løgn! Og det kan kun lade sig gøre, fordi vi gennem en længere periode har forberedt os ved ændre prioriteringer, sænke forbruget og nittygritty optimere budgetterne. And I’m even not that kind of person… Jeg hader det, men det er nødvendigt.

Prioriteringer, forbrug og budgetter – det kommer jeg vidst tilbage til.

Elvis has left the building

Done! Jeg har skåret navlestrengen til en virksomhed, der har været mit professionelle liv i over 10 år – og det føles som den rigtige beslutning.

20130324-084042.jpg

Ned af piedestalen

Altså. Det er en lettelse endelig at kunne kravle ned af den piedestal. Når man sidder der, styrer man reelt ikke en skid selv. Og samtidig er man hele tiden bange for at falde ned eller blive skubbet ned. Så så man mig sidde der og råbe…

Jeg gider, orker, fortjener, magter ikke at sprælle efter andres befaling længere. Det er både en styrke og en kæmpestor svaghed. For sheisse altså, pengene kommer jo ikke af sig selv.

Havregrød

Så er det vidst tid til at finde selvtilliden frem og slå håret ud. Det tynder ud i behov for min tilstedeværelse på job, og tilsvarende siver mit engagement ud og giver plads til en form for afstandstagen. Fred være med det. Foran ligger forhåbentlig en legeplads af andre muligheder, som allerede er i støbeskeen / på tegnebrættet (altså i virkeligheden er de jo på computeren ‘uu å indernet’, men den virksomhed er der er vidst ikke lige en opdateret metafor til).

Dør jeg af skræk over at kaste mig ud i det? Nej, det gør jeg ikke. Men der skal nok spises en del havregrød fremover, og det faktum må de spiseforstyrrede så lige lære at forholde sig til, hehe.

Ældre indlæg

© 2018 Hjertefanden

Tema af Anders NorenOp ↑