Kategori: Angst (side 2 af 2)

Skjorteflimmer

En hverdags case, som garanteret vil få nogen til at trække på smilebåndet (kærligt, please! I andre kan skride).

Heldigvis behøver det ikke at handle om mig det hele. Når man først lukker op for posen, viser det sig jo, at der er flere mange, der også har fornøjelse af de lede følgesvende.

Skrækkeligt invaliderende, hvis man er så uheldig at omgås mange af dem, men visse typer af ternede skjorter udløser panik hos BFF. Ternene dominerer og flimrer så meget, at han simpelthen ikke kan se ansigtet på personen, der har den på.

Gad vide om det er derfor, der er så mange kedelige skjorter i businessverdenen? Tillidsvækkende lyseblå skjorter til dagligdags brug, og så lige en ternet til de dage, hvor man har brug for et instant knockout af sine modstandere. Eller er det de, de gør med slipsene?

20120818-183325.jpg

Sjov i Pariserhjulet

Åh nej!!! Åh neeej! Jeg falder! Jeg dør! Jeg vil AF! Åh nej, hvordan skal jeg komme af? Jeg vil af!!! Må lukke øjne… Åh nej, sid stille! Åh, hun falder, hvis jeg ikke passer på. For helvede hvornår stopper det her? Åhhh,shit altså! Træk vejret dybt…Åh PIS, jeg falder, hvis jeg ikke holder fast. Sid STILLE skat!

Med sommer kommer børnenes drømme om forlystelsesparker. Min hverdagsangst giver mig rigeligt med kicks i forvejen, så jeg undgår den slags, hvis jeg kan. Det er hidtil lykkedes os at undgå den lokale tivolipark (i Sydfrankrig, hvor mormor og morfar bor), men som overskriften antyder, så skulle der nye boller på suppen i år.

Divaen er fuldstændig fascineret af pariserhjul. De rager sådan set ret højt op i luften, og selvom bjerge med borgruiner på toppen kunne have domineret hendes synsfelt, så bragede det lokale hjul altså ind og krævede fuld opmærksomhed. Der er ikke noget så sødt som en næsten-6-årig spændt af iver over at skulle en tur i tivoli, så vi gik all-in på sparepengene og prøvede både kålorm og hurlumhejhus.

Stedet var en tidslomme af 80’er, og vi voksne genkendte fnisende skydetelte med virvar af bamser og radiobilernes lydtæppe af Boney M. Måske blev jeg overmodig af stemningen. Måske fik jeg bare ondt af Mand, som havde ondt i maven. Ihvertfald trak jeg nitten og beredte mig på at kede mig ihjel på den der rundtur.

Det blev så en reminder på den ukontrollable højdeskræk med faldfornemmelse, dødsangst og højaktivt flugtinstinkt. Men også en positiv reminder på, at jeg ikke længere har det sådan hver dag, hele tiden!

20120817-163342.jpg

Barnet der ikke kunne sove

Hende her (den yngste) kunne ikke sove i nærmest hele sit første leveår. Følelsen, der siden har siddet i mig, er en udpræget modvilje mod denne totale afhængighed af mig. Aldrig mere vil jeg opleve at være så afmægtig og desperat efter hjælp.

Aldrig mere!

I dagtimerne sov hun kun i bæresele (fx. 4 x 20 min) eller kortvarigt stablet op med puder, fordi man ikke kunne lægge hende vandret ned. Om natten sov hun på mig eller i min arm, men vågnede ca. hver halvanden time og ville ammes.

Hun ville ikke have sut. Selvom man som mor til flere har lært nogle tricks efterhånden, så resulterede ihærdige forsøg på at få hende til at tage den hver gang i, at hun kastede op i stedet…

Jeg var desperat efter søvn og desperat over ikke at kunne gøre noget ved det. Selvom jeg har ammet de andre længe var jeg tidligt klar til at give hende sutteflaske, så far og andre kunne tage over. Hun kunne selvfølgelig bedre finde ud af sutteflaske end sut. Not! Det måtte vi også opgive.

Der var noget galt, men der var ingen hjælp. Sundhedsplejerske var rådvild. Læge måtte også give fortabt. Vi var omkring ørelæge, som ikke umiddelbart kunne se, at der var noget galt.

Da hun var 7 mdr. tog vi hende med til kiropraktor, som konstaterede at øverste ryghvirvel sad fast på kraniet. Medfødt og smertefuldt, sagde han. Han løsnede, og hun begyndte at sove bedre.

10 mdr gammel og 3 mellemørebetændelser senere havde vi dog matchende blå rande under øjnene, hun klæbede til mig, og hun var så tynd, at et nyt besøg høs ørelægen gjorde udslaget. En grænseoverskridende fuld narkose og to dræn gav barnet ro, og hun begyndte også at kunne spise fast føde uden at kaste op.

Resultet: Jeg var vred, skuffet og følte mig svigtet af lægerne. Men hvad skulle jeg lige stille op med det? Jeg vendte det indad og lovede mig selv aldrig at føle mig så afmægtig igen.

Ahem… Det gik det jo skidegodt med!

The politics of mental health

Jeg vil bare lige anbefale denne artikel om, hvordan 4 mp’s i UK står frem for at MEDvirke til at MODvirke den stigmatisering der nemt opstår opkring psykisk sårbarhed.

The Guardian, Sunday 29. July The politics of mental health

20120802-153022.jpg

Fatter nada

Går i seng afslappet, glad og tilfreds med det, jeg har udrettet i løbet af dagen.

Vågner stresset, angst med galloperende hjerte og ondt i maven. #wtf?

Kroppen er min ven!

Nyere indlæg

© 2018 Hjertefanden

Tema af Anders NorenOp ↑