Kategori: Angst (side 1 af 2)

Diva

I morgen skal hun til sundhedsplejerske. Og så skal jeg efterfølgende nok have en snak med lægen. I går lukkede jeg posen lidt op for en veninde, der “tilfældigvis” er uddannet psykolog, og hun vurderede, at tøsen har angst med spiseforstyrrelse som et af symptomerne.

I dag er der så en masse om børn og angst i medierne, og jeg indser måske, at vi ikke bare kan kalde hende for miniSmartass og lade stå til, eller hvad det er vi gør… (NOT!)

Hun er så meget yngre end Smartass, at hun ikke kan have afluret, hvordan han forholdt sig til mad, da han var yngre. Så det er spooky at se gentagelserne, at se hende gøre og sige præcis de samme ting. Hun er headed direkte mod anoreksien, og jeg ved ikke, hvordan jeg skal stoppe det. Man føler, at man er med-alkoholiker, når man lader hende (og Smartass) spise det mad, de kan acceptere. Men det er jo ikke normalt, at en lille piges reaktion på en planlagt tur til Paris i maj er, at hun er bange for ikke at kunne få noget at spise i de 5 dage, vi er på tur. Og at hun var i tvivl om, om hun kunne komme med, hvis vi ikke kunne medbringe bondebrød og peanutbutter.

Hun skal have noget hjælp. Det skal mand og jeg også. Men man skal jo have kræfter for at kunne iværksætte nogle samtaler og ansøgninger. Og selvom jeg ved, at det skal gøres, så bliver jeg simpelthen nødt til at lytte til Psykos ord i mit hoved, og tro på at det er ok, at jeg først lige må splatte helt ud og give efter for trætheden.

Noget om heste

Der skal ikke mere end en tur på LinkedIn til. Det sætter gang i angstpræget hjertebanken og selv-usikkerhed at se nye jobrokeringer og endorsements, og jeg hidser mig stadig op over visse fjolsers ublufærdige selvpromovering. Oven i dét har det også den uheldige effekt, at jeg kommer til at savne de gode af de gamle kollegaer. Og der kommer en snert af ‘gad vide’, om jeg mon en dag vender tilbage til dét felt.

“Hell no!”

Der stejler en hest! Den gider sgu ikke tilbage på rideskolen. I volten hvor barren blir højrere og højrere, og hvor pirouetterne blir finere og finere. Cirkushesten i den fine Trakhener svedte for bifaldet, men hun længtes indimellem efter græs og frie vidder. Og så havde hun svage koder. Hun ‘skøwlede’, siger de på jydsk. Så man turde ikke give 100% los, når der var væddeløb hjemad mod stalden.

Hvis jeg var en hest, så var jeg måske lidt som min skønne Hika var. I princippet fin. Med dådyrøjne, stamtavle, brændemærke og arabersnude. Men anderledes, importeret med et omvendt OX-stempel* der måske satte fut i egen vilje og udbrydertrang.

Jeg er således tidligere hestepige. Som har læst mange hestebøger. Både skøn-og faglitteratur. Så tilgiv mig nu for denne strøen om sig med hesteord. Jeg har trods alt ikke blandet nogen Tarok ind i det. Men når jeg køber fernis og glemmer tiden foran et lærred, så er der uendeligt igen. Som bag vipperne på en ung Appaloosa.

*OX er betegnelsen for fuldblods araber. XO bruges så i Polen for det samme. Bortset fra at hun ikke var araber, men Trakhener. Så det…

På Samsø

Er det her en forstenet knogle? Jeg har fundet den på stranden. På Samsø. Der hvor vi plejer at holde ferie er cykelstien flad og lige uden de store udsving hen til campingpladsen med hoppeborg og minigolf. Det er en oplevelse i sig selv at tage afsted på herrecykel med løst sæde og forsøge at holde trit med den næsten 7-åriges ivrige snak og slingren på lidt for stor leje-cykel. Tilføj sol og Danmark og jordbær når de er bedst, og placér familien fucked-up i idyllen med fætre og kusiner. Det er safe-ground og trygt, selvom de alle har deres særpræg og noget at slås med – og det ER sgu fedt at se dem finde hinanden på kryds og tværs. Fordi! og på trods.

De voksne snakker om dengang, de selv var børn. Og om nutid og især om hundene, som liiige skal pisse territorier af (…eller hænge i mors skørter…). Vores unge dame har nok at se til med fætrene Det umage par:

Og jeg? Hvordan klarer jeg den konstante hurlumhej i sommeridyllen? Indimellem drikker jeg mine bobler alene og spekulerer over, hvorfor jeg i glimt er forstemt og angst. Resten af tiden nyder jeg egentlig, at jeg bedre kan være til stede, når ferien ikke implicit er en alt for kort nedtælling til den dagligdags trummerum, man ikke orker.

Er der egentlig regler for, hvor tryghedssøgende og stille man kan være uden at være forstenet?

Ren charterferie

Er du gal, hvor er jeg stadig dårlig til at styre mig selv i forhold til forventninger! Altså ikke udtalte forventninger. Kun dem der bor i mit hovede. Før jeg ser mig om, er det løbet løbsk, og kroppen gør modstand mod hjernens behagesyge. Så banker hjertet på, og jeg skal vælge lettelsen i at vælge skuffelsen. For hjertebanken betyder også besøg af vennerne tristhed, angst og håbløshed. Den klamme trio.

Fint nok at jeg kan mærke grænserne nu, men det kan man jo ikke leve af. Ved faktisk ikke, hvad jeg KAN leve af uden at blive syg og angst. Det er kun et spørgsmål om tid, før jeg starter på en velkendt dans med Det Offentlige igen. Jeg har meldt mig ledig, så der kommer ydmygende møder hos jobcenter og a-kasse. Tidligere erfaringer med disse instanser minder mig om dengang jeg var på charterferie.

Jeg var på Gran Canaria, sikkert på en afbudsrejse. 14 dage for ingen penge, og alt i alt var det hele fint. Jeg undgik pinagtige fællesfester og rejste med lokalbusser i stedet for guidede pakke-‘tours’. Men på hjemrejsedagen undslap jeg ikke. Jeg blev et får i en flok. Flyet var voldsomt forsinket pga en fejl i motoren, og det betød, at man som rejsende blev sat i en tilstand af umynddiggørelse og manglende forståelse.

SÅ var det bedst at bruge sine kontanter. NÅeh NEJ, det var det ikke alligevel.

NU kører vi!

NÅ? (Det var så ikke til lufthavnen, men til et andet resort af et charterhelvede).

NU er der mad, og så skal I stille jer i kø!

NEJ, drikkevarer er ikke inkl.,

(selvom det er 40 grader og dehydreringsalarm)

Nåmn kan man så hæve nogen penge…?

Der er INGEN grund til at være fræk – vi GØR det så godt vi kan, og hvis du nu bare…

What! E! Ver!

Jeg egner mig ikke til det. Jeg bliver tvær og irritabel, og synes at det kunne gøres bedre.
Det er jo som regel ikke et særlig godt udgangspunkt for en god dialog.

Det er forudindtagethed forresten nok heller ikke…

20130513-145921.jpg

Hverdagsangsten

Hæng på! Vi skal ad en kringlet omvej for at komme frem til pointen…:

Da depressionen stadig var vældig tung, fik jeg mulighed for at komme lidt på rekreation hos M&M i Sydfrankrig. Det krævede b.la en pasfornyelse, og det var jo en halvpinlig affære med det pas, der boede hos Borgerservice i et års tid. Mine forældre ville tage sig af Diva, så jeg bare kunne glo op i loftet og slappe af.

De havde ikke forudset, at der bag divanykkerne hang en zombiemor. Jeg var marionet i en leg uden ende. Diva dikterede, og jeg skred til Nowhere, mens hun byggede scener med roller og replikker. Hun nægtede at lade mig være, og det var nok både godt og skidt. Godt fordi hun på sin side ikke reagerede med forskræmt resignation. Og fordi forpligtelser med kærlighed til efternavn holder mig fra at ryge endnu dybere ned. Skidt fordi jeg virkelig trængte til at være i fred!

Jeg fik det lidt bedre i løbet af ugen, og jeg var b.la med ude og se en helt fantastisk gammel olivenlund. På hjemvejen skulle vi lige omkring et indkøbscenter. Det var under ombygning. Jeg panikkede derinde. Mennesker, rod, grimhed. For meget flimmer. Jeg holdt masken for Diva, men bagefter lå jeg i sengen og tænkte

Jeg KAN aldrig mere rejse mig op.

I går var jeg så for første gang i Metro med det kort, jeg har haft i årevis. Det er ikke langt fra, hvor vi bor, men pga et fejlslagent forsøg på at køre derud, har jeg forbundet det med noget dårligt, den generaliserede angst – og den opsøger jeg ikke. Pga det her konfirmationshalløj tog jeg mig sammen:

  • Der var virkelig, virkelig pænt og ordentligt – ikke angstfremkaldende flimmer
  • Det var billigt. Det bliver nemmere at holde budgetterne fremover
  • Det var succes

Hold da kæft, hvor er det irriterende og forringende, at hverdagsangsten i flere år har afholdt mig fra at gøre livet nemmere for mig selv!

Og det her er jo blot et eksempel. Jeg stadig ikke lyst til at komme i det franske indkøbscenter, selvom det er færdigbygget. Tøj, jeg har haft på, mens jeg har haft det dårligt, får jeg det dårligt af. Musik, en film, et billede kan indeholde så stærke minder om dårlighed, at de kan skabe følelsen i mig igen. Derfor giver en undgåelsesstrategi, hvor jeg skiller mig af med det dårligdomsbefæstede, som regel mening. Det er bare en balancegang, hvornår det skal udfordres. Hvornår jeg skal smage på maden igen, som jeg ville sige til mine spiseforstyrrede børn.

Piller ved angsten…

Forleden havde jeg besøg af Mina. Jeg beskriver hende ikke nærmere, for jeg ved ikke, om hun har lyst til at blive offentliggjort her. Vi har mødt hinanden i anden sammenhæng, men udover at vi har det rart sammen, så fandt vi hurtigt frem til fællesnævneren, angsten. (så festligt)

Min er under kontrol i øjeblikket. Selv den hyppige hjertebanken er på tilbagetog, og derfor har det ikke været emne på Hjertefanden længe. Men Minas har været on the loose, og jeg vidste det ikke. Hun plejer at få en lille dosis medicin, men var stoppet pga. graviditet. Derfor burde jeg måske have vidst, at det ikke kun var langvarig influenza og mavesyge, der plagede hende.

Men kunne jeg have hjulpet? Det er jeg seriøst i tvivl om. Jeg isolerer mig også, når jeg har det dårligt.

  • Når hun fortæller om at stå i natkjole i sne og frost for at kunne få luft.
  • Når hun bruger udtrykke ‘kan ikke være i mig selv
  • Når hun kynisk siger, at man har lyst til at springe ud fra en bro for at slippe for det.

Det er en altædende, vedvarende, pumpende og led angst, der ikke har et fokus eller en årsag. Den er alt for uoverskuelig til, at man kan forholde sig til andet og andre.

‘Lykkepiller’, ha!

Heldigvis virker medicin godt på os, og derfor er vi trods alt blandt de heldige i bundtet! Det har hun ret i. Så ja, hun popper lyserøde igen, og får snart den baby, hun ville beskytte mod dem.

Jeg tænker meget over betydningen af menneskelig støtte i forhold til hjælp fra kemi i hjernen. Behovet for, at der kommer en voksen og tager over, indfries jo ikke ligefrem af en anden crazy person i oprørte vande. Eller hvad?

Forbandet angst! Forbandet kemi? Jeg vil til enhver tid vælge pillerne…

20130326-105353.jpg

Mit liv som pyroman

… så så man lige mig tude på direktørens kontor! Og må man egentlig det?

Det var fredag, og det var en møgdag. Jeg var sur, trist og rasende frustreret over ikke at kunne yde optimalt. Ikke at kunne trænge igennem og ikke at kunne stille op til overbevisninger, jeg ikke tror på…Eller det gør jeg måske! Efter min mening er der bare andre stilfærdigt ulmende brande, der skal bekæmpes først. Små bål. Så kontrollerede og hyggespredende, at man næsten kan glemme, at det er ild. Men ikke jeg, for det er mig de brænder.

Når jeg ikke kan slukke de brande ved egen hånd, så hælder jeg sgu benzin på i stedet! SÅ blir der varmt! Og jeg er forberedt – i røgmaske og brandmandskasket.

Men en pyroman i tårer er ikke en strategisk placeret kvindelist. Det er heller ikke en hysterisk forsmåelse. Det er det øjeblik, hvor ilden brøler og kvistene knaser, at man opdager, man selv er blevet en f**king skumslukker.

Blonder af frygt

Angst. For helvede…

Jeg har gået lidt rundt om mig selv omkring det, for jeg får hamrende hjertebanken bare af at overveje at tage hul og skrive om min altoverskyggende angst for død, døden, at dø.

Det siges, at angst for døden i virkeligheden handler om at være bange for at leve. Og det kan da godt være. Men den indsigt er ikke tydelig for mig. Det er døden, og alt det der kan føre til døden, der piner mig.

Det lægger en klam hinde af lede og tomhed over selv de (for andre) mest harmløse oplevelser, og når det er værst, tænker jeg:

What’s the point? Man dør jo alligevel

Jeg skal ikke bungy jumpe o.lign for at mærke adrenalinen. Den kommer aaalt for nemt til mig, fx i bybussen. Jeg er stiv af skræk for, at bussen kører en cyklist ned. Men det kan tildels forklares, for det har jeg allerede oplevet. Og det endte med døden for den stakkels kvinde, der kom for tæt på…eller en fodgænger som det fjols jeg så vade ud foran. Han slap heldigvis med et brækket lårben.

Det er den direkte og situationsrelaterede angst.

Jeg adopterer andres oplevelser, så jeg også er bange for alt det andet. Højder, fart, transport. Jeg har kvalme af skræk på længere bilture og høj fart. Jeg er bange for togulykker, færger der synker, fly der falder ned. For bomber, terrorister, voldsforbrydere, fremmede der kan ændre mit liv. At tage en taxi alene hjem fra en fest. At tage til den fest. At være væk fra min familie. At rejse. At føle det, som jeg kaldte hjemveen, da jeg var barn. Mærkeligt nok har jeg ikke deciderede sygdomsfobier. Phew, det har jeg egentlig ikke tænkt over før…

I min verden fylder undtagelsen, det usandsynlige eller tilfældige mere end statistik, og jeg kan ikke beroliges med tal, ligesom der ikke er noget omkring død, der kan berolige mig.

Jeg panikker, når jeg tænker på det. Vi ved jo ikke, hvad der sker, og man kan ikke sådan lige prøve det lidt ad gangen og vænne sig til tanken. Min angst for at miste er et kapitel for sig, men den er jo relateret til denne voldsomme dødsangst. Skrækken handler om mig. MIG! For hvor er jeg så? Jeg kan simpelthen ikke tænke tanken til ende, på samme måde som jeg ikke begriber universets størrelse. Jeg freakede totalt allerede, da jeg skulle konfirmeres, fordi præsten talte om ‘det evige liv’. Det magter man jo for fanden heller ikke.

Det er en mere eksistentiel og tankebåret angst.

Jeg begrænser mig selv rigtig meget for at undgå at mærke frygten. Jeg undviger og undgår og tager forholdsregler og er forsigtig og passer på og kontrollerer. Alligevel vågnede jeg jævnligt, før jeg fik medicin, med den allerførste tanke: “Du skal dø!”, og så var stemningen for den dag ligesom lagt…

Jeg ser farerne overalt, og engang troede jeg, at andre har det lige sådan. At I bare er bedre til at håndtere det. Kontrollere det. Men sådan er det jo ikke. Og det gør mig træt og trist og ked af det.

Det føles nogengange som et fængsel af frygt, og jeg kan ikke komme ud af det. Og en dag er livet slut. Og var mit så spildt, fordi jeg ikke turde risikere at dø af det?

 

Hormon helvede

Graviditeter.

Første! Anden! Tredie gang! Angst solgt til den kvinde!

En stor tung tomhed og hjertebank. Kan ikke være i mig selv og kan ikke være glad. Hele tiden forkert, hele tiden med maske, hele tiden tilskuer og på nåle. Vil bare sove…

Jeg troede selv, at det var depressions symptomer, men en psykolog sagde, at det var angst. Hver gang. Og nej…jeg var ikke bange for fødsel, barn og medfølgende morskab. Der må da være andre end mig, der har det ad helvede til før fødslen?

Smartass
Fra omkring 10. uge havde jeg dagligt et par dårlige timer; som regel sidst på eftermiddagen
Fra omkring 20. uge græd jeg i stride strømme gennem 3 ugers ferie. Blev panisk over at tiden gik (!)
Fra omkring 22 uge blev jeg meget bange for min chef, som seriøst var vældig rar og sygemeldte mig resten af graviditeten.

Da jeg havde født, forsvandt symptomerne og jeg var bare en glad mor.

Radar
Bortset fra kvalmen from hell gik det vidst generelt ok indtil de sidste 3-4 uger. Blev stresset af Smartass, som (selvfølgelig) var umulig. Indimellem var jeg så low, at jeg havAde tanker om at hoppe i havnen. Havde begyndende veer 3 gange, og humøret blev sortere for hver gang, det stoppede igen.

Da jeg havde født, forsvandt symptomerne og jeg var bare en glad mor.

Diva
Med Diva var vi forberedt på, at slutningen af graviditeten, måske ikke ville blive så sjov, og både læge og jordemoder var informeret. Et eksempel på hvordan angsten løb af med mig var, at jeg læste, at asfalten blev blød pga sommervarmen i Danmark. Jeg så billeder af hjulspor og asfalt som kviksand – bange for at der skulle ske noget i bilen. Jeg havde det dårligt, og jordemoder ville godt tillade, at vi igangsatte fødsel 2 uger før termin, så jeg kunne få det barn ud. Nu! Men Diva var så lille, at hun ville have bedst af at blive derinde, så jeg holdt ud…
Da jeg havde født, forsvandt symptomerne og jeg var bare en glad mor.

Tilføjelse

Nu er det så, at jeg er nødt til at komme med en tilføjelse. Fordi Nogen husker bedre end jeg… og det er egentlig en væsentlig tilføjelse, når man tager hele situationen i betragtning.

Jeg havde på en måde glemt, hvor krævende Radar var, da han var baby. Ligesom Barnet der ikke kunne sove holdt han mig også vågen dag og nat. Han klyngede sig til mig, og var ofte reserveret eller direkte afvisende overfor andre (også Mand). Så ifølge Nogen var jeg slidt i laser allerede dengang

Vi skal Ikke have flere børn!

, og det var derfor lidt en modig beslutning at kaste sig ud i det endnu engang. En klog veninde sagde: “I forhold til et helt liv, er de ni mdr. jo egentlig ikke så meget”. Yep! Det er rigtigt – man skal nok bare lade være med at blive ved med at stable ovenpå. Og nu er det ihvertfald slut med trippen fra bittesmå barnefødder herhjemme. 100%! Bare tanken…

Forbandede angst

Det med angsten er en kæmpestor ting. Jeg ved slet ikke, hvor jeg skal starte og ‘slutte’.Den har fulgt mig fra barnsben, og den viser sig i forskellige former. Den fylder mit liv, selvom jeg har fundet forskellige måder at tøjle dele af den.
Jeg går hos en psykiater, som vel er ved at beslutte sig til de helt rigtige prædikater at sætte på det hele. Men hvilken af angst typerne, der fylder mest, ved jeg egentlig ikke. Jeg kender dem alle – mere eller mindre udtalt.

Nedenstående har jeg kopieret fra Netpsykiater, som er et godt sted at stalke sin symptomer og problemer. Hvis man gør i den slags…det gør jeg.

Agorafobi: Angst for at være på steder med mange mennesker, hvor man ikke kan komme væk, f.eks. i en bus, i toget eller en kø i supermarkedet.

Socialfobi: Angst for at føle sig observeret eller kritiseret, hvis man spiser sammen med andre, siger noget når man er flere sammen eller går ud med en ny kæreste.

Enkelfobi: Angst i specielle situationer, f. eks. i mørke, tordenvejr eller i lukkede rum eller ved synet af blod, edderkopper eller slanger.

Panikangst: Anfald af angst som er så uudholdelige at man forsøger at undgå situationer, hvor man tidligere har haft panikanfald.

Generaliseret angst: Konstant angst hvor man er nervøs, får hjertebanken, bliver svimmel, sveder, ryster og spænder i musklerne.

Blandet angst – depressionstilstand: Blanding af angst og depression i så høj en grad at der er tale om en sygdom, men ikke så udtalt at man har en angsttilstand eller en depression.

 

Ældre indlæg

© 2018 Hjertefanden

Tema af Anders NorenOp ↑