Angst. For helvede…
Jeg har gået lidt rundt om mig selv omkring det, for jeg får hamrende hjertebanken bare af at overveje at tage hul og skrive om min altoverskyggende angst for død, døden, at dø.
Det siges, at angst for døden i virkeligheden handler om at være bange for at leve. Og det kan da godt være. Men den indsigt er ikke tydelig for mig. Det er døden, og alt det der kan føre til døden, der piner mig.
Det lægger en klam hinde af lede og tomhed over selv de (for andre) mest harmløse oplevelser, og når det er værst, tænker jeg:
What’s the point? Man dør jo alligevel
Jeg skal ikke bungy jumpe o.lign for at mærke adrenalinen. Den kommer aaalt for nemt til mig, fx i bybussen. Jeg er stiv af skræk for, at bussen kører en cyklist ned. Men det kan tildels forklares, for det har jeg allerede oplevet. Og det endte med døden for den stakkels kvinde, der kom for tæt på…eller en fodgænger som det fjols jeg så vade ud foran. Han slap heldigvis med et brækket lårben.
Det er den direkte og situationsrelaterede angst.
Jeg adopterer andres oplevelser, så jeg også er bange for alt det andet. Højder, fart, transport. Jeg har kvalme af skræk på længere bilture og høj fart. Jeg er bange for togulykker, færger der synker, fly der falder ned. For bomber, terrorister, voldsforbrydere, fremmede der kan ændre mit liv. At tage en taxi alene hjem fra en fest. At tage til den fest. At være væk fra min familie. At rejse. At føle det, som jeg kaldte hjemveen, da jeg var barn. Mærkeligt nok har jeg ikke deciderede sygdomsfobier. Phew, det har jeg egentlig ikke tænkt over før…
I min verden fylder undtagelsen, det usandsynlige eller tilfældige mere end statistik, og jeg kan ikke beroliges med tal, ligesom der ikke er noget omkring død, der kan berolige mig.
Jeg panikker, når jeg tænker på det. Vi ved jo ikke, hvad der sker, og man kan ikke sådan lige prøve det lidt ad gangen og vænne sig til tanken. Min angst for at miste er et kapitel for sig, men den er jo relateret til denne voldsomme dødsangst. Skrækken handler om mig. MIG! For hvor er jeg så? Jeg kan simpelthen ikke tænke tanken til ende, på samme måde som jeg ikke begriber universets størrelse. Jeg freakede totalt allerede, da jeg skulle konfirmeres, fordi præsten talte om ‘det evige liv’. Det magter man jo for fanden heller ikke.
Det er en mere eksistentiel og tankebåret angst.
Jeg begrænser mig selv rigtig meget for at undgå at mærke frygten. Jeg undviger og undgår og tager forholdsregler og er forsigtig og passer på og kontrollerer. Alligevel vågnede jeg jævnligt, før jeg fik medicin, med den allerførste tanke: “Du skal dø!”, og så var stemningen for den dag ligesom lagt…
Jeg ser farerne overalt, og engang troede jeg, at andre har det lige sådan. At I bare er bedre til at håndtere det. Kontrollere det. Men sådan er det jo ikke. Og det gør mig træt og trist og ked af det.
Det føles nogengange som et fængsel af frygt, og jeg kan ikke komme ud af det. Og en dag er livet slut. Og var mit så spildt, fordi jeg ikke turde risikere at dø af det?
