Hende her (den yngste) kunne ikke sove i nærmest hele sit første leveår. Følelsen, der siden har siddet i mig, er en udpræget modvilje mod denne totale afhængighed af mig. Aldrig mere vil jeg opleve at være så afmægtig og desperat efter hjælp.

Aldrig mere!

I dagtimerne sov hun kun i bæresele (fx. 4 x 20 min) eller kortvarigt stablet op med puder, fordi man ikke kunne lægge hende vandret ned. Om natten sov hun på mig eller i min arm, men vågnede ca. hver halvanden time og ville ammes.

Hun ville ikke have sut. Selvom man som mor til flere har lært nogle tricks efterhånden, så resulterede ihærdige forsøg på at få hende til at tage den hver gang i, at hun kastede op i stedet…

Jeg var desperat efter søvn og desperat over ikke at kunne gøre noget ved det. Selvom jeg har ammet de andre længe var jeg tidligt klar til at give hende sutteflaske, så far og andre kunne tage over. Hun kunne selvfølgelig bedre finde ud af sutteflaske end sut. Not! Det måtte vi også opgive.

Der var noget galt, men der var ingen hjælp. Sundhedsplejerske var rådvild. Læge måtte også give fortabt. Vi var omkring ørelæge, som ikke umiddelbart kunne se, at der var noget galt.

Da hun var 7 mdr. tog vi hende med til kiropraktor, som konstaterede at øverste ryghvirvel sad fast på kraniet. Medfødt og smertefuldt, sagde han. Han løsnede, og hun begyndte at sove bedre.

10 mdr gammel og 3 mellemørebetændelser senere havde vi dog matchende blå rande under øjnene, hun klæbede til mig, og hun var så tynd, at et nyt besøg høs ørelægen gjorde udslaget. En grænseoverskridende fuld narkose og to dræn gav barnet ro, og hun begyndte også at kunne spise fast føde uden at kaste op.

Resultet: Jeg var vred, skuffet og følte mig svigtet af lægerne. Men hvad skulle jeg lige stille op med det? Jeg vendte det indad og lovede mig selv aldrig at føle mig så afmægtig igen.

Ahem… Det gik det jo skidegodt med!