hjertefanden – Hjertefanden

Forfatter: hjertefanden (side 1 af 13)

To år

16. maj 2017 / hjertefanden / 0 kommentarer

To år!!!

Slap af! Det kan sgu da ikke overraske, når jeg ikke har haft lyst til at skrive noget. Det har jeg så lige nu, men for fuck det er er lige i overkanten at remse begivenheder op… det væsentligste og vildeste er dog:

Min mor døde på min fødselsdag for tre uger siden, og jo mere jeg siger det eller skriver det, jo mere virkeligt bliver det. Derfor ikke mere om det nu.

Jeg er slet ikke tosset alligevel! Eller jo, det er jeg vel, men det viste sig i efteråret, at min (ellers ikke) fladpandede læge igennem årene har overset/ignoreret/ikke lagt to ot to sammen, at jeg har gået med gallopperende d-vitamin mangel, b12-vitamin mangel, lavt stofskifte og en autoimmun sygdom, der alle hver for sig og da især i fællesskab kan levere den buffet af psykiske og fysiske symptomer, jeg har forsøgt at balancere. For HELVED! Anyways, ok – lang historie kort: Jeg har det meget bedre og har trappet ud af 90% af tossepillerne.

Resten af Familien FuckedUp har det også godt! Vi slipper snart parcelhushelvedets kedsommelige forpligtelser og flytter til byhus i centrum, og så skal vi leve lidt mere!

First world problems. Måske.

29. juni 2015 / hjertefanden / 0 kommentarer

Jeg siger ikke, at det er nogens skyld. Jeg siger heller ikke, at det (ikke) er min egen skyld. Jeg siger bare, at jeg ikke kan finde de løse ender, og jeg ikke ved, hvor jeg skal starte og slutte. Som udenforstående vil du måske sige, at jeg bare skal tage mig sammen. Det føles bare som om, at jeg hele tiden tager mig sammen uden egentlig at opnå nogen særlig afklaring eller løsning. Meget af det, der kværner rundt i hovedet er nok bare beslutninger, der skal tages, men enten kan jeg ikke eller også kan jeg ikke gøre det alene. Eller også er jeg bare forvirret… Har det lidt ligesom dengang, jeg lige havde gjort hele badeværelset rent, og Diva tilfældigvis stod oppe på toilettet, da hun tissede i bukserne, og det varme tis plaskede ned og blev sendt i nye tilfældige retninger, da det ramte bræt og gulv. Så kunne jeg starte forfra, efter skift, vask og ikke mindst trøst af hende.

Fødselsdagsspektrum

Diva har fødselsdag om 3 uger, og det er det mine tanker kredser om. Diva snakker meget – til mig. Mest til mig. Helst til mig. Jeg har lært om hendes autisme, at al den snak og ønske om at hænge ud med mor er relateret til forestillingsevnen, og at det delvis er fordi hun ikke selv kan finde på andet at lave, at hun snakker. Hvis jeg vil have fred, så skal hun aktiveres. Det kommer jeg tilbage til. Men ikke i dag.

Jeg har også lært, at det er meget typisk, at hun kan drive en til vanvid med snak om fødselsdag og fødselsdagsønsker, og at det derfor er en god idé at få snakken parkeret. Hun skal lave en liste, og så forholder vi os til det på et tidspunkt umiddelbart før hendes fødselsdag. Det er fint nok…problemet er bare, at der er nogle ting/ønsker som er relativt vigtige for hendes udvikling og for os som familie. Jeg ved ikke, hvordan vi skal prioritere alt det her:

Cykel

Hun er vokset meget, og henover vinteren er hendes cykel blevet for lille (ihvertfald af udseende). Hun elsker at cykle og det er godt for hende at få mere motion, men hun har i lang tid ikke villet cykle i skole, fordi hun føler sig alene. Der er ikke umiddelbart nogen jævnaldrende at følges med. Så kan vi kigge på os selv – er det realistisk at vi cykler med hende frem og tilbage? Ikke helt vildt…for dårligt? Well, det gør ikke ligefrem livet nemmere at lægge den opgave ind også. Så er det dumt at købe ny cykel? Den SKAL jo være lyseblå eller til nøds hvid. Kan vi ikke bare købe en brugt? Joh, men der er ikke nogen til salg, som hun vil acceptere. Mand tror, at Diva kan overtales til det, vi synes. Jeg har en anden erfaring… forkælet eller rigid?

Seng

For et år siden fik hun en højseng med skrivebord under. Hun har været glad for bordet, men sengen sover hun ikke i. Hun er bange… Hun sover hos os. Mellem os, på en madras, i fodenden. Det skifter lidt. Indimellem sover hun i sin seng i korte perioder. Det kræver at jeg putter hende og sidder deroppe med min Kindle, indtil hun er faldet i søvn. Hun har svært ved at falde i søvn, og det tager tit lang tid med diverse bekymringer og emner hun er bange for.

On/off har hun talt om, at hun gerne vil have en anden seng (mere snak…), men nu er det faktum, at hun ønsker sig en anden seng. Jeg lavede en kæmpe fejl ved at vise hende et IKEA-hack fra Pinterest, som hun har fablet om, indtil Mand gjorde klart (for mig), at han ikke kan lave den (og jeg kan da slet ikke). Så den er lukket ned nu. Heldigvis er hun fremmelig mht. Google, og så viste hun mig en dag en seng, hun havde fundet. Næste step var Mand, som også syntes om den. Det er vigtigt, for han kan også blive ret umulig, hvis man har købt noget, han ikke kan lide (…og far og datter kan ikke lide ting, der er ‘ukurrente’). Vi aftaler at bestille den…får det ikke gjort med det samme, men yeah i dag tog jeg mig sammen og bestilte. Hvorefter:

1. Mand siger, at han har tænkt over, at han synes, at det hellere burde være en med skuffer under.

2. Diva siger, at han måske har ret…

3. Vi finder en, der koster det tre-dobbelte, som Diva måske gerne vil have i stedet. Måske!

4. Jeg har annulleret den første ordre.

5. Hvad nu?

Mand tror, at Diva kan overtales til det, vi synes. Jeg har en anden erfaring… forkælet eller rigid? Skal hun bestemme alt? Nej Vil vi gerne have hende til at sove på sit værelse? Ja

Det der yderligere komplicerer min evne til at beslutte er sådan noget som:

Hendes værelse er megalille. Skal vi rykke ud af det større men crowdede soveværelse, så hun kan få lidt mere luft? Hvad fuck gør vi så med vores ting? Jeg har i forvejen svært ved at synes, at der er plads til mig i dette her hus.

Skal vi så flytte? Eller bygge til? Årh ja, men det afhænger jo også af hendes behov mht skolegang. Det har vi ikke afklaring på. Vi har desuden heller ingen penge.

Der trænger vildt til at blive malet. Hun snakker også om tapet…

iPad

i virkeligheden er al snak om iPad lukket ned. Diva har en brugt hvid iPhone og en brugt sort iPad. Apropos det ukurrente, så generer det hende, at de ikke er samme farve (Seriøst, det kan jeg ikke tage mig af). Det som influerer på min holdning er, at det tilsyneladende ret gode system planlægnings-og hjælpeprogram Mobilize Me ikke findes til iPhone, kun til androids og tablets/iPads. Jeg har syntes, at det ville være håbløst for hende at rende rundt med en iPad, men da hun sagde iPad mini, så kunne jeg pludselig se en ide med det, fordi det ville være en hjælp, at både vi og andre omkring hende kan hjælpe med planlægning og reminders mm., så hun kan slappe mere af.

Hvad så med Mand?

Alt sådan noget bavl kører i ring i mit hoved, og det frustrerer mig vildt, når jeg ikke bare kan melde pas, fordi jeg ikke orker det. Vi kan jo ikke bare aflyse en fødselsdag, på samme måde som, at vi bare var nødt til at klare Radars konfirmation.

Men kan Mand så ikke tage beslutningerne? Næh…han har det på samme måde!

Pinsepis

25. maj 2015 / hjertefanden / 0 kommentarer

Jeg koger kalvespidsbryst. Det gider de vanskelige unger nok ikke at spise, men det må jeg råde bod på på en eller anden måde. Det kræver nok en sovs. Imens er der nogen i en radio, der har slagtet en kanin ved navn Allan. Jeg orker det ikke.

Her har det været en pinse af ubegribelig trætte dimensioner. Det fylder, det der autisme og ADD…og så var der også lige en (god) konfirmation. Har sagt nej til alt og slæber mig gennem dramaer og pligter, mens jeg prøver på at finde ud af, om:

Jeg skal give efter og splatte 100% ud? Fordelen er måske selvomsorg – jeg ved bare, at jeg skal blive mistænksom, når jeg overvejer at geninstallere Candycrush.
Kæmpe imod og fortsat forsøge at løse alverdens problemer? Jeg kan ikke gøre alt godt for alle – og jeg skal også passe på, når jeg går i survival-mode.

Så jeg skal nok bare fortsætte på det lidt lave blus…

For tiden er der både mine egne udfordringer og nogle udefrakommende, som jeg reelt ikke kan gøre noget ved. Jeg tager det på mig alligevel (fjols!), spekulerer og drømmer om det om natten. Samtidig er der familiens behov, som indimellem (ofte) tager pippet fra mig. Det er en ikke-synkroniseret behovsroulette, og det kræver en hade-indsats fra min side at gøre noget ved det:

Planlægning – Struktur – Mere planlægning – Udførelse – Justering.

Og hele tiden med en påtaget rolig tålmodighed, som er det eneste, der virker, hvis man vil undgå akutte nedsmeltninger hos nogen. Når man ikke er sådan en, der nødvendigvis rider afsted samme dag, som man har sadlet, så er det næsten uoverkommeligt at skulle kunne være mere forberedt og forudseende, når Divaen flegner over en eller anden detalje. Nogen gange føles det som om hendes opgave i verden er at aktivere Fru Sisyfos ( det er mig, red.) Heldigvis er jeg ved at lære, hvad det der konstante ‘hængen ud med mor’ går ud på, så når jeg ellers får taget mig sammen, skal jeg igangsætte flere planlagte aktiviteter for hende.

Jeg ved faktisk ikke, om det er reelt (for jeg er også sød og blid og ægte tålmodig), men jeg føler mig lidt som en ilter italiensk mamma med mundkurv på, når jeg selv er ved at koge over af irritation indvendig. Der er bare ikke noget at gøre ved det, og mor-buddhismen virker, hvis bare jeg også kan få lov at spy galde indimellem. Lige her.

Diva

Diva er har diagnose på atypisk autisme. Hun er højtbegavet, smuk og vellidt, så de fleste opdager ikke, at der er ‘noget’ med hende.

Men hun har svært ved at gennemskue sociale spilleregler, hun tænker meget konkret og er udfordret på sin forestillingsevne. Hun reagerer med stress, angst og udmattelse, når der ikke tages hensyn til hendes behov.

…og nåeh ja, hun har også en spiseforstyrrelse, hvilket har vist sig at være en hyppig sidegevinst til autismen. Hun er meget lig Smartass i sin adfærd, så vi håber på, at hun udvikler sig positivt og bliver mindre rigid, ligesom han er blevet.

Mors dag

10. maj 2015 / hjertefanden / 0 kommentarer

Som OM!

Mor i midten

6. maj 2015 / hjertefanden / 0 kommentarer

Jeg hader, hader, hader edderkopper, men i øjeblikket er jeg bare en stor fed hun, der sidder i nettet og trækker i trådene. Absolut ikke af lyst – endnu engang er jeg malet op i et hjørne af pligt og omsorg, og jeg kan ikke se, at jeg kan gøre andet end at vente på, at malingen tørrer… Ja, jeg strør om mig med metaforer, for herhjemme er det gået op for mig, at flere familiemedlemmer er særdeles konkrettænkende, så ude i virkeligheden må jeg holde igen og forsøge at udtrykke mig konkret. Kæmpesvært når man elsker abstraktioner og associationer.

Jeg er ikke populær lige nu. Jeg er tom for overskud, og det betyder, at jeg ikke har kunnet gennemføre den overdrevne tålmodighed, der kræves, hvis tingene skal køre glat. Det er uhensigtsmæssigt at lade andres behov gå forud for ens egne, og det er den direkte vej tilbage i stressfælden, hvis det står på for længe – men det går bare altid ud over nogen, når jeg må melde pas.

Hundsen snerrede mopset af en anden hund, der kom for tæt på det hul, hun var ved at grave, og jeg forstår hende godt. Når der spares på tur og hop i åen, så gælder det om at få mest ud af sine oplevelser uden ligegyldigt selskab.

Jeg mandsopdækkes af Diva og hendes varierende behov. Hun er den skønneste søde pige, men for helved hvor er hun udmattende at være mor til. Det er trods alt fint at vide, at hun har motoriske vanskeligheder, så det ikke blot er dovenskab der gør, at jeg skal hjælpe hende med alskens dit og dat, som andre har kunnet i årevis. Men hun ønsker nogle bestemte ritualer før sovetid, der kræver mental tilstedeværelse fra min side, og nogen gange orker jeg bare ikke at levere både en vild-kild, en shorts-Olof, et hundesnus og almindelig kilden på ryg – og så er fanden løs. Hun mopser, og jeg får dårlig samvittighed. Jeg blir simpelthen nødt til at vide, hvor grænsen går for, hvad der er rimeligt. Det handler om tryghed for hende, men noget af det har også et tvangsmæssigt præg, og foreløbig gør jeg hovedparten af det, hun beder om.

Jeg gør det – for hun bruger kun nødtvungent sin far og sine brødre.

Brødrene har det fint – de er bare teens med primært egenfokus – og den ene skal vi holde konfirmation for om en uge. Så skal der lige arrangeres med telt og halløj, og det passer jo fint med Mands akutte hold i ryggen og generelle nedtrykthed. Lad mig sige det sådan, at der er eventuelle diagnoser i spil der også…

Det er trist at sige, at livet her er langtfra en fest, og at det er hårdt at være puppetmaster for dem alle, samtidig med at jeg både skal arbejde og passe på mig selv. Det er dog positivt, at jeg endnu ikke er røget i panik eller obsession, lige som sidste gang vi skulle holde konfirmation. Smartass styrer sine skriftlige eksamener flot for tiden, og Radar nu har hele to søde og gode vennegrupper, hvor han på et tidspunkt faktisk kun havde en eneste ven. Og så dufter hytten skønt af konfirmandens nye signatur: Paco Rabanne 1 Million, jow jow!

Vi savner Møwsen

16. april 2015 / hjertefanden / 0 kommentarer

Forældrerådgivning. Diva. Autismespektrumforstyrrelse og de snakke, det nu afstedkommer. Bekymrende og trættende og for at være helt ærlig, så har jeg det lidt ligesom dengang, vi kørte afsted mod Skejby lidt over midnat, fordi Radar efter flere tilløb havde besluttet, at det var tid til at blive født. Jeg gad simpelthen ikke…var træt, orkede ikke lige en fødsel. Samtidig vidste jeg godt, at jeg ikke bare kunne iværksætte lidt fri vilje og udskyde festen.

Dengang var jeg bekymret. Uhhh, hvordan nu med kærligheden, når man har flere børn! Var forud virkelig bange for at holde mere af den ene… Bagefter ved man, at det var endnu en overflødig bekymring.

Men jeg bekymrer mig alligevel, og indimellem kommer der nogle af de gamle sug af overvældelse, når unger, mand og hund står i kø for at få en luns omsorg eller service.

Not proud, men det der virkelig tager pippet fra os nu, er ægte rotter på loftet. Det er så klamt og ulækkert og uforståeligt, for der er jo ingen fødevarer deroppe. Til gengæld er der noget der indikerer forrådnelse i en ikke-aktiv aftrækskanal til ventilator i badeværelse, og dét tror jeg ikke, at den flinke rottemand fra kommunen tager sig af. Ad! Ad! Ad! Jeg er sikker på, at vores missetat holdt dem langt væk, før hun desværre blev syg og aflivet.

Lorteskole

27. marts 2015 / hjertefanden / 0 kommentarer

Jubii, jubii, jubii nu er det påskeferie! Med andre ord en hel uge uden madpakkehelvede, og det skal der bestemt ikke kimses af.

Til gengæld vil jeg godt lige have lov til at pege finge af nogen. Jeg er sikker på, at emnet ‘uoverensstemmelser med barnets skole” kan dele vandene. Hvad kan/skal/bør man gøre, når man føler sig trådt på – som forælder eller lærer?

Jeg har et issue. Foreløbig er jeg nødt til at strække mig og vise velvilje for mit barns skyld, men jeg er vred og føler mig misforstået og dårligt behandlet.

Diva har fået nogle diagnoser også – nogle medfødte påvirkninger af hendes krop og hjerne. Det er, hvad det er, og det kan vi godt håndtere. Men det kræver samarbejde med hendes lærere, og de har tilsyneladende en anden agenda, som går ud på, at det stakkels barn bare har håbløse forældre. Jeg var iskoldt rasende over disse antydninger i sidste uge til forældresamtale, og psykologen på Børnepsyk har i dag mere eller mindre bekræftet, at det er den historie, de har fået fra skolen.

Nu afventer vi netværksmøde, og de skal selvfølgelig have en chance til at tilegne sig mere viden. Jeg synes bare ikke, at det stemmer med lærergerningen at agere så uinteresseret og uempatisk. Jeg har tænkt på, at de kan være pressede af skolereformen! Men eftersom det er 3. barn og 3.gang, at jeg har konstellationen ‘barn trives ikke i den skole’, så er min tolerance ikke så høj.

Fuck det. Jeg kan høre, at Jim og Tonny er kommet på fredagsvisit nu. God påske!

For hekkenfeldt da os’!

9. februar 2015 / hjertefanden / 0 kommentarer

Man kan jo ikke læse det her på en mobil! Sidder her med iPhone og præsenteres bare for menuer og reklamer. Det gider man jo ikke, så nu må jeg igang med Theme-sjov igen…

jeg havde egentlig tænkt mig at lukke ned for Hjertefanden, fordi jeg ikke har haft lyst til at skrive noget i lang tid. Men nu blir jeg alligevel i tvivl… Jeg har haft en lang gråsort, træt og ugidelig periode, men jeg fik pep og en masse at tænke over under nogle dage med en superdygtig erhvervscoach, så jeg tror, skuden har vendt snuden mod lysere himmelstrøg.

Allerførst skal jeg dog skaffe noget mad til den lille familie. Jeg har en feberhed Diva ved min side – hun vil gerne have pandekager…

Jinx

21. oktober 2014 / hjertefanden / 0 kommentarer

Sidst nævnte jeg, at det går så fint med drengene.
Smartass har været igennem en rivende udvikling, som startede med, at han b.la. via Reddit satte sig mere ind i omfanget af sin ADD-diagnose. Han bad om at få lov til at prøve medicin, og efter en henvisning fra lægen måtte jeg tale med store bogstaver på Unge-psyk, fordi de i første omgang var afvisende. Ritalin (Methylphenidat) har som hyppig bivirkning, at man mister appetitten – og det er selvfølgelig uhensigtsmæssigt, når man i forvejen har en spiseforstyrrelse. Men hensigten med medicinafprøvning var netop at se, om det kunne hjælpe ham til at overvinde sin modstand mod at spise! Efter blodprøver, EKG og grundig lægeundersøgelse af nye psyko, Psyko2, fik han lov til at prøve en lav dosis med langsom optrapning. Det virkede bare ikke en skid på ham…
Men vi har kontakten til Psyko2 (som viste sig at være en helt særligt pædagogisk og empatisk overlæge), og det beroliger lidt, nu hvor Smartass’ vintermismod i går sprang ud som trold i en æske.