Verden tog en drejning og sagde farvel til Anne i dag. Jeg har stukket hovedet i en busk, og deltog derfor ikke. Det var først, da sket var sket og gråden pressede på, at jeg indså, hvor meget en tilstedeværelse egentlig betyder for en lille pige. For hun har formet mig, uden jeg vidste det. Og ikke fordi hun ville det. Min mors veninde. Min bedstevenindes mor. En særlig tryghed i hendes knus.

Mine særlige minder ( som fx en fantastisk følelse af frihed og forundring, da vi, en børneflok på bagsædet af hendes knaldfarvede folkevognsboble, fandt ud af at man kunne kigge ud af huller i bunden af bilen og se vejen suse afsted udover bakkerne mod Roskilde ), og min hjerteknugende bekymring og medfølelse for hendes del af børneflokken, vil jeg hovedsagelig holde for mig selv.

Det som er relevant i forhold til shitfuckfandens depression etc. er betydningen af at have en Anne i sit liv. Ikke bare for mig, men for børnenes skyld. Andre mødre. Andre måder. Andre der øsler med omsorg, interesse, et særligt grin og en enorm evne til at sprede hygge.

Savnet er voldsomt, når det mangler. Anne…farvel!