Når der løber crazy blod i familien, så er der vel ikke noget at sige til, at man måske blir lidt følsomt anlagt, vel? Det er nu ikke fordi, jeg selv har været i nærkontakt med de mest ekstreme, meeeen når det regner på præsten… whatever.

Det er min bedstemors fødselsdag i dag!” sagde jeg. I går. “Men er hun ikke død?” svarede Diva. “Jo, jo…men alligevel…!“. Åbenbart en dato, jeg kan huske.

Min bedstemor var til sidst en hjemmeboende næsten-90årig. Hun vær lærerinde fra København, som flyttede til Bornholm og mødte min bedstefar, som var fraskilt. Hun var 30, han var 60. 4 børn i løbet af 4 år, og resten af livet i et rødt bindingsværkshus. Lyden af bølger var konstant og beroligende, når man skulle sove, og jeg forstår godt, at hun nægtede at flytte.

Jeg må hellere skynde mig at slå fast, at det ikke var hos hende, crazy blodet rullede! Men tankerne om hende mindede mig om, at Usynlig aftenen før sagde, at min sjæl da vidst er fra Bornholm. Fordi hun ved, at jeg har mærket fligen af den skabertrang, jeg har genkendt i famillien på øen.

Jeg troede ikke, at jeg havde det i mig. Trangen til at udtrykke mig selv gennem ord, tegninger, malerier etc. Men det blevet vigtigt og hjælper mig til at fokusere og forstå. Jeg har tidligere skrevet, at jeg er en gammel dame. Nu er jeg blevet en gammel dame fra Bornholm. Hun har ikke et navn (som Sneglcilles ‘Preben’), men hun dukker alligevel op til julefrokoster, og får mig til at føle mig isoleret, lidt hjælpeløs. Frustreret over gerne at ville fjolle rundt, men handicappet på evnen. Trods snaps. Sku’ måske have prøvet med likør?