Hjertefanden

29. juni 2015
by hjertefanden
0 comments

First world problems. Måske.

Jeg siger ikke, at det er nogens skyld. Jeg siger heller ikke, at det (ikke) er min egen skyld. Jeg siger bare, at jeg ikke kan finde de løse ender, og jeg ikke ved, hvor jeg skal starte og slutte. Som udenforstående vil du måske sige, at jeg bare skal tage mig sammen. Det føles bare som om, at jeg hele tiden tager mig sammen uden egentlig at opnå nogen særlig afklaring eller løsning. Meget af det, der kværner rundt i hovedet er nok bare beslutninger, der skal tages, men enten kan jeg ikke eller også kan jeg ikke gøre det alene. Eller også er jeg bare forvirret… Har det lidt ligesom dengang, jeg lige havde gjort hele badeværelset rent, og Diva tilfældigvis stod oppe på toilettet, da hun tissede i bukserne, og det varme tis plaskede ned og blev sendt i nye tilfældige retninger, da det ramte bræt og gulv. Så kunne jeg starte forfra, efter skift, vask og ikke mindst trøst af hende.

Fødselsdagsspektrum


Diva har fødselsdag om 3 uger, og det er det mine tanker kredser om. Diva snakker meget – til mig. Mest til mig. Helst til mig. Jeg har lært om hendes autisme, at al den snak og ønske om at hænge ud med mor er relateret til forestillingsevnen, og at det delvis er fordi hun ikke selv kan finde på andet at lave, at hun snakker. Hvis jeg vil have fred, så skal hun aktiveres. Det kommer jeg tilbage til. Men ikke i dag.

Jeg har også lært, at det er meget typisk, at hun kan drive en til vanvid med snak om fødselsdag og fødselsdagsønsker, og at det derfor er en god idé at få snakken parkeret. Hun skal lave en liste, og så forholder vi os til det på et tidspunkt umiddelbart før hendes fødselsdag. Det er fint nok…problemet er bare, at der er nogle ting/ønsker som er relativt vigtige for hendes udvikling og for os som familie. Jeg ved ikke, hvordan vi skal prioritere alt det her:

Cykel

Hun er vokset meget, og henover vinteren er hendes cykel blevet for lille (ihvertfald af udseende). Hun elsker at cykle og det er godt for hende at få mere motion, men hun har i lang tid ikke villet cykle i skole, fordi hun føler sig alene. Der er ikke umiddelbart nogen jævnaldrende at følges med. Så kan vi kigge på os selv – er det realistisk at vi cykler med hende frem og tilbage? Ikke helt vildt…for dårligt? Well, det gør ikke ligefrem livet nemmere at lægge den opgave ind også. Så er det dumt at købe ny cykel? Den SKAL jo være lyseblå eller til nøds hvid. Kan vi ikke bare købe en brugt? Joh, men der er ikke nogen til salg, som hun vil acceptere. Mand tror, at Diva kan overtales til det, vi synes. Jeg har en anden erfaring… forkælet eller rigid?

Seng

For et år siden fik hun en højseng med skrivebord under. Hun har været glad for bordet, men sengen sover hun ikke i. Hun er bange… Hun sover hos os. Mellem os, på en madras, i fodenden. Det skifter lidt. Indimellem sover hun i sin seng i korte perioder. Det kræver at jeg putter hende og sidder deroppe med min Kindle, indtil hun er faldet i søvn. Hun har svært ved at falde i søvn, og det tager tit lang tid med diverse bekymringer og emner hun er bange for.

On/off har hun talt om, at hun gerne vil have en anden seng (mere snak…), men nu er det faktum, at hun ønsker sig en anden seng. Jeg lavede en kæmpe fejl ved at vise hende et IKEA-hack fra Pinterest, som hun har fablet om, indtil Mand gjorde klart (for mig), at han ikke kan lave den (og jeg kan da slet ikke). Så den er lukket ned nu. Heldigvis er hun fremmelig mht. Google, og så viste hun mig en dag en seng, hun havde fundet. Næste step var Mand, som også syntes om den. Det er vigtigt, for han kan også blive ret umulig, hvis man har købt noget, han ikke kan lide (…og far og datter kan ikke lide ting, der er ‘ukurrente’). Vi aftaler at bestille den…får det ikke gjort med det samme, men yeah i dag tog jeg mig sammen og bestilte. Hvorefter:

1. Mand siger, at han har tænkt over, at han synes, at det hellere burde være en med skuffer under.

2. Diva siger, at han måske har ret…

3. Vi finder en, der koster det tre-dobbelte, som Diva måske gerne vil have i stedet. Måske!

4. Jeg har annulleret den første ordre.

5. Hvad nu?

Mand tror, at Diva kan overtales til det, vi synes. Jeg har en anden erfaring… forkælet eller rigid? Skal hun bestemme alt? Nej Vil vi gerne have hende til at sove på sit værelse? Ja

Det der yderligere komplicerer min evne til at beslutte er sådan noget som:

Hendes værelse er megalille. Skal vi rykke ud af det større men crowdede soveværelse, så hun kan få lidt mere luft? Hvad fuck gør vi så med vores ting? Jeg har i forvejen svært ved at synes, at der er plads til mig i dette her hus.

Skal vi så flytte? Eller bygge til? Årh ja, men det afhænger jo også af hendes behov mht skolegang. Det har vi ikke afklaring på. Vi har desuden heller ingen penge.

Der trænger vildt til at blive malet. Hun snakker også om tapet…

iPad

i virkeligheden er al snak om iPad lukket ned. Diva har en brugt hvid iPhone og en brugt sort iPad. Apropos det ukurrente, så generer det hende, at de ikke er samme farve (Seriøst, det kan jeg ikke tage mig af). Det som influerer på min holdning er, at det tilsyneladende ret gode system planlægnings-og hjælpeprogram Mobilize Me ikke findes til iPhone, kun til androids og tablets/iPads. Jeg har syntes, at det ville være håbløst for hende at rende rundt med en iPad, men da hun sagde iPad mini, så kunne jeg pludselig se en ide med det, fordi det ville være en hjælp, at både vi og andre omkring hende kan hjælpe med planlægning og reminders mm., så hun kan slappe mere af.

Hvad så med Mand?


Alt sådan noget bavl kører i ring i mit hoved, og det frustrerer mig vildt, når jeg ikke bare kan melde pas, fordi jeg ikke orker det. Vi kan jo ikke bare aflyse en fødselsdag, på samme måde som, at vi bare var nødt til at klare Radars konfirmation.

Men kan Mand så ikke tage beslutningerne? Næh…han har det på samme måde!

 

25. maj 2015
by hjertefanden
0 comments

Pinsepis

Jeg koger kalvespidsbryst. Det gider de vanskelige unger nok ikke at spise, men det må jeg råde bod på på en eller anden måde. Det kræver nok en sovs. Imens er der nogen i en radio, der har slagtet en kanin ved navn Allan. Jeg orker det ikke.

Her har det været en pinse af ubegribelig trætte dimensioner. Det fylder, det der autisme og ADD…og så var der også lige en (god) konfirmation. Har sagt nej til alt og slæber mig gennem dramaer og pligter, mens jeg prøver på at finde ud af, om:

  •  Jeg skal give efter og splatte 100% ud? Fordelen er måske selvomsorg – jeg ved bare, at jeg skal blive mistænksom, når jeg overvejer at geninstallere Candycrush.
  • Kæmpe imod og fortsat forsøge at løse alverdens problemer? Jeg kan ikke gøre alt godt for alle – og jeg skal også passe på, når jeg går i survival-mode.

Så jeg skal nok bare fortsætte på det lidt lave blus…

For tiden er der både mine egne udfordringer og nogle udefrakommende, som jeg reelt ikke kan gøre noget ved. Jeg tager det på mig alligevel (fjols!), spekulerer og drømmer om det om natten. Samtidig er der familiens behov, som indimellem (ofte) tager pippet fra mig. Det er en ikke-synkroniseret behovsroulette, og det kræver en hade-indsats fra min side at gøre noget ved det:

Planlægning – Struktur – Mere planlægning – Udførelse – Justering. 

Og hele tiden med en påtaget rolig tålmodighed, som er det eneste, der virker, hvis man vil undgå akutte nedsmeltninger hos nogen. Når man ikke er sådan en, der nødvendigvis rider afsted samme dag, som man har sadlet, så er det næsten uoverkommeligt at skulle kunne være mere forberedt og forudseende, når Divaen flegner over en eller anden detalje. Nogen gange føles det som om hendes opgave i verden er at aktivere Fru Sisyfos ( det er mig, red.) Heldigvis er jeg ved at lære, hvad det der konstante ‘hængen ud med mor’ går ud på, så når jeg ellers får taget mig sammen, skal jeg igangsætte flere planlagte aktiviteter for hende.

Jeg ved faktisk ikke, om det er reelt (for jeg er også sød og blid og ægte tålmodig), men jeg føler mig lidt som en ilter italiensk mamma med mundkurv på, når jeg selv er ved at koge over af irritation indvendig. Der er bare ikke noget at gøre ved det, og mor-buddhismen virker, hvis bare jeg også kan få lov at spy galde indimellem. Lige her.

6. maj 2015
by hjertefanden
0 comments

Mor i midten

Jeg hader, hader, hader edderkopper, men i øjeblikket er jeg bare en stor fed hun, der sidder i nettet og trækker i trådene. Absolut ikke af lyst – endnu engang er jeg malet op i et hjørne af pligt og omsorg, og jeg kan ikke se, at jeg kan gøre andet end at vente på, at malingen tørrer… Ja, jeg strør om mig med metaforer, for herhjemme er det gået op for mig, at flere familiemedlemmer er særdeles konkrettænkende, så ude i virkeligheden må jeg holde igen og forsøge at udtrykke mig konkret. Kæmpesvært når man elsker abstraktioner og associationer.

Jeg er ikke populær lige nu. Jeg er tom for overskud, og det betyder, at jeg ikke har kunnet gennemføre den overdrevne tålmodighed, der kræves, hvis tingene skal køre glat. Det er uhensigtsmæssigt at lade andres behov gå forud for ens egne, og det er den direkte vej tilbage i stressfælden, hvis det står på for længe – men det går bare altid ud over nogen, når jeg må melde pas.

Hundsen snerrede mopset af en anden hund, der kom for tæt på det hul, hun var ved at grave, og jeg forstår hende godt. Når der spares på tur og hop i åen, så gælder det om at få mest ud af sine oplevelser uden ligegyldigt selskab.

Jeg mandsopdækkes af Diva og hendes varierende behov. Hun er den skønneste søde pige, men for helved hvor er hun udmattende at være mor til. Det er trods alt fint at vide, at hun har motoriske vanskeligheder, så det ikke blot er dovenskab der gør, at jeg skal hjælpe hende med alskens dit og dat, som andre har kunnet i årevis. Men hun ønsker nogle bestemte ritualer før sovetid, der kræver mental tilstedeværelse fra min side, og nogen gange orker jeg bare ikke at levere både en vild-kild, en shorts-Olof, et hundesnus og almindelig kilden på ryg – og så er fanden løs. Hun mopser, og jeg får dårlig samvittighed. Jeg blir simpelthen nødt til at vide, hvor grænsen går for, hvad der er rimeligt. Det handler om tryghed for hende, men noget af det har også et tvangsmæssigt præg, og foreløbig gør jeg hovedparten af det, hun beder om.

Jeg gør det – for hun bruger kun nødtvungent sin far og sine brødre.

Brødrene har det fint – de er bare teens med primært egenfokus – og den ene skal vi holde konfirmation for om en uge. Så skal der lige arrangeres med telt og halløj, og det passer jo fint med Mands akutte hold i ryggen og generelle nedtrykthed. Lad mig sige det sådan, at der er eventuelle diagnoser i spil der også…

Det er trist at sige, at livet her er langtfra en fest, og at det er hårdt at være puppetmaster for dem alle, samtidig med at jeg både skal arbejde og passe på mig selv. Det er dog positivt, at jeg endnu ikke er røget i panik eller obsession, lige som sidste gang vi skulle holde konfirmation. Smartass styrer sine skriftlige eksamener flot for tiden, og Radar nu har hele to søde og gode vennegrupper, hvor han på et tidspunkt faktisk kun havde en eneste ven. Og så dufter hytten skønt af konfirmandens nye signatur: Paco Rabanne 1 Million, jow jow!

16. april 2015
by hjertefanden
0 comments

Vi savner Møwsen

Forældrerådgivning. Diva. Autismespektrumforstyrrelse og de snakke, det nu afstedkommer. Bekymrende og trættende og for at være helt ærlig, så har jeg det lidt ligesom dengang, vi kørte afsted mod Skejby lidt over midnat, fordi Radar efter flere tilløb havde besluttet, at det var tid til at blive født. Jeg gad simpelthen ikke…var træt, orkede ikke lige en fødsel. Samtidig vidste jeg godt, at jeg ikke bare kunne iværksætte lidt fri vilje og udskyde festen.

Dengang var jeg bekymret. Uhhh, hvordan nu med kærligheden, når man har flere børn! Var forud virkelig bange for at holde mere af den ene… Bagefter ved man, at det var endnu en overflødig bekymring.

Men jeg bekymrer mig alligevel, og indimellem kommer der nogle af de gamle sug af overvældelse, når unger, mand og hund står i kø for at få en luns omsorg eller service.

Not proud, men det der virkelig tager pippet fra os nu, er ægte rotter på loftet. Det er så klamt og ulækkert og uforståeligt, for der er jo ingen fødevarer deroppe. Til gengæld er der noget der indikerer forrådnelse i en ikke-aktiv aftrækskanal til ventilator i badeværelse, og dét tror jeg ikke, at den flinke rottemand fra kommunen tager sig af. Ad! Ad! Ad! Jeg er sikker på, at vores missetat holdt dem langt væk, før hun desværre blev syg og aflivet.

27. marts 2015
by hjertefanden
0 comments

Lorteskole

Jubii, jubii, jubii nu er det påskeferie! Med andre ord en hel uge uden madpakkehelvede, og det skal der bestemt ikke kimses af.

Til gengæld vil jeg godt lige have lov til at pege finge af nogen. Jeg er sikker på, at emnet ‘uoverensstemmelser med barnets skole” kan dele vandene. Hvad kan/skal/bør man gøre, når man føler sig trådt på – som forælder eller lærer?

Jeg har et issue. Foreløbig er jeg nødt til at strække mig og vise velvilje for mit barns skyld, men jeg er vred og føler mig misforstået og dårligt behandlet.

Diva har fået nogle diagnoser også – nogle medfødte påvirkninger af hendes krop og hjerne. Det er, hvad det er, og det kan vi godt håndtere. Men det kræver samarbejde med hendes lærere, og de har tilsyneladende en anden agenda, som går ud på, at det stakkels barn bare har håbløse forældre. Jeg var iskoldt rasende over disse antydninger i sidste uge til forældresamtale, og psykologen på Børnepsyk har i dag mere eller mindre bekræftet, at det er den historie, de har fået fra skolen.

Nu afventer vi netværksmøde, og de skal selvfølgelig have en chance til at tilegne sig mere viden. Jeg synes bare ikke, at det stemmer med lærergerningen at agere så uinteresseret og uempatisk. Jeg har tænkt på, at de kan være pressede af skolereformen! Men eftersom det er 3. barn og 3.gang, at jeg har konstellationen ‘barn trives ikke i den skole’, så er min tolerance ikke så høj.

Fuck det. Jeg kan høre, at Jim og Tonny er kommet på fredagsvisit nu. God påske!

9. februar 2015
by hjertefanden
0 comments

For hekkenfeldt da os’!

Man kan jo ikke læse det her på en mobil! Sidder her med iPhone og præsenteres bare for menuer og reklamer. Det gider man jo ikke, så nu må jeg igang med Theme-sjov igen…

jeg havde egentlig tænkt mig at lukke ned for Hjertefanden, fordi jeg ikke har haft lyst til at skrive noget i lang tid. Men nu blir jeg alligevel i tvivl… Jeg har haft en lang gråsort, træt og ugidelig periode, men jeg fik pep og en masse at tænke over under nogle dage med en superdygtig erhvervscoach, så jeg tror, skuden har vendt snuden mod lysere himmelstrøg.

Allerførst skal jeg dog skaffe noget mad til den lille familie. Jeg har en feberhed Diva ved min side – hun vil gerne have pandekager…

 

 

 

IMG_0363.PNG

21. oktober 2014
by hjertefanden
0 comments

Jinx

Sidst nævnte jeg, at det går så fint med drengene.
Smartass har været igennem en rivende udvikling, som startede med, at han b.la. via Reddit satte sig mere ind i omfanget af sin ADD-diagnose. Han bad om at få lov til at prøve medicin, og efter en henvisning fra lægen måtte jeg tale med store bogstaver på Unge-psyk, fordi de i første omgang var afvisende. Ritalin (Methylphenidat) har som hyppig bivirkning, at man mister appetitten – og det er selvfølgelig uhensigtsmæssigt, når man i forvejen har en spiseforstyrrelse. Men hensigten med medicinafprøvning var netop at se, om det kunne hjælpe ham til at overvinde sin modstand mod at spise! Efter blodprøver, EKG og grundig lægeundersøgelse af nye psyko, Psyko2, fik han lov til at prøve en lav dosis med langsom optrapning. Det virkede bare ikke en skid på ham…
Men vi har kontakten til Psyko2 (som viste sig at være en helt særligt pædagogisk og empatisk overlæge), og det beroliger lidt, nu hvor Smartass’ vintermismod i går sprang ud som trold i en æske.

IMG_0363.PNG

baby

18. oktober 2014
by hjertefanden
0 comments

Efterår nu

Spamfilteret har fanget 5431 useriøse kommentarer siden sidst, og Zalando nægter snart at levere mere her: Sarte børn, der siger, at “den kradser”, og kvinder der alligevel ikke har råd til de der fede støvler.
Jeg har efterårsblues og magter ikke, at hverdagen og de forhadte madpakker truer igen. Hvis jeg skal, så tror jeg godt, at jeg kan få ferien til at lyde af mere, end den har været…det plejer bare at være det uindpakkede, jeg skriver – og det er også derfor, her har været stille. Der har været for meget, for privat. Samt overvejelser om, hvorfor det er relevant for nogen at læse om familien Fucked-Up. Men here we are igen – ufriske og uklare på konsekvenserne af, at Diva nu også udredes på Børnepsyk.

Kort fortalt så ligner hun bare Smartass alt for meget til, at vi kan lukke øjnene for det. Hun har spiseforstyrrelse/spisevanskeligheder, og til trods for (forsøg på) en fokuseret indsats og ADD-anerkendt hverdag, så er det kun blevet værre. Hun skal have hjælp, for vi frygter udvikling til anoreksi. En fjende, som allerede står og banker på døren. Jeg er igang med et fokuseret indlæg om, hvordan udredningen foregår.

Selvom vores liv stadig har store bølgedale, så har det måske fået et leje, hvor jeg ikke har lige så stort behov for at dele min frustration og mine oplevelser med ’systemet/det offentlige/kommunen/lægeverdenen’. Primært tror jeg dog, at mine drenge skal have æren for, at vi hele tiden bevæger os fremad. Det ekstreme bliver hverdag, og lige pludselig oplever vi teenagere, der tager ansvar og fungerer. Og vi kigger på hinanden og tør næsten ikke tro på det.

20120819-105442.jpg

28. maj 2014
by hjertefanden
0 comments

Småtspisende børn

Starter dagen med Politiken og en stigende irritation og trang til at forsvare mig. Jeg er jo ellers en type, der gerne påtager mig skylden for alt, men netop mine børns spisevanskeligheder vil jeg ikke (længere)bære på mine skuldre som skyld. Politiken har i dag et par artikler om småtspisende børn, relateret til en nyudkommet bog ’Børn, der spiser for lidt’af specialpædagog Dorte Bordal, som i årevis har arbejdet med familier med børn, der er ramt af spisevanskeligheder. Excuse me, for jeg har ikke læst bogen, men umiddelbart lyder tilgangen til problemløsning som en praktisk udførelse af de gode råd Jesper Juul skrev i “Smil vi skal spise” for omkring 10 år siden. Det er udmærket… men jeg føler bare, at der peges fingre af mig. Som jeg forstår artiklerne, så er det forældrenes skyld. Skyld!

Skyld fordi der mangler struktur under måltiderne. Skyld fordi der er for meget pres. Skyld fordi der kommenteres under spisningen. Skyld fordi barnet ikke oplever hygge. Skyld fordi der er alt for meget usikkerhed og fokus. Skyld fordi forældrene ikke har fattet en skid af børns basale relation til mad.

Mine børn

Smartass har haft et anstrengt forhold til mad i 15 år. Vi har lissom prøvet forskellige tilgange Hans spiseproblemer er hægtet op på hypersensitivitet og ADD, og derfor blev han afvist på Center for Spiseforstyrrelser, selvom hans BMI er/var langt under anoreksigrænsen.

Radar er født sulten. Han er kræsen men glad for mad. Mht. hans kræsenhed tror jeg mest, at den er tillært, fordi han har observeret sin storebrors tilgang til fødevarer.

Diva er desværre fuldstændig ligesom Smartass. Og når man har en baby, der aldrig nogensinde tog nogetsomhelst (legetøj, sut, fingre, græs, whatever) i munden, så oplever man ikke en mund, der automatisk åbner, bare fordi man stikker en ske op i nærheden.

Jeg finder trøst i Ulla Lebahns mere empatiske tilgang til de små børns vanskeligheder, og savner i artiklerne en lidt mere nuanceret beskrivelse af problemstillinger omkring spisevægring.

Formål med disse informationer?

Hvis det, som det fremgår af artiklerne og nedenstående klip derfra, virkelig i så høj grad handler om forældrenes signaler, så kunne det have været ret relevant at underbygge med eksempler på, hvordan det går med børnenes spisning, når de ikke er hjemme?

Er disse artikler ikke blot benzin på de usikre og sundhedsfikserede forældres bål så? Og/eller håber man at kunne bremse de tiltagende spiseproblemer ved at oplyse om, at man bare skal slappe af og hygge sig under måltiderne?

Jeg siger ikke, at det ikke er rigtigt alt det her. Jeg siger bare, at når der generaliseres i aviser og nyheder, så går det udover familier som min. Som om man ikke godt kunne undvære flere bedrevidende velmenende gode råd, sådan et par artikler kan afstedkomme…

Citater fra artiklerne

Mia Bjergager, overlæge på Børne- og Ungeafdelingen på Hillerød Hospital.

»Forældrenes enorme fokus på mad får nogle børn til at gå helt i baglås og nægte at spise. Så i virkeligheden handler det for de fleste børn med spisevanskeligheder slet ikke om hverken mad, kræsenhed eller fysiske problemer som synke- eller tyggebesvær, men om forældrenes relation til barnet«, siger hun.”

Anne Mette Skovgaard, overlæge og forskningsleder på Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center i Glostrup.

“…har undersøgt små børn fra normalbefolkningen for spiseproblemer og er lige nu i gang med forskningsprojekter om nul til tre-årige, der diagnosticeres med spiseforstyrrelser i hospitalsvæsenet. Hun understreger, at der kan være flere årsager i spil, når børn ikke vil spise – for eksempel har 80 procent af børn med udviklingsproblemer og for tidligt fødte børn i et eller andet omfang problemer med spisningen. Det kan skyldes forsinket udvikling af mundmotorikken eller andre faktorer i forbindelse med fysisk sygdom. Men nogle børn udvikler spiseproblemer uden nogen fysisk forklaring, og Anne Mette Skovgaard genkender, at forældrenes tilgang til mad også smitter af på børnenes lyst til at spise.

»Hvis barnet ikke vil spise, kan forældre blive så desperate, at de tvangsfodrer deres barn; presser skeen ind i munden eller truer barnet. Barnet bliver bange, stresset, og dets appetitregulering forstyrres«, siger hun og fortsætter:

»Vi har indlagte børn, hvis appetitregulering er gået helt fløjten, som er underernærede, fordi de ikke føler sult, og hvor al spisning er forbundet med stress. Disse børn har risiko for at blive kronisk underernærede, og det kan være nødvendigt at behandle dem med sondemad for at sikre deres udvikling«.”

Steen Andersen, generalsekretær i landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade, LMS

“»Havde du spurgt mig tidligere, ville jeg have sagt, at spiseforstyrrelser hos mindre børn stort set aldrig forekom, men nu blive vi kontaktet i hvert fald en gang om ugen. Det bliver mere og mere udbredt, at selv bittesmå børn ikke vil spise, og som forældre er det overordentligt vigtigt at huske på, at der er en stor overførsel af egne spisevaner«, siger generalsekretær i foreningen Steen Andersen.

»Pas på med at diskutere mad og slankekure, mens barnet lytter. Tal ikke en helt masse om fedt, sukkerindhold og kalorier – barnet risikerer bare at få et unaturligt forhold til mad. Børn skal ikke interessere sig for, om det, de spiser, er sundt eller ej. Mad skal bare være en helt naturlig del af hverdagen, og måltiderne skal være hyggelige og afslappede. Ikke anspændte og stressede«.”

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...